B. S. Ingemann: Mindesang om kong Frederik den sjette (1839)



På sin ligseng ligger kong Frederik hvid,
Fra vuggen var hans puder hårde.
Dansken ham glemmer ret ingen tid;
Velsignet hans navn skal vorde.
Ak! for kongen ringe Danmarks klokker.

Var ham kronen tung, blev ej hjertet hårdt.
Gud så hvad sorg han måtte døje.
Skuffed ham lykken, veg glæden bort,
Det skulle hans sjæl ej bøje.
– Nu for kongen ringe Danmarks klokker.

Han var dansk, som danrigets bedste mand,
Og retsinds krone har han båret;
Jævn var hans tale, og tanken sand,
Og sindet så lyst som håret.
– Nu for kongen ringe Danmarks klokker.

Han var mild. Han stod ved sin faders hånd
I folkets arnebundne dage;
Mildelig løste han bondens bånd
Og rørtes ved negerens klage.
– Nu for kongen sørge frie mænds sønner.

Han var fød og båren til kroner to:
Den ene skulle han kun bære.
Lykken var ham falsk; men hans folk var tro;
Og gammel blev han med ære.
– Nu for kongen sørge Danmarks sønner.

Han var fast. Han standed i kejsersal;
Ret aldrig dansken skal det glemme –
Danrigets dejligste vang og dal
Han værned med mandig stemme.
– Nu for kongen sørger Danmarks hjerte.

Han var vis. Han satte til folket lid:
Han så hvor kræfter lå i dvale;
Tungebånd led han ret ingen tid –
Om lov bød han folket tale.
– Nu for kongen sørger folkets hjerte.

Sjette Fredrik havde os alle kjær;
Ham skinned kærlighed af øje.
Fattigmand trådte hans trone nær –
Gud glæde hans sjæl i det høje!
– For vor fader ringe Danmarks klokker. –



December 1839. Til folkesangtonen "Dronning Dagmar ligger i Ribe syg". Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om B. S. Ingemann >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg