Bernhard Severin Ingemann

(1789-1862)

Digter og forfatter. Kom som 17-årig til København, hvor han oplevede byens bombardement, der bl.a. ødelagde huset hvori han boede. Gjorde selv tjeneste på voldene som medlem af studenterkorpset. Indledte sin første digteriske periode med Digte (1811) påvirket af den tyske romantik. Ligeledes Procne (1813), med versnovellen ”Varners poetiske vandringer”. Vakte en årrække opsigt med sentimentale tankedigte og dramaer (bl.a. De sorte riddere (1814), Blanca (1816), Reinald underbarnet (1816), Løveridderen (1816)). Blev angrebet af J. L. Heiberg, men forsvaret af Grundtvig. Udenlandsrejse 1817-19 (digtene Rejselyren (1819)). Hans Eventyr og fortællinger (1820) er overnaturlige beretninger i Hoffmanns manér. 1822 lektor i Sorø, hvor han inspireret af Walter Scott – og delvis på Grundtvigs tilskyndelse – skrev sine historiske romaner, der opnåede stor yndest og som sammen med hans mange fædrelandssange stærkt bidrog til den folkelige og nationale vækkelse før 1848 - versromanen Valdemar den Store og hans mænd (1824), prosabøgerne Valdemar Sejr (1826), Erik Menveds barndom (1828), Kong Erik og de fredsløse (1833) og Prins Otto af Danmark (1835). Rækken afsluttedes med versromanen Dronning Margrethe (1836). Ingemanns historiske romaner er blevet et begreb på linje med Andersens eventyr og Blichers noveller, men har ikke som disse modstået tidens gang. Men i samtiden slog de an på grund af deres livlige handling og nationale holdning. Tog til genmæle mod sine kritikere i Huldregaverne eller Ole navnløses levnedseventyr (1831). Ingemanns poetiske hovedværker er digtkredsen Holger Danske (1837 med musik af Niels W. Gade) samt Morgen- og aftensange (1837-39), der til Weyses melodier er blevet folkeeje. Også hans kendteste salmer stammer fra disse år. Gik imod tidens liberale strømninger med det politisk-allegoriske eventyr De fire rubiner (1849) og fortællingen Den stumme frøken (1850). Som prosaist fik han størst succes med den store udviklingsroman Landsbybørnene I-IV (1852), hvis hovedperson er et portræt af H. C. Andersen. Hans senere forfatterskab prægedes af stadig større religiøs indadvendthed – Tankebreve fra en afdød (1855), Guldæblet (1856). Hans Levnedsbog I-II udkom efter hans død (1862).

 


Tekster af B. S. Ingemann:

B. S. Ingemann: Til Dannebroge. Vift stolt på Kodans bølge (1816)
B. S. Ingemann: Dannevang (1816)
B. S. Ingemann: Om sine historiske romaner (1824)
B. S. Ingemann: af Valdemar den Store og hans mænd (1824)
B. S. Ingemann: Holger Danskes hilsen til frænderne (1837)
B. S. Ingemann: Holger Danskes Vugge (1837)
B. S. Ingemann: Holger Danskes mærke - I alle de riger og lande (1837)
B. S. Ingemann: Mindesang om kong Frederik den sjette (1839)
B. S. Ingemann: Fredericia-slaget (1849)
B. S. Ingemann: Til Danmarks krigere (1851)
B. S. Ingemann: Ingemanns tak til hans venner i Danmark (1859)
 
Nomos modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte

 


< Litteratur og debat / Danske kulturkæmpere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg