B. S. Ingemann: Holger Danskes hilsen til frænderne (1837)

 

Vær hilset, mit gamle fædreland!
Du kender mig vel ej ganske?
Engang jeg var en navnkundig mand;
De kaldte mig Holger Danske.

Med mig drev lykken et underligt spil:
Hvert barn mit navn skulle kende;
Dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
Hvis ry foer til verdens ende.

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
Det aldrig i verden ophører,
Og død kan jeg synes i tusind år,
Men dog i løndom mig rører.

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
Jeg lever på folkets tunge.
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
Dog skjaldene om mig sjunge.

Min ånd med folkets slægter foer hen;
Dybt slumred den mange gange.
Med folket den vågner og kommer igen
Med livet i dåd og sange.

Mit navn hver bonde kender endnu,
Og glad jeg rækker ham hånden.
Mit levned kommer hver dansk ihu,
Som glædes ved folkeånden.

Du véd det, landsmand! jeg er ej død:
Med kraft jeg kommer tilbage;
Jeg er din fuldtro hjælper i nød
På Dannemarks gamle dage.

 

Fra Holger Danske, et Digt i fem sangkredse, 1837. Læs mere om B. S. Ingemann >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg