Alexander Hamilton: Årsagerne til fjendskab mellem nationer

Dersom de enkelte amerikanske stater skal være uden nogle forenende bånd, eller kun forenet i partielle konføderationer, da må den mand være kommet langt ud i utopiske spekulationer, som for alvor kan betvivle, at de opsplittede fraktioner de kunne blive kastet ind i, ville komme i hyppige og voldelige konflikter med hverandre. At antage, at der ikke findes nogle motiver for sådanne konflikter, som et argument mod, at de overhovedet kan indtræffe, ville være at glemme, at menneskene er ærgerrige, hævngerrige og rovlystne. At tro, at harmoni kan vedvare mellem en række uafhængige, usammenbundne suveræne stater i samme landområde, ville være at se bort fra den retning, som menneskelige hændelser vanligvis følger, og at vise foragt for århundredernes opsamlede erfaring.

Der er utallige årsager til fjendskab mellem nationerne. Nogen virker generelt og næsten konstant i samfundet som kollektiv. Af denne art er trangen til magt, eller begæret efter at være den ledende og dominerende - herskelyst, eller trangen til lighed og tryghed. Der er andre årsager som har en mere begrænset, men lige så virksom indflydelse på sine områder: f. eks. kommerciel rivalisering og konkurrence mellem handelsnationer. Og der er andre, ikke mindre talrige end de nævnte typer, som udelukkende springer frem af private lidenskaber; af sympatier, antipatier, egeninteresse, håb og frygt hos de ledende mænd i deres respektive samfund. Mænd som tilhørte dette lag - enten de var kongens eller folkets yndlinger - har i alt for mange tilfælde misbrugt den tillid de havde; og, forudsat, at et eller andet offentlig motiv kunne anføres som påskud, har de uden skrupler ofret nationens ro for deres personlige vindings eller tilfredsstillelses skyld. […]

Men på trods af erfaringens samstemmige vidnesbyrd i dette spørgsmål kan man fremdeles støde på visionære eller planlæggende mænd, som er rede til at forsvare paradokset om en varig fred mellem staterne, endog når disse er splittede og fremmede for hverandre. Republikkens [d.v.s. demokratiets] ånd er fredelig, hævder de; den kommercielle ånd har en tendens til at mildne menneskenes handlingsmåde, og at slukke de opflammende lidenskaber, som så ofte har igangsat krig. Republikker med stor handel, som vore, vil aldrig føle nogen trang til at ødelægge sig i ruinerende indbyrdes kampe. De vil blive ledet af gensidige interesser, og vil dyrke en ånd af gensidig venskab og forsonlighed.

Man kunne spørge disse politiske planlæggere, om det ikke er alle nationers sande interesse at dyrke den samme gode vilje og det samme filosofiske sindelag? Og hvis dette er deres sande interesse, har de da virkelig fulgt den? Har man ikke tværtimod til stadighed set, at øjeblikkets lidenskaber og den umiddelbare egeninteresse har en kraftigere og mere afgørende indflydelse på menneskenes handlingsliv end almene eller langsigtede betragtninger om generel politisk kurs, nytte, eller retfærdighed? Har republikker i praksis været mindre krigslystne end monarkier? Er både republikker og monarkier ikke styret af mennesker? Kan aversioner, sympatier, rivalisering og begær efter uretmæssig erobring ikke gøre sig gældende i både i nationer og blandt konger? Er folkeforsamlinger ikke ofte præget af følelser som raseri, harme, jalousi, griskhed, og andre uregelmæssige og voldsomme tilbøjeligheder? Er det ikke et velkendt faktum, at deres beslutninger ofte afgøres af nogle få individer, som forsamlingen har tillid til, og at denne selvfølgelig vil bære præg af disse individers lidenskaber og synspunkter? Har handel hidtil udrettet noget andet end at give staterne nye stridsspørgsmål at slås om? Er begæret efter rigdom ikke en lige så dominerende og dumdristig lidenskab som begæret efter magt eller ære? Har der ikke været ført lige mange krige af handelspolitiske årsager, efter handelen blev den vigtigste faktor i nationernes samkvem, som der tidligere blev ført på grund af begær efter landområder eller overherredømme? Har den kommercielle ånd ikke i mange tilfælde givet ny næring til begæret efter i begge dele? – Lad erfaringen, den mindst fejlbarlige vejviser for hvad menneskene bør mene, give svaret på disse spørgsmål.

 

Fra The Federalist, no. VI, 1787. Læs mere om A. Hamilton >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg