Christian Paulsen: Det danske sprog (1837)

Der gives ingen ydre form, hvori et folks åndelige tilstand klarere og bestemtere afpræger sig, end sproget. Ethvert sprog har en vis oprindelig karakter, der bevarer sig igennem alle senere forandringer, og adskiller det fra andre tungemål; denne karakter står i nøje forbindelse med folkets hele måde at tænke og føle på. Og ligeledes er sprogets renhed, dets ejendommelighed eller afhængighed af andre sprog, den større eller mindre rigdom, den mere eller mindre fuldkomne udvikling, lige så mange vidnesbyrd, hvilke med sikkerhed lader slutte til folkets større eller ringere selvstændighed, den grad af dannelse og åndelig dygtighed, det har opnået. Et folks sprog er derfor dets helligste ejendom.

Ingen kærlighed er naturligere og dybere indplantet, end kæligheden til den ordform, hvori de første tanker er blevet os meddelt, de første tanker udtrykt. Modersmålets toner, hørt blandt fremmede fjernt fra fædrelandet, griber sindet med forunderlig magt, og stiller på engang billedet af hjemmet med alle genstande for vor kærlighed og længsel frem for sjælen. Et folk, som var ligegyldigt ved at holde sit og sine fædres sprog i agt og ære, ville derved føre den stærkeste anklage mod sit eget nationalværd. Det ville derfor været et lige så frugtesløst som unaturligt og formasteligt foretagende, om man ville forsøge på ved tvingende midler at bringe et folk til frafald fra sit sprog; men også da ville der være grund til at beklage sig over forurettelse, dersom et folk fandt sig stillet i sådanne ydre forhold, som røbede tilsidesættelse af agtelse for dets sprog, idet en gradvis fortrængen og en overhåndtagende udarten af sproget måtte blive den naturlige virkning.

For en sådan skæbne bliver et folk lettelig udsat, der er umiddelbar nabo til nationer, hvis sprog tales i langt mere udstrakt kreds, og hvis litteratur såvel som handelsvirksomhed giver disse sprog en overvejende indflydelse. Det mindre folk, som ved mange interesser, både i henseende til borgerligt velvære og højere dannelse, finder sig hendraget og knyttet til de større og mere formående folk, der omgiver det, har en vanskelig post på sit sprogs vegne, for at værne om dets ære, dets selvstændighed og renhed; og vanskeligheden i denne henseende kan endnu overordentligt forøges ved politiske forhold, som efterhånden har dannet sig og har deres grunde i sammenstød af begivenheder, der ligger langt tilbage i tiden.

 

Af indledningen til bogen Det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig, 1837. Genoptr. DIH Kildebind s. 304. Læs mere om Christian Paulsen >

været: have været

naturlige
: selvfølgelige, uundgåelige


< Dansk identitetshistorie


| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg