M. Houellebecq: Citater om 68-generationen, ”frigørelse” og liberalisme

Ifølge Daniel Macmillan var den gradvise nedbrydning af moralske værdier i 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne en logisk og uundgåelig proces. Når mulighederne for seksuel nydelse er opbrugt, var det ikke overraskende, at et individ, der havde kastet de almindelige moralske hæmninger af sig, søgte mod grusomhedens mere bredspektrede nydelser; to århundreder tidligere havde de Sade haft et analogt forløb. I den forstand var 90’ernes serial killers helt naturligt børn af 60’ernes hippier; man kunne finde deres fælles aner hos wiener-aktionisterne i 50’erne. Under dække af kunstneriske performances havde wiener-aktionister som Nitsch, Muehl og Schwarzkogler ofret dyr i al offentlighed; foran et publikum af idioter havde de udrevet og splittet organer og indvolde, havde begravet deres hænder i kød og blod og bragt dyrenes lidelser til det yderste – alt imens en medhjælper filmede blodbadet, så man kunne udstille resultatet som værk i et kunstgalleri. Denne dionysiske trang til at slippe det dyriske og onde løs, som wiener-aktionisterne satte i værk, genfinder man hele vejen op igennem de følgende årtier. Ifølge Daniel Macmillan var den omvæltning, de vestlige civilisationer havde undergået siden 1945, intet andet end en tilbagevenden til en brutal magtdyrkelse, en fornægtelse af de ældgamle regler, der langsomt var blevet bygget op i moralens og lovens navn. Wiener-aktionister, beatniks, hippier og massemordere havde det tilfælles, at de var fuldkommen frisindede, at de forsvarede den enkeltes ret til at udtrykke sig overfor enhver social norm eller det hykleri, som moral, følelser, retfærdighed og medlidenhed udgjorde i deres øjne. Set i det lys var Charles Manson på ingen måde en monstrøs afvigelse fra hippiebevægelsen, men dens logiske følge […].

Fra Elementarpartikler
Det forholder sig afgjort sådan, tænkte jeg, at i vores samfund udgør sex helt sikkert endnu et forskelsdannende system, helt uafhængigt af det økonomiske; og det er mindst lige så nådesløst. De to systemer virker i øvrigt på helt tilsvarende måde. Ganske som økonomisk liberalisme uden stopklodser, og af tilsvarende grunde, skaber den seksuelle liberalisme en absolut proletarisering. Der er nogle, der elsker hver eneste dag; andre højst fem eller seks gangle i livet eller aldrig. Nogle elsker med dusinvis af kvinder; andre slet ikke med nogen. Det er det, man kalder ”markedsmekanismen”. I et økonomisk system, hvor fyringer er forbudt, lykkes det stort set alle at finde sig en plads. I et seksuelt system, hvor utroskab er forbudt, lykkes det stort set alle at finde sig en sengepartner. Men i et fuldkommen liberalt økonomisk system er der nogle, der opbygger betragtelige formuer; andre lider under arbejdsløshed eller fattigdom. I et fuldkommen liberalt seksuelt system har nogle et alsidigt og spændende seksualliv; andre er henvist til onani og ensomhed. Den økonomiske liberalisme er en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser. På samme vis er den seksuelle liberalisme en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser.

Fra Udvidelse af kampzonen
Som det fremgår af de smukke ord 'ægteskab' og 'husstand' var parret og familien den sidste rest af primitiv kommunisme midt i det liberale samfund. Den seksuelle frigørelse havde til formål at ødelægge disse sidste kommunitære mellemled, de sidste, der adskilte individet fra markedet. Denne ødelæggende proces fortsætter i vore dage.

Fra Elemantarpartikler
Kærligheden som uskyld og illusionsfyldthed, som evnen til at opsummere hele det modsatte køn i et eneste elsket væsen, holder sjældent til et års seksuel vagabondering og aldrig til to. I realiteten ødelægger og undergraver de mange på hinanden følgende forhold i puberteten enhver mulighed for projektioner af følelsesmæssig og sværmerisk art; gradvist og faktisk temmelig hurtigt bliver man lige så lidt i stand til at elske som en gammel karklud. Derefter bliver man selvfølgelig som en karklud; med alderen bliver man mindre attraktiv og derfor bitter.

Fra Udvidelse af kampzonen
Engang talte vi om civilisation. Han hævdede – og på en måde troede han virkelig selv på det – at strømmen af information inden for et samfund i sig selv var et gode. At frihed ikke var andet end muligheden for at skabe forskelligartede forbindelser mellem individer, projekter, organisationer, tjenesteydelser. Et maksimum af frihed var ifølge ham sammenfaldende med et maksimum af mulige valg. Med en metafor lånt fra fra bevægelseslæren kaldte han disse valg for grader af frihed. […] Han sammenlignede på en måde samfundet med en hjerne og individerne for hjerneceller, for hvem det ganske rigtigt er ønskeligt at etablere et maksimum af forbindelser. Men sammenligningen stoppede der. For han var liberal og næppe tilhænger af det, som er nødvendigt i en hjerne: et overordnet projekt.

Fra Udvidelse af kampzonen
[Jeg kan] ikke tillægge ordet frihed nogen anden betydning end en negativ.

Fra tidsskriftet Immédiatement

 

Læs mere om M. Houellebecq >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg