Chr. Richardt: Danmark (1850)



Mit fagre hjem, hvor bølgen blå
har nynnet takten for min vugge!
Havfruer, som af dybet dukke,
vårfriske krans af øer små!
Hvor er så lunt at bygge rede,
hvor er så blomsterblødt at træde,
på din moderlige jord!

Højstammet vokser rosen ej,
og sydens lilje mere pranger;
men jeg er glad som bøgens sanger,
når kun jeg har min danske maj.
Lad andre være bedre vante!
Hvor troskab er en frilands-plante,
vil friheds-træet frodigt gro.

Og fjeldets sønner, de har vel
en smule nærmere til himlen,
men øjet møder stjernevrimlen
så godt fra slette som fra fjeld;
skyhimlen! det er vore bjerge!
Og vore høje er kun dværge,
men hver og en har kæmper gemt.

Stå fast, mit gamle, danske hus,
hvis væg den friske laure klæder!
Sværdodden var en lynafleder,
dit søndre tårn sank ej i grus;
freds-svalen hænger under taget
og kvidrer efter tordenbraget:
Stå fast, mit gamle, danske hus!

 

Skrevet efter krigsafslutningen, 1850, trykt i Smådigte, 1861. Genoptr. DIH Kildebind s. 209. Læs mere om Christian Richardt >

laure: laurbær


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg