Johannes V. Jensen

(1873-1950)

Under indtryk af 1890’ernes symbolistiske digtning og tidlig læsning af Darwin, der blev afgørende for hans livssyn og polemiske forhold til kristendommen, skrev han sine første romaner – den dekadente halvfemser-roman Danskere (1896) og Einar Elkær (1898), senere slettet af ham. Et besøg i USA 1896 og en jordomrejse 1901-03 styrkede hans beundring for den moderne teknik, hans kærlighed til den angelsaksiske/vesterlandske verden og dens nye menneske, ingeniøren, arkitekten. På denne baggrund kritiseres i Den gotiske renæssance (1901) samtidens Danmark. Hyldesten til handlingsmennesket gentages i Amerika-romanen Madame d’Ora (1904) og Hjulet (1907). Inden havde han dog anslået nye toner. Hjemstavnen, fædrelandet og dets historie og den nordiske kultur kom til at spille en afgørende rolle for hans fortsatte forfatterskab. Således Himmerlandsfolk (1898 fortsat i Nye Himmerlandshistorier (1904, 3. samling 1910)), der er realistiske, drøje og humoristiske beretninger far barndommes land, samt med Kongens fald (I-III 1900-01), en historisk roman, der blev et banebrydende værk. Også lyrikken havde han fornyet med sine Digte (1906). Disse indtager en lignende plads i dansk litteratur som Oehlenschlägers Digte 1803. Især blev hans indførelse af prosadigtet betydningsfuld. Omtrent samtidig skabte han sin særegne prosaberetning, myten, en blanding af novelle, essay, rejsebeskrivelse og prosadigt, der med udgangspunkt i en konkret oplevelse søger noget alment - Myter og jagter (1907), Nye Myter (1908, ny samling 1910, 4. samling 1912), Ved livets bred (1928), Pisangen (1932), Kornmarken (1932), Sælernes ø (1934), Mariehønen (1940) og Møllen (1944). Bræen fra 1908 indledte den store romancyklus Den lange rejse, der tilsammen giver det nordiske menneskes udviklingshistorie og den nordiske kulturs betydning som udgangspunkt for den dynamiske og livskraftige europæiske kultur – Skibet (1912, skildrer vikingetiden), Norne-gæst (1919, har motiv fra sten- og jernalder), Det tabte land (1919, går tilbage til tertiærtiden), Christoffer Columbus (1921) og Cimbrerenes tog (1922). I årene omkring første verdenskrig udfoldede Jensen en flittig produktion af indlæg i kulturdebatten bl.a. vendt mod datidens kulturradikalisme, især i form af tidskritiske artikler – Den ny verden (1907), Nordisk ånd (1911), Introduktion til vor tidsalder (1915), Retninger i tiden (1930). Hans noveller samledes i Eksotiske noveller (1916). En kommentar til sin store evolutionistiske romanrække leverede han i Æstetik og udvikling (1923), Evolution og moral (1925), Dyrenes forvandling (1927), Åndens stadier (1928) og Vor oprindelse (1941). Samtidig leverede han en række kunstkritiske arbejder – Rudyard Kipling (1912), Johannes Larsen (1920), Thorvaldsens portrætbuster (1926), Jyske folkelivsmalere (1937). Det senere skønlitterlære forfatterskab bestod bl.a. af romanerne Dr. Renaults fristelser (1935) og Gudrun (1936) samt digtsamlinger som Årstiderne (1923), Verdens lys (1926), Den jyske blæst (1931) og Påskebladet (1937). Blandt digtene er adskillige optaget i folkelige sangbøger, bl.a. ”Hvor smiler fager den danske kyst” (1925). Modtog 1944 Nobel-prisen i litteratur.

 


Tekster af Johannes V. Jensen:

Johannes V. Jensen: Tilegnelse (1904)
Johannes V. Jensen: Om kamp og arv (1906)
Johannes V. Jensen: Cecil (1906)
Johannes V. Jensen: Folkekarakteren (1907)
Johannes V. Jensen: Den nordiske kvinde (1919)
Johannes V. Jensen: Danmarkssangen - Hvor smiler fager den danske kyst (1925)
Johannes V. Jensen: Om Kong Skjold - Stæren (1925)
Johannes V. Jensen: Gensyn med Danmark (1926)
Johannes V. Jensen: Om danske mænd og kvinder (1931)
Johannes V. Jensen: Tak til sproget (1942)
 
Nomos modtager gerne relevante indlæg om ovennævnte

 


< Litteratur og debat / Danske kulturkæmpere

| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg