Johannes V. Jensen: Danmarkssangen – Hvor smiler fager den danske kyst (1925)

 

Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge
og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! Hvor stort!

Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen påny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
Hvor smiler fager
den danske kyst!

Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedens bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst!

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave;
Henfarne slægter – forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv!

Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord
er sjæl af dem der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

Men du der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!

 

Aarets højtider, 1925. Læs mere om Johannes V. Jensen >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg