Gudmund Schütte: Om sønderjysk og dansk historie (1943)

Tredje oplag af min bog fremkommer netop 200 år efter bisp Erik Pontoppidans banebrydende foredrag "Det danske Sprogs Skiæbne og forrige saavel som nærværende Tilstand i Sønder-Jylland eller Førstendømmet Slesvig" (1743) *) Ligesom Pontoppidan skænkede danskheden den absolut første nationalitetshistoriske fremstilling, således mener jeg også med nærværende skrift at gøre en ny indsats.
Jeg viser deri, sort på hvidt, at sindelaget fra Arilds tid er dansk i det gamle danske kronland Sønderjylland; "fra Arilds tid" vil sige: siden den tid, i hvilken der findes en sammenhængende historisk overlevering. I 1920 blev det nordlige Sønderjylland efter 56årig adskillelse genforenet med moderlandet; det er derfor en velhjemlet statsinteresse at påvise og hævde dansk sindelag indenfor dette område. Også indenfor den nu med Tyskland forenede del er det forsvarligt historisk at påvise det tidligere tilstedeværende og endnu ikke helt udslukte danske sindelag. Kong Christian X opfordrede os i sin trontale 1920 til ikke at glemme sydslesvigerne; som ansvarsfølende hersker har han selvfølgelig ikke sagt mere, end han kunne stå ved.

Claus Eskildsen har i "Dansk Grænselære" (1936) og i "Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser" (1942) ypperlig samlet og understreget de kendsgerninger i sprog, kultur og sindelag, der lader os skønne tilstedeværelsen af gammelt dansk folkegrundlag til og med Danevirke. I de to første udgaver af "Sønderjylland Kalder" har jeg til udfyldning samlet en række vidnesbyrd om udtrykkelig udtalt sindelag fra Arilds tid og til henimod 1848.

Nærværende oplag tager mere sigte på det personalhistoriske. Jeg har søgt at indskrænke de lærde forklaringer om kulturtilstande etc. til det mindst mulige. Om sådanne ting må man efterlæse i 2. udgave, der ved den nye formulering ikke bliver overflødiggjort. Hver formulering har sit særlige sigte. Nu lægger jeg som sagt vægt på det personalhistoriske, mænds karakterer og handlinger.

Jeg lægger ikke dølgsmål på, at jeg skriver i villet modsætning mod en vis herskende retning hos vore nymodens pædagoger, der udluger alt det personlige og fylder historiebøger og læsebøger med kulturhistorie, erhvervshistorie, forfatningshistorie osv., så ungdommen kedes til døde. En skoleforstander har fortalt mig, at han plejede at undervise efter en tysk læsebog af den gængse moderne art med kulturhistorie etc. Eleverne kedede sig i søvn over den. Så en skønne dag fandt han på at lade dem læse nogle af Schillers ballader, om dykkeren blandt havdybets utysker, om strålende ridderturneringer, om lbykos' traner etc. Det var, som om de indslumrede elever vaktes ved et trylleslag; de var henrykte og interesserede. Det er dette, vi skal have frem i Sønderjyllands historie istedenfor den kulturhistoriske tærsken langhalm, der er god nok for de lærde, men keder ungfolk og lægfolk ihjel.

Jeg kan her ikke undgå at rette en anke mod vore faghistorikere. Al agtelse for deres saglige, fornemme uhildethed, der fortjener pris og ære. Det er selvfølgelig rigtigt, at de punkt for punkt kontrollerer den historie, som tyskerne serverer for os. Men, når de lader dette være den eneste form for Sønderjyllandshistorie, hvormed folket skal opdrages nationalt, så må jeg kalde dem "brave folk, men slette musikanter", folk, der ikke kan se skoven for bare træer. For hvad er denne historie siden det skæbnesvangre år 1231, da prins Abel blev hertug af Sønderjylland? Hvad er det for personer, den handler om? Det er kongernes frugtesløse tovtrækning med sønderjyske og holsten-gottorpske hertuger, med holstenske grever, holstenske junkere, advokater og professorer. Det er en landshistorie, hvis resultat kun tyskerne kan glædes ved, det kummerlige, forkvaklede misfoster af en landshistorie, som intet dansk hjerte kan varmes ved. Kort sagt, det er ypperligt stof til at danne den vanskabning, som Johannes Steenstrup kaldte "den klynkende opfattelse af Danmarks historie", en jeremiade over militære nederlag og smertelige landetab mundende ud i det ynkelige, selvopgivende løsen: "Hvad kan det nytte?" Dét er, hvad der kommer ud af den herskende tyske overklassehistorie, hvor bønder og borgere kun tæller som uselige nuller, gode nok til at ofre livet for at frelse skakbrættets storbrikker.

Nej, lad kun denne lidet opmuntrende historie blive forsvarlig drøftet og fremstillet på de dertil indrettede steder. Men glem ikke, at Sønderjylland ved siden deraf har en helt anden historie! Denne landsdelens anden og rette historie, det er den sønderjyske menigmands historie. Og giver overklassehistorien årsag til "klynkende opfattelse", så er det stik modsat med menigmands historie. Gennem tusind år en stolt fortsat, urokkelig linje: "Her, her, Danmark!" Rørende troskab, sej udholdenhed, snarråd, kækhed, rankhed, viljefasthed, rammende vid, – det er de egenskaber, vi atter og atter ser udfolde sig for vort forbavsede blik. Hvordan har vore faghistorikere kunnet glemme at fremdrage denne linje? Ja, sønderjyden, rigsarkivar A. D. Jørgensen glemte det jo ikke; han har gennem sine "40 Fortællinger af Fædrelandets Historie" givet et fingerpeg i den rigtige retning. Det samme har sønderjyden P. Lauridsen gjort med sin herlige bog, "Da Sønderjylland vaagnede". Men P. Lauridsens fremstilling går kun fra ca. 1831 fremefter; "lyst æfor, mørkt æbag!" Det ældre Sønderjylland gælder ham som sovende. Deri kan han jo have nogen ret; men det har ikke været nær så sovende, som vi sædvanlig tror, og som især tyskerne vil bilde os ind. Det skal da være min opgave at rive sløret fra den ældre danskheds påviselige tilstedevær, vise, hvordan den ustandselig har søgt at give sig tilkende, trods hård modvind, lige siden Arilds tid. Dette er den nye indsats, som jeg varslede i mit forords første sætninger.

En baggrund udadtil vil jeg endnu på forhånd ridse op. Det er billedet af vor nabo, Tyskland. Som aldrig før har den sidste verdenskrig afsløret os det tyske folks forfærdelige, fantastiske jættekraft. Det undgår ingen af os at se. Men, hvad der undgår de fleste, er, at med denne vældige modstander, denne Goliat, har sønderjyden bakset i tusind år, og trods alt kraftopbud har jætten kun fået den lille dværg tvunget et hanefjed tilbage, de få mil fra Ejderen til Flensborg fjord. En sådan kendsgerning giver en målestok, hvorefter vi kan værdsætte modstandsydelsen: er modstanderen udrustet med fantastisk kraft, så må sønderjyden for at kunne modstå ham eje en ligeså fantastisk, ja, rentud enestående sejhed. Det er personlige udtryk for denne mærkelige jydesejhed, vi skal høre om i det følgende.

Kaptajn Hector Boeck bringer jeg min hjertelige tak for hans redebonne hjælp ved bogens tilrettelægning og for hans værdifulde krigshistoriske tilføjelser.

Oktober 1943    
GUDMUND SCHÜTTE

*) Trykt i Det Kiøbenhavnske Selskabs Skrifter, I, p 55-76, 1745.

 

Forord til Sønderjylland Kalder. Sønderjyske Sindelags-Vidnesbyrd gennem tusend År, 3. udg.: Mænd og deres Gærning. 1943. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Gudmund Schütte >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg