Johan Ludvig Heiberg

(1791-1860)

Forfatter og kritiker. Studerede æstetik og var allerede som ung fortrolig med klassisk litteratur og bekendt med tidens førende kulturpersonligheder. Debuterede med Julespøg og nytårsløjer (1816) og Digte (1819). Efter udenlandsrejse lektor i dansk sprog og litteratur i Kiel 1822-25, bekendtskab med Hegels filosofi, der blev teoretisk grundlag for hans dramaer og kritiske virksomhed. 1825-36 kom rækken af vaudeviller, lystspil med sange: bl.a. Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), Aprilsnarrene (1826), Recensenten og dyret (1826), Et eventyr i Rosenborg Have (1827), De uadskillelige (1827), De danske i Paris (1832), Nej (1836). 1828 det nationale festspil Elverhøj (med musik af Kuhlau), 1840 Syvsoverdag. Udgav 1827-44 flere tidskrifter - Kiøbenhavns Flyvende Post (1827-30, hvori han bl.a. kritiserede Oehlenschlägers Væringerne i Miklagård) samt Interimsblade og Intelligensblade, hvormed han som den første egentlige litteraturkritiker med metode, fik stor indflydelse på tidens litterære diskussion. Gik ind for en rent kunstnerisk kritik og for en national digtning, bygget på virkeligheden. Endvidere Om vaudevillen som dramatisk digtart (1826). 1830’ernes produktion kulminerede i Heibergs hovedværk, Nye digte (1841) med ”Protestantismen i naturen”, ”En sjæl efter døden” og versfortællingen ”De nygifte”. Populære blev hans folkelige Gadeviser (1849). 1849-56 direktør for Det kgl. Teater.

Tekster af J. L. Heiberg: