Johan Ludvig Heiberg: Det nationale og det provinsielle (1842)

Ejendommelige nationale skikke og sædvaner, ejendommelig national levemåde er næsten allerede fortrængt af de dannede klasser. Hvad som hører til almindelig anstand, er omtrent ens i hele den civiliserede verden. Selv nationaldragten har måttet vige for et generelt kostume, som i alle kultiverede lande er det samme. Ja selv indenfor nationernes egne grænser forsvinder det afstikkende i enhver henseende; den enkelte sætter mere og mere sin ære i at være som alle andre. I England f.eks. ser man bønderne klædt i almindelig borgerlig dragt.

Men dersom man nu heraf vil slutte, at alle nationale forskelligheder var bestemt til at ophæves, så går man alt for vidt. Thi der er i nationaliteten et naturelement, betinget allerede ved den geografiske beliggenhed, som dog aldrig ganske kan eller skal forsvinde, hvor meget det end kan underordnes den almindelige kultur.

De nationale temperamenter vil altid blive forskellige. Da temperamentet, skønt dannelsen nok så meget holder det i baggrunden, altid trænger igennem karakteren og giver denne sin farve, så er også nationalkarakteren bestemt til at bestå.

Endvidere må man indrømme, at det nationale sprog, når det først har hævet sig over den blotte dialekt og har givet sig objektiv tilværelse i en national litteratur, heller ikke kan være bestemt til at ophæves, med mindre nationen selv udslettes. Det sker, når den har røgtet sit kald i verdensstyrelsens tjeneste. [...]

Intet kan i den grad gælde for nationalitetens egentlige særkende som sproget. Ikke blot den nationale levemåde, de nationale sæder og skikke, men også den nationale tænkemåde og nationalkarakteren kan forandre sig væsentligt. Sproget derimod kan dog aldrig blive til et andet sprog, skønt det vist også kan forandre sig. Hvor det først er fikseret ved en national litteratur er den forandring, som det fremdeles kan undergå, i grunden ubetydelig.

Dersom det ved sproget ene og alene kom an på meddelelse, så ville det være ligegyldigt for nationen, hvilket sprog den betjente sig af, når det blot var almindelig forstået. Der ville da f.eks. ikke være noget at indvende mod, at det tyske sprog blev indført i Danmark i stedet for det danske, thi det forstås af de fleste, og ved indførelsen ville det lidt efter lidt blive forstået af alle.

Ikke desto mindre er dog vist alle enige om, at det danske sprogs ophævelse ville være det samme som ophævelsen af den danske nation selv. Det kunne kun hjælpe lidt, at Danmark fik lov til at beholde sit navn og sin kongestamme. Selvom det gjaldt for en selvstændig stat, ville det dog ikke længere være en egen nation. Som nation ville det tværtimod ganske blive absorberet i den fremmede nation, hvis sprog det antog.

Tyskland afgiver jo et talende eksempel herpå. Skønt det er delt i mangfoldige større og mindre stater, skønt det i politisk henseende langt mere er en flerhed end en enhed, trods det tyske forbund, så gør dog det fælles sprog alle disse adsplittede stater til en eneste nation. Sproget viser sig overalt som nationalitetens sjæl, dens bærer, leder og palladium. Lad det nationale sprog ombyttes med et andet, og nationen er blevet en anden nation.

Den form, hvorunder modsætningen af enhed og mangfoldighed fremtræder i sproget, betragtet som nationalt, er det dannede foredrag og dialekterne. Hint er enheden, fordi det bærer kulturens ensartede præg, er fælles for alle dannede, og står som ideal for alle udannede.

Det dannede foredrag er altså det nationale, mens dialekterne er det provinsielle. Forsåvidt som det dannede foredrag er fikseret i skriften – noget, der ikke kan finde sted, før litteraturen har nået en vis grad af uddannelse – får det navn af bogsproget. Ligesom dette er resultat af den dannede tale, så virker det igen tilbage på denne, som dens norm og regel.

Sålænge man betragter denne nationale enhed i sproget først og fremmest som bogsprog, så er det hævet over al indvending, at den skal opløse alle dialektforskelligheder i sig. Hos en dansk skribent vil f.eks. alt, som bærer et specielt sjællandsk, fynsk, jysk mærke efter alles mening være forkasteligt. [...]

Med rette fordrer en nation, at den netop i sit sprog, som dens åndeligste udtryk, vi føle sig på det nøjeste sammensluttet med sig selv. Derfor stødes den ved alt, som erindrer den om de partikulære forskelligheder, der gør enheden afbræk.

 

Af afhandling i Heibergs tidsskrift Intelligensblade nr. 15, 1842. Genoptr. DIH Kildebind s. 298. Læs mere om J. L. Heiberg >

palladium: værn

afstikkende: afvigende, særprægede

gøre afbræk: skade



< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg