Michel Houellebecq

(1958- )

Fransk forfatter. Født på La Reunion (Indiske Ocean). Som seks-årig af forældrene overladt til sin bedstemoder. Kostskole i Meaux og derefter uddannet som landbrugsingeniør. Efter en periode med skilsmisse, depression og ophold på flere psykiatriske afdelinger, ansat som edb-medarbejder i den franske nationalforsamling. Efter et par essaysamlinger og en bog om H. P. Lovecraft fik Houellebecq sit litterære gennembrud med romanen Extension du domaine de la lutte (1994, da. Udvidelse af kampzonen). Romanen er en misantropisk kritik af det moderne samfund, hvor økonomien gennemsyrer alt - også de menneskelige relationer – og hvor 68-generationens egoistiske selvrealiseringsprojekter har opløst familien og parforholdet som naturlig livsramme, splittet samværsformerne og respekten for de samfundsbærende værdier. Belyst gennem hovedperson, IT-programmøren Michel og den seksuelt udstødte Raphaël og deres ensomme liv i de digitaliserede virksomhedsmiljøer og det pornografiske byrum, tegnes et billede af en verden styret af magt, penge, angst, forførelse, vold og sex. Nutidens seriemordere udnævnes her som blomsterbørnenes naturlige afkom. Endvidere stilles den seksuelle frigørelse, selvrealiseringen, indvidualiseringen og den økonomiske liberalisering til ansvar for den nutidige udvidelse af kampzonen – en hæmningsløs alles livskamp mod alle, ikke kun økonomisk, men også i seksualiteten, med nedbrydelsen af alle fællesskaber og en enorm ensomhed som resultat. Samme tema bearbejdes i Les particules élémentaires (1998, da. Elementarpartikler, 2001), der udnævntes til årets roman i Frankrig. Gennem de to halvbrødre, Michels og Brunos, følelseskolde og forkvaklede livsforløb tegnes et dystert billede af 68-generationens børn og menneskets fremtid ved årtusindeskiftet. De to brødre svigtes af deres hippieforældre, der mest er optaget af tressernes emanciperede liv. Bruno, en falleret og seksuelt frustreret gymnasielærer, styres af sin jagt på seksuelle oplevelser og ender sine dage på sindssygehospital, mens molekylebiologen Michel ikke ser anden vej ud af den situation mennesket er havnet i, end v.h.a. genteknologi og kloning at skabe en ny menneskerace. Romanen fremstår som en rapport fra år 2079 og fortæller om menneskets forsvinden som et naturligt reproducerende væsen grundet udviklingen i den sidste halvdel af det 20. årh. Modernitetens kulmination var tressernes frigørelse og naive tro på det gode menneske. I stedet fragmenteredes samfundet (heraf titlen), de naturlige fællesskaber, den menneskelig værdighed, kærligheden og broderskabet brød sammen i jagten på egen tilfredsstillelse. Selvrealisering blev ikke i forhold til andet end individet selv, og den naturligt efterfølgende alliance mellem drift, individualisme og kommercialismen førte til kaos på alle livets områder – ansvarsløs lysttilfredsstillelse og egoistisk begærsudfoldelse, rå kapitalisme, grådighed og New Age-periodens overfladiskhed. Men 68’ernes selvrealiseringskult fuldbyrder og afslutter den moderne dominans baseret på det suveræne subjekt og afløses af en overgang fra idealer som ”individuel frihed” og ”fremskridt” til ”fællesskab, kontinuitet og broderskab”. V.h.a. Michels genetiske produktion af et nyt ikke-kønnet menneske, uden forskellighed, uden fri vilje, død eller aldring, elimineres forestillingen om det hellige ”jeg“ og dermed dets grådighed og ondskab. Hel så ”lykkelig” en udgang har Houellebecqs seneste roman, Platforme (2001, da. Platform, 2002) dog ikke. Den 40-årige statsfunktionær, Michel, henslæber livet i et kedeligt job, da hans fader myrdes af en araber. For arven rejser han til Thailand, hvor han møder karrierekvinden Valerie. Sammen med hende stifter han et rejseselskab for sex-turisme, som går strålende indtil de vestlige turister massakreres af muslimske terrorister – med velmenende vestlige mediers velsignelse, naturligvis. Romanen, der udover udpenslede sexscener, indeholder skarpe udfald mod alt fra feminismen, vesterlændinges manglende seksuelle lidenskab, menneskerettigheder, religiøs tolerance, det frie marked, frelste og økologiske globetrottere og islamisk fundamentalisme, vakte en del opsigt. Houellebecq blev p.g.a. bogen og flere udfald i pressen mod Islam anklaget for racisme, men frikendtes i 2002. Houellebecq har opnået et ry som en kontroversiel provokatør, bl.a. p.g.a. hans angreb på franske venstreintellektuelle og deres politisk korrekte småborgerlighed, hans udfald mod 68-generationen og kvindefrigørelsen. Hans sortsynede og på overfladen kyniske og dybt sarkastiske civilisationskritik er dog krydret med en ikke ringe grad af humor, ironi og munterhed og indeholder dybsindige – nogle ville måske sige moralske – bud på den vestlige civilisations tilstand. Houellebecqs, hvis bøger har opnået en vældig succes og er oversat til adskillige sprog, modtog 2002 Impac-prisen. Han er i dag bosat i Irland. Tilbage til persongalleri >

 


Tekster af Michel Houellebecq:

Om 68-genereatonen, "frigørelse” og liberalisme
Om Vestens situation
Om menneskerettigheder
Politik
Om islamisk fundamentalisme

 


Bibliografi:

  • HP Lovecraft, contre le monde, contre la vie (1991). Tysk, Gegen die Welt, gegen das Leben (2002)
  • Rester Vivant – méthode (1991)
  • La poursuite du bonheur (1992) Tysk, Suche nach Glück (2000)
  • Extension du domaine de la lutte (1994). Da. v. T. Byrckel, Udvidelse af kampzonen (2002)
  • Le sens du combat (1996). Tysk, Der Sinn des Kampfes (2001)
  • Les particules élémentaires (1998) Da. v. T. Byrckel, Elementarpartikler (2001)
  • Interventions (1998). Tysk, Die Welt als Supermarkt (2001)
  • Renaissance (1999) Tysk, Wiedergeburt (2001)
  • Poésies (2000)
  • Lanzarote (2000) Tysk, Lanzarote (2001)
  • Plateforme (2001) Da. v. L. Bonnevie, Platform (2002)
  • La possibilité d'une île (2005) Da. v. L. Bonnevie, Muligheden af en ø (2006)

Om Michel Houellebecq

Thomas Steinfeld: Das Phänomen Houellebecq. Köln 2001

 

 

Nomos modtager gerne relevante tekster af eller indlæg om ovennævnte forfatter

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg