Chr. Richardt: De sårede (1864)

 

Glemme må vi vore sange,
vi som knuges af en slange,
så det isner i vort bryst;
glemme "dejligst vang og vænge",
fløjtens lyd og harpens strenge,
til det atter bliver lyst.

Men hvad aldrig vi kan glemme,
er den stille klagestemme
fra så mangen såret svend!
Var han helt, så skal det mindes,
har han smerter, de må lindes,
har han savn, så vær hans ven!

Vi var trygge, han har vovet,
han holdt vagt, mens vi har sovet,
han var nær, da vi var fjern!
Bar vi vort af jammer-året, –
han har blødt, og han har båret
i sit bryst det kolde jern.

Danmark selv er syg og såret,
foden lammet, øjet tåret,
hånden rækker efter fred;
tør ej længer luren gjalde, –
lad da salmetunger kalde
os til kors og kærlighed!




Fra Nyere Digte, septb. 1864. Genoptr. DIH Kildebind s. 221. Læs mere om Christian Richardt >


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg