Chr. Richardt: Det hørtes sige, da vi fik fred (1866)

 

Det hørtes sige, da vi fik fred:
Så, Gud ske lov, nu er det jævnet!
Ja, alt er jævnet, vor grænse med,
Kun skam og ufærd er os levnet!
Vi sidder atter på vor jævne strand,
vi kives jævnlig og med jævn forstand;
jævn var vor id,
jævn kun vor flid!
thi har så lidet vi evnet.

Hvor var det herligt, om vi engang
kom ud af alt dette jævne
og satte foden til vejrs med sang,
selv om en sål skulle revne,
og spændte øjet op mod himlen blå
og vided synet til vor oldtid grå,
styrked vort mod,
ildned vort blod
til al vor uret at hævne!

Ujævn og knudret er al den vej,
der fører op over fjelde,
og ujævnt havet, når det løfter sig,
de glatte vover, de trælle;
og ujævn er vor fremtids pløjejord:
vi må på ujævnt lære jævne spor. –
Tro må der til,
kækhed og ild,
og ingen famlen tør gælde.

Thi vil jeg råde hver ærlig kraft:
Vær ikke angst for det høje!
sæt målet højt og forsagthed lavt!
og gå til fjelds, selv med møje,
op, hvor det lufter over døgnets dom,
hvor knap vi øjner, hvad vi kævles om, –
så skal I se,
fjeldenes sne
vil nok en gang la´ sig pløje.

 

Læs mere om Christian Richardt >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg