Ph. Delmas: Om humanitær intervention

Humanitære aktioner kan ikke støttes af stater, da disse er modsætninger. Essensen i humanitær hjælp er at nægte en lidelse over en anden. "Hvor kan nogen vælge mellem gode og dårlige lig," spørger medgrundlæggeren af "Læger Uden Grænser", Bernard Kouchner, i sin bibliografi, "Le Malheur des Autres". Uanset deres mål er humanitære handlinger universelle. "Humanitære aktioner kan ikke holdes tilbage af grænser." Den impartialitet er ikke blot et skrøbeligt forsvar, men hele dens underliggende legitimitet: " Ofrene, kun ofrene må høres." Humanismens sande styrke ligger i dens motivers renhed: det viser de konstante forsøg på at få den til at vælge side. Eftersom humanismen ikke har en egeninteresse, bliver den ofte utålmodig med det etablerede system. "lad os handle nu!" Dette giver den en speciel aura. Dette forklarer også hvorfor så mange humanitære organisationer forsøger at forvandle enkeltindividers moralske imperativer til kollektive politiske krav. Dette er en naturlig evolution; enhver moralsk sag søger at blive et politisk program.

Eftersom den er tilskyndet af moralsk overbevisninger, fordi dens overbevisning kommer fra hjernen og ikke fra hjertet, der er den eneste autoritet, tror humanismens fortalere, at de udtrykker universelle overbevisninger. Deres korstog er et påhit for promovering og skjulte lidenskaber. De er ikke små - de er på fremmarch. De ved at deres overbevisning deles at andre eller kommer til det. I dag bekræfter meningsmålingerne dette og hjælper dem med at gøre deres kritikere tavse. Spontant når et projekt falder heldigt ud erklærer B. Kouchner: "Civilsamfundet vandt." En humanitær overbevisning er en overbevisning på alles vegne. Faktisk er de "Franske læger" ikke kun franske folk ; de er Det Franske Folk. Denne tro på at være moralske repræsentanter skaber en overbevisning om politisk legitimitet. Humanitære handlinger er ikke forskellige fra andre massebevægelser som f.eks. anti-kolonialismen. Begge samlede mennesker sammen ved at appellere til deres holdninger og indre overbevisninger. Konfronteret med dybtfølte og almene værdier glemmer folk deres forskelle. De tror på Republikken af universelle menneskelige overbevisninger.

Alle disse bevægelser følger den samme logik og deler samme skæbne: i forsøg på at blive politik, bliver de ideologier. Humanismen er ingen undtagelse. Kunne det være anderledes? Ideologiers afgrænsede beskaffenhed er selvtilstrækkelighed, i den dobbelte betydning af autonomi og arrogance. Ligesom andre ideologier nærer humanismen en instinktiv mistillid til den virkelige verden og dens institutioner. Dette er uundgåeligt, fordi det er disse institutioner, der har tilladt eller opmuntret de lidelser, som humanitær handling vil afhjælpe. Disse institutioner er skyldige, specielt dem, der lader som om, de forholder sig til samme problemer som humanismen. Ideologien, der er på fremmarch, mener, at "venstre-fløjen og den 3.verden, som plejede at være vigtig, vælger deres ofre." At mene dette er en forbrydelse mod tidens ånd, der ikke forstår sådanne forlig og troskabserklæringer.
Den humanitære ideologi tror den er legitim af mindst to grunde. Den første er territorium, den anden er gode intentioner. Den humanitære hjælpearbejder, ligesom missionæren og den militante marxist før ham, véd, fordi han har set. Han udtrykker alles inderste følelser; han repræsenterer "civil-samfundet". Ligesom andre ideologier, der kom før, tror den ideologiske humanisme, at den kan skabe en endelig direkte forbindelse mellem overbevisning og handling. Den ultimative drøm for enhver aktivist: at fjerne enhver barriere og gøre ethvert menneske til aktivist med magt til at gennemtrumfe sin overbevisning.

I teori som i virkelighed er humanismen som andre "gode intentioners ideologier", der kom før denne eller eksisterer parallelt med den. Vi ser den samme vished, den samme selvtilstrækkelighed, den samme ambition. Som andre tror den, at den er mere retfærdig, mere direkte, og mere menneskelig end den, den vil erstatte. "Humanitær intervention vil cementere verdensfreden," skriver Bernard Kouchner, som selvsikkert konkluderer: "En verdensbevidsthed er ved at forme sig og vil i sidste ende føre til en verdensregering." Skt. Augustin havde den samme opfattelse af kirken, og Karl Marx af arbejderbevægelsen. Bernard Kouchner er enig med dette, når han skriver, "Vi opfandt den humanitære bevægelse, fordi verden behøvede den til at erstatte marxismen." Ideologiers logik er, af natur, at være "de første til..."

Selvom humanitære handlinger nemt kan blive ideologier, forhindrer hele deres natur dem i at blive officiel statspolitik. Humanismen er drevet frem af "andre menneskers ulykke", medens en stats interesser er dens egne borgere, der er officiel politik. Den sidste er uforanderlig, som den forrige er omskiftelig. Målet for en stats politik og doktrinen bag den er at tjene dens egne interesser så godt, den kan, på bekostning af eller selv i konflikt med interesser, der ligger udenfor staten. På mange måder er forholdet mellem staten og humanismen ligesom dens forhold til militæret. Begge forhold er motiveret af "praktiske" overvejelser vedrørende territorielle mål. Territoriet for den første er at hjælpe andre, mens territoriet for den anden er at slå andre. Overladt til dem selv vil både militæret og de humanitære forfølge deres respektive mål, til de når dem. For dem begge er det staten, der må sætte grænserne for både mål og midler - organisationer skal ikke diktere sådanne anliggender til stater. Dette underordnet forhold er essensen af politisk magt. Partialitet er nødvendig for at en strategi med magt kan lykkes, men her vil det humanitære projekt komme til kort. Humanismen er ikke-regering af natur, ikke af forsømmelse. Dens legitimitet kommer af enkeltes lidelser og ikke fra interesserne af en kollektivitet, som en stats handlinger gør. Humanitære handlinger er ikke en politik, men et spirituelt behov. Kraften bag humanismen er den direkte personlige forbindelse mellem en lidende og en, der er bevidst om dette. Det er en hjertesaffære. Som den franske skuespiller Simone Signoret plejede at sige, "vi modtager ingen ordrer eller instruktioner. Vi føler det i vores hjerter."

Humanitær intervention bliver ført ud i livet på rent følelsesmæssig baggrund, med alt hvad det indebærer af at både intensitet og partialitet. Kurdere, bosniere, og rwandere har alle haft gavn af denne passion. På den anden side, sudanesere, angolanere, azerisere og tadjikere er alle frie til at skære halsen over på hinanden. Vi har ingen ide om hvorfor, men deres skæbne har ikke offentlighedens interesse. I sådanne tilfælde er der ingen tvivl, "humanitær politik" vil insistere på, at de skal hjælpes alligevel. "Vi skal være i stand til at intervenere overalt, hvor der kaldes på os."
Vi må håbe på, at denne filosofi ikke går hen og bliver officiel statspolitik, fordi en sådan allerede er blevet fortolket på en tvivlsom måde. Kineserne kaldte deres intervention af Tibet i 1950 "humanitær", det samme gjorde Sovjet i Afghanistan i 1979, Syrien i Libanon i 1987, Rusland i Georgien i 1993, osv. Det oprindelige råb om hjælp var på ingen måde falsk -, på ingen måde.
Men det vidste sig næsten altid, at det faldt dårligt for dem, der skulle hjælpes, fordi samfundet af stater er ikke et civilsamfund. En handling, der føres ud i livet for et fælles bedste, giver kun mening inden for grænserne af et land, fordi der er en stat til stede, som repræsenterer det fælles bedste, og hvis autoritet kan undertrykke konkurrerende interesser. Men der eksisterer ikke en sådan aftale mellem stater. Det er derfor, at bruddet med suverænitet kan have så uforudsete og ofte ulykkelige konsekvenser. At give suveræn magt til en stat over en anden - eller at tolerere dette - kan kun accepteres i tilstedeværelsen af en øvre autoritet - som ikke findes. At lade som om, at en sådan findes eller vil kommer til det i forlængelsen af en sådan politik, er ikke kun naivt, det er også en opmuntring til at begå forbrydelser i en sådan fiktions navn.

Humanitære organisationer udviser en entusiasme, en sikkerhed, og en utrolig frihed til kun at repræsentere dem selv, hvilket giver dem en frihed til at gøre ting, der ville ødelægge stater.
Godt betalt, med daglige fornødenheder, kan de "Franske læger", f.eks. vælge deres kampplads og handle efter deres forgodtbefindende. At virke på en anden måde ville gå imod hele deres organisations natur, ligesom det ville gå imod en stats grundlæggende natur at handle som Lægerne gør. Fordi humanitære handlinger definerer sig som universelle, ekskluderer det to fundamentale karakteristika for en stats udenrigspolitik: nemlig tiden som en faktor og valget, hvor dens interesser er. Dette medfører prægtige aktioner, men også katastrofer. "Vi støtter vores afghanske venner, disse stolte og frie bjergkrigere, men vi er imod ekstremister," erklærer B.Kouchner. Kan han skelne mellem de to i dag ? Pashtoonerne (Taliban), der så modigt bekæmpede Sovjet, er i dag ved at bygge et samfund på etnisk udrensning. Er de mindre fanatiske end de muslimske fundamentalister, der ødelagde Kabul?

Ingen kan være imod, at en læge behandler dem, som kommer til ham, men som almindelig borger vil han have, at vi andre skal tro, at den hippokratiske ed er et politisk program. Lidelse og dødens komme hos et menneske salver sjælen hos både den lidende og vidnet til det. Konfronteret med universelle og ældgamle fjender af menneskeheden føler vi den umiddelbare solidaritet med vores
artsfælle. Men hvad der er sandt for et enkelt individ er nødvendigvis ikke sandt for alle mennesker.

Organisationer og lande er ikke bare sammenhobninger af individer. Manglen på denne indsigt er den fundamentale fejl hos både den humanitære ideologi og det utopiske juridiske system (internationale konventioner). Begge er utopier om et civil samfund, og begge tror de, at de kan skabe et globalt civilt samfund. Det er intet tilfælde, at de begge deler den overbevisning om proklamationen af universelle principper for lov og etik, og at disse allerede ligger slumrende i hjertet i ethvert menneske. Det er fusionen af disse utopier, som skaber konceptet om "lov om intervention"; dette viser både idealismen og modsætningerne i disse fraser, der ler ad sin egen mangel på logik.

Humanitær logik, krigslogik?
Disse utopier begår en fundamental fejlbedømmelse. De nægter at anerkende logikken om magtbaserede relationer, der eksisterer mellem lande, og nægter at se, at de er grundlaget for alt andet; der intet andet system. Den sikre død var, kort og godt, den fælles linje mellem alle stater. Disse utopier finder det meget fornærmende at komme i kontakt med den virkelige verden. Somalia til Cambodja og Bosnien er alle eksempler på de mange nederlag, som denne humanitært baserede politik har medført, og viser os, hvor brutale konsekvenserne er for denne nedslidning. I mellemtiden viser de politiske konsekvenser sig at være alvorlige: denne sentimentale promovering af ikke-essiensielle politikker eroderer staternes legitimitet. Disse utopier bidrager til de selvsamme ustabiliteter, som de påstår, de modarbejder. Og, hvad der mere vigtigt: de radikaliserer krig.

International lov i dens utopiske version påstår, at krig og fred er juridiske processer. På en måde er krigen faktisk en forlængelse af juraen med andre midler. Humanitær ideologi deler denne udtalte misforståelse om magtens logik og ender op med nogle forbløffende modsætninger. Denne utopiske stemme proklamerer, at krig er ved at forsvinde. Dette er resultatet af den bevægelse, der sat i gang af loven om intervention. Dette er ikke et ønske, det er en læresætning: "Faren om alles krig mod alle er ved at forsvinde til fordel for en social kontrakt på globalt plan." Hvorfor? Fordi "intervention vil begrænse eller forhindre krig." I det mindste krige mellem stater. Men andre korstoge venter dem. Thi i højere grad end de fleste mennesker har Bernard Kouchner set morderisk vanvid berøre hans elskede og nægtede dem, ved døden, evangeliseringen af demokratiet. I øjnene på den humanitære ideologi er denne holdning over politik fordi der, per definition, intet er mere universelt menneskeligt end humanismen. Ligesom den katolske ideologi i sin tid tror humanismen, at den er monolitisk - den omfatter hele menneskeheden. At afvise den, at dræbe dens missionærer, ville ikke kun være en aggressiv handling, men en ekskommunikation. Dette ville være ensbetydende med, at man erklærer sig inhuman, og man åbner sig dermed op for enhver form for vold. Nået til det punkt skriver Bernard Kouchner: "Vi er nået til det punkt, hvor intervention stopper, og krigen om civilisationen begynder." Men den civilisation, som han forsvarer, er den for alle, ikke kun for vesten. Ligesom katolicismen finder humanismen en sådan reduktionisme dybt fornærmende; den er overbevist om, at dens budskab hviler i hjertet på ethvert menneske. Denne påstand er grundlaget for hele den utopiske vision om et universelt civilsamfund. Denne krig må derfor være radikal. Det må være en kamp mellem dag og nat, mellem lægen og døden. Dette er ikke en konfrontation mellem to relativismer; dette er mellem to irreducible absolutte moraler. Hvis Napoleon var Robespierre på en hesteryg, - så er Bernard Kouchner Sct. Justin i en helikopter.

En holdning som denne har seriøse konsekvenser. Forsvaret for mennesket leder i sidste ende til en mere radikal opfattelse af krig end den magtens logik, som er præget af relativitet og ligevægt. Dette paradoks er fælles for alle ideologier for menneskelig lykke; deres sikkerhed gør deres logik ekstrem rigid. For dem kan der kun være krig mellem civilisation og barbarer. Logikken om hellig krig er en sådan - det er logikken, der skal ende historien.

Nogle mennesker tror på enden af historien og tror, at den ikke er langt væk. Nedenunder den monumentale forstyrrelse, som er vokset frem siden 1989, ser de et civilsamfunds kræfter, der er ved at forme verden. "Sovjets sammenbrud viser dette fuldstændigt," siger B. Kouchner. En sådan summering er fordummende. For enhver, der så dette sammenbrud tæt på, ved, at det skyldtes dens lederes skødesløshed og ikke verdensopinionen. Verden frygter ustabiliteten fra sådanne magtfulde stater så meget, at ingen stater ville skubbe til et sådant sammenbrud. Efter Tienanmen Pladsen udtrykte Kinas naboer deres kondolencer - i den asiatiske betydning af ordet, nemlig ved at forsikre Kina, at de stadigvæk tilhørte de asiatiske samfund. Det er ikke kun handel, der ligger bag Kinas naboers forsigtighed, men også oplevelsen af hendes skrøbelighed og erindringen om de katastrofer, som følger med et Kina i kaos. Vi læser om begivenheder på afstand. Historien har lært Kinas naboer, på den hårde måde, at det bedste, de kan håbe på, er, at Kina forbliver forenet og inden for sine grænser; disse to følges i reglen ad.

Enhed og stabilitet er forudsætninger for evolutionen af stater. Når denne er sikker, kan der åbnes op forandringer [...]

 

Tilbage til Politisk realisme / konfliktforskning og realpolitik >

 

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg