Thomas Hobbes: Menneskehedens naturtilstand

Naturen har dannet mennesker så ens med hensyn til deres legemlige og sjælelige egenskaber, at - Skønt der undertiden kan findes nogle mennesker, der tydeligt er legemligt stærkere eller har større åndsevner end andre - er forskellen - alt taget i betragtning - ikke så betydelig, at noget menneske af den grund kan gøre krav på fordele, som andre, der ikke opstiller sådanne krav, ikke har lige så meget ret til. Thi hvad angår legemlig styrke, har den svageste kræfter nok til at dræbe den stærkeste, enten ved hjælp af hemmeligt rænkespil eller ved hjælp af andre mennesker, som er udsat for samme fare som det selv.

Hvad angår åndelige evner, finder jeg en endnu større lighed mellem mennesker, end når det drejer sig om fysiske; vi ser her bort fra de færdigheder, som beror på brugen af sproget, og særlig fra den færdighed at kunne anvende generelle og ufejlbarlige regler, hvilket vi kalder videnskab [science]; denne færdighed findes nemlig kun hos et ringe antal mennesker, der ydermere kun kan have den på få områder; den er ikke medfødt og heller ikke erhvervet på samme måde som f.eks. klogskab [prudence]. Klogskab beror nemlig kun på erfaringer; hvis derfor mennesker beskæftiger sig i lige lang tid med det samme emne, erhverver de dermed lige mange erfaringer og opnår samme klogskab om emnet. - Når man ikke vil tro på en sådan lighed, skyldes det blot en forfængelig tro på egen visdom, som næsten enhver mener, at han selv har fremfor pøbelen, hvormed man mener alle andre mennesker end sig selv og nogle få udvalgte, som man anerkender på grund af deres berømmelse, eller fordi de har samme mening som én selv, Thi således er menneskers natur, at selvom de nok er villige til at indrømme, at der er mange andre, der er vittigere, mere veltalende eller lærdere end de selv, vil de ikke tro, at der er mange, der er lige så vise, som de selv er, thi de ser deres egen visdom nærpå, men andre menneskers på afstand. Dette bidrager imidlertid snarere til at vise, at alle mennesker er mere lige på dette punkt end ulige; thi der findes i almindelighed ikke noget bedre tegn på ligelig fordeling, end at enhver er tilfreds med sin lod.

Denne lighed i dygtighed medfører, at vi gør os de samme forhåbninger om at nå vore mål. To mennesker bliver derfor fjender, hvis de ønsker de samme ting, som ikke begge kan opnå. Dette medfører, at de vil søge at ødelægge eller undertrykke hinanden i deres stræben efter at nå deres mål, som hovedsageligt går ud på deres egen selvopholdelse, men som også til tider kun går ud på at søge morskab. Derfor sker det, at hvis et enkelt menneske planter, sår, bygger eller har opnået en velegnet plads, kan han risikere, at andre, hvis de ikke frygter anden modstand end fra denne ene mand, vil forene deres styrker for at berøve ham, ikke blot frugten af hans arbejde, men også hans liv eller frihed. Når de på den måde er trængt ind på hans enemærker, står de derefter selv i fare for at blive udsat for det samme.

Der er ingen mulighed for, at nogle kan undgå denne indbyrdes frygt på anden måde end ved at foregribe begivenhederne, dvs. ved hjælp af magt eller list at tiltage sig herredømmet over så mange mennesker som muligt, indtil de ikke kan se nogen magt, der er stor nok til at bringe dem i fare; dette er kun, hvad ens egen selvopholdelsesdrift kræver, og det er almindeligt tilladt. Der er også nogle, der ved sejr fryder sig over at betragte deres egen magt, og derfor bliver de ved med at angribe langt ud over, hvad der er tjenligt for deres egen sikkerhed; andre, som ellers ville være tilfredse med at leve roligt under beskedne forhold, vil ikke være i stand til det ret længe, hvis de kun, har deres egne kræfter at forsvare sig med. Som følge deraf , må den forøgelse af herredømmet over mennesker, som er nødvendig for selvopholdelsen, være tilladt.

Mennesker har endvidere ingen glæde, men kun sorg af at leve sammen med andre mennesker, hvis der ikke er en magt, som er i stand til at styre alle. Thi enhver vilhave, at mennesker skal vurdere ham på samme måde, som han vurderer sig selv; ved alle tegn på foragt eller undervurdering vil han ifølge sin natur tilstræbe at fremtvinge et højere omdømme hos dem, der foragter ham, ved at volde skade så meget, som han tør, og hos andre vil han søge at vinde ry ved det eksempel, han giver. Denne tendens er hos mennesker tilstrækkelig til at få dem til at ødelægge hinanden, hvis de ikke har en fælles magt, der kan få dem til at holde fred.

Vi finder altså i menneskets natur tre hovedårsager til strid. For det første rivaliseren, for det andet usikkerhed og for det tredje stræben efter ære.

Den første årsag får mennesker til at trænge ind hos andre for vindings skyld, den anden får dem til at gøre det for sikkerhedens skyld, og den tredje får dem til at gøre det for at opnå berømmelse. I det første tilfælde bruges vold for at gøre sig til herre over andre mænd, kvinder, børn og kvæg, i det andet for at opnå sikkerhed og i det tredje for bagateller som et ord, et smil, en modsigelse eller et andet tegn på undervurdering enten af deres egen person eller af deres slægt, deres venner, deres land, deres stilling eller deres navn.

Heraf fremgår det klart, at i den tid mennesker lever uden en fælles magt til at holde dem alle i ave, befinder de sig i en tilstand, som vi vil kalde krig - og en krig, hvor alle kæmper mod alle. Thi krig består ikke alene af slag eller af kamphandlinger, men krigen er latent i enhver tid, hvor viljen til at søge udløsning i slag er tilstrækkelig erkendt; derfor må tidsmomentet tages i betragtning, når man skal finde frem til krigens væsen på samme måde, som når man skal finde frem til vejrets natur. Thi det dårlige vejrs natur beror ikke på en eller to regnbyger, men på at vejret i mange dage har været regntungt. På samme måde består krigens væsen ikke i den åbenlyse kamp, men i den erkendte disposition til kamp, der vedvarer, indtil man får garanti for det modsatte. Til andre tider er der fred.

Hvad der derfor følger med en krigstilstand, hvor enhver er fjende med alle andre, følger også i en tid, hvor mennesker lever uden anden sikkerhed end den, deres egen styrke og opfindsomhed kan sikre dem. I en sådan tilstand er der ingen mulighed for erhvervsmæssig virksomhed, fordi arbejdets frugter er usikre; derfor vil der ikke være agerbrugskultur, ingen skibsfart eller udnyttelse af de goder, som kan indføres over havet, ingen rummelige og bekvemme bygninger, ingen midler til at bevæge de ting, som kræver megen kraft, ingen viden om jordens overflade, ingen tidsangivelse, ingen kunst, ingen litteratur, intet samfundsliv og hvad der er værst af alt, bestandig frygt og fare for voldsom død - menneskets liv bliver ensomt, fattigt, uhumsk, dyrisk og kortvarigt.

Det kan måske synes mærkværdigt for en og anden, som ikke har overvejet disse ting, at naturen således skulle virke splittende og gøre mennesker i stand til at trænge ind hos og ødelægge hinanden, og man vil måske derfor, hvis man ikke stoler på de slutninger, man når til ud fra kendskab til de menneskelige følelser, ønske også at få det bekræftet ved erfaring. En sådan tvivler skal blot iagttage sig selv, thi når han rejser, bærer han våben og søger at få et godt følgeskab - når han går til ro, låser han sine døre og desforuden sine kister. Dette gør han samtidig med, at han ved, at der er love og officielle myndigheder, der er bevæbnet, så de kan hævne alle de overgreb, som udøves mod ham. Denne tvivler skal gøre sig klart, hvilken mening han har om sine medmennesker, når han rider bevæbnet, om sine medborgere, når han låser sine døre, om sine børn og sine tjenere, når han låser sine kister. Anklager han dermed ikke lige så meget menneskeheden med sine gerninger, som jeg gør det i ord? - Ingen af os anklager imidlertid dermed den menneskelige natur. Drifterne og andre menneskelige lidenskaber er i sig selv ingen synd. Dette er heller, ikke tilfældet med de handlinger, der udspringer af disse lidenskaber, førend man ved, at der er love, som forbyder dem, og disse love kan man ikke kende, førend de er blevet givet, og ingen lov kan gives, førend man er blevet enige om en person, som kan give dem. Det kan muligvis tænkes, at der aldrig har været en tid med en sådan krigstilstand, og jeg tror ikke, at den har været almindelig over hele verden; men der er mange steder, hvor mennesker i vore dage lever sådan. De vilde folkeslag i Amerika lever helt uden regering, når undtages styret i små familiegrupper, hvis sammenhold beror på naturlig tiløjelighed, og de lever i dag på den dyriske måde, som jeg før omtalte. Hvordan levemåden end kan være, så vil man konstatere, at der, hvor der ikke er en fælles magtfaktor at frygte, vil den måde, man ellers har levet på under en fredelig regering, udarte til borgerkrig.

Selv om der aldrig skulle have eksisteret en tid, hvor de enkelte mennesker levede i en indbyrdes krigstilstand, så gælder det for alle tider, at konger og personer, der besidder den suveræne magt, på grund af deres uafhængighed er i en bestandig rivaliseren og i samme situation og tilstand som gladiatorer, der har deres våben og deres blik rettet mod hinanden og bestandig er på vagt over for deres næste, hvilket må siges at være en krigstilstand. Men da suverænerne er i stand til at beskytte og opretholde deres undersåtters virksomheder, forårsager det ikke den elendighed, som enkeltmenneskers frihed indebærer.

Det følger også af denne alles krig mod alle, at intet kan være uretfærdigt. Begreberne om det moralsk rigtige og forkerte, om retfærdighed og uretfærdighed har her ingen mening. Hvis der ikke er en fælles magt, er der heller i ingen lov, og hvor der ingen lov er, er der heller ingen uretfærdighed. Styrke og rænkesmederi er to kardinaldyder under krig. - Retfærdighed og uretfærdighed hører hverken til legemets eller sjælens egenskaber. Hvis de gjorde det, ville de findes hos et menneske, der stod alene i verden med sine sanser og lidenskaber. Men de er egenskaber, som beror på, at mennesker lever i samfund og ikke isoleret.

- Det følger også af krigs tilstanden, at der ikke kan være tale om ejendomsret eller rådighed over noget, intet kan klart fastslås at være mit eller dit, man har kun det, man kan skaffe sig, og man har det kun så længe, man kan fastholde det.

Vi har her hørt om den slette tilstand, mennesker i kraft af deres blotte natur virkelig er hensat i. De har dog en mulighed for at komme ud af den, dels ved hjælp af deres følelser og dels ved hjælp af deres fornuft.

De følelser, som gør mennesker tilbøjelige til at søge fred, er frygten for døden og ønsket om de ting, der er nødvendige for en rimelig livsudfoldelse. Fornuften angiver de egnede vedtægter, der kan fremkalde fred, og som mennesker er i stand til at blive enige om. Disse vedtægter, kaldes andre steder for de naturretslige love.

Fra Leviathan (1651), kap. XIII, 1.del. Her efter S. E. Stybe: Hobbes (i serien De store tænkere, red. J. Hartnack & J. Sløk), 2. udg. Kbh. 2000. Læs mere om T. Hobbes >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg