< Politisk realisme  
 

ANMEDELSER

Konfliktforskning og realpolitik

 
 

Robert D. Kaplan: Looking the World In the Eye - interview med Samuel Huntington
- The Atlantic Monthly - december 2001

Sumuel Huntington, forfatter til The Clash of Civilisations, giver i et nyt interview med Robert D. Kaplan sit bud på forskellene mellem den liberal-socialistiske udenrigspolitik vi ser praktiseret i Vesten i dag og så en mere holdbar og troværdig konservativ udenrigspolitik.

Om militærets forhold til civilsamfundet, siger Samuel Huntington; "Amerika er et liberalt samfund, som kræver beskyttelse fra en professionel militært institution funderet i en konservativ realisme. For at kunne bevare freden, må de militære ledere tage det for givet, at irrationalitet, svaghed og ondskab er i den menneskelige natur." Liberale (i Danmark vel nærmest de kulturradikale) er gode til reformer, men ikke national sikkerhed. De liberale er utroligt fleksible og kreative, når det kommer til begrænsede emner. Men, skriver han, "udenrigspolitisk har de liberale fejlet, når det gælder sikkerhed. Udenrigspolitik er ikke det samme som forholdet individer imellem i en retsstat, men drejer sig om forholdet mellem stater og andre grupper, der opererer i et lovløst rum."

"Kun konservatisme", siger Huntington, "kan give en ordentlig ledetråd for militær professionalisme. Ja, konservatisme gror organisk ud af den militære etik, som har domineret samfundet siden oldtiden. Konservatisme anerkender nødvendigheden af magt i internationale forhold; den accepterer de eksisterende institutioner; og at dens mål er begrænset. Den skyr store systemer, fordi den ikke har noget universelt værdisystem som den søger at påtvinge andre. Det konservative sind, mener ligesom militæret, at mennesker kun kan lære af erfaring, hvilket medfører, at der lægges vægt på historien. Historien bliver hjørnestenen på militærakademiernes curricula."

"Vores storhed er det, der gør det vanskeligt for de liberale at forstå verden udenfor. Amerikansk nationalisme, har været en idealistisk nationalisme, ikke retfærdiggjort med påstanden om det amerikanske folks overlegenhed over andre folk, men med påstanden om amerikanske idealers overlegenhed i forhold til andre idealer. Dette medfører en pacifistisk tone i amerikansk liberalisme, når det handler om at forsvare essentielle nationale interesser, mens en aggressiv tone dominerer, når det gælder forsvaret af menneskerettigheder. Selvom den professionelle soldat må acceptere uendelige og endelige konflikter, så skaber denne liberale tendens et absolut og modsætningsfyldt forhold til hvad krig og fred er. De liberale vil sandsynligvis støtte en krig, hvis dette kan gøres til et korstog for humanistiske idealer. Det er derfor at de liberale søger at reducere forsvarsbudgettet, selvom de i perioder stiller krav om udenrigspolitiske eventyr."

Kaplan udlægger Huntington således: "Han har skrevet, at liberalisme kun kan trives, når sikkerhed tages selvfølgeligt og denne luksus kan vi risikere ikke at have i fremtiden." Endvidere: "Vesten må en dag kæmpe for skattede værdier - ja, endda fysisk overlevelse mod ekstremister fra andre kulturer, der foragter vores land og som vil koge os i en civilisatorisk krig som er reel, selvom politiske ledere og høflige eksperter vil kalde det noget andet. Virkelig konservatisme kan ikke stræbe mod højtflyvende principper, fordi dens opgave er at forsvare det eksisterende. Det konservative dilemma er, at dens legitimitet kommer af, at begivenhederne giver den ret, mens de liberale, når de tager fejl altid kan falde tilbage på universelle principper."

Om Vietnam-krigen siger Huntington: "Allerede dengang var vi i gang med "nations-opbygning". Vi fornægtede religiøs og etnisk loyalitet som modvægt til Viet Cong, fordi vi ville have en moderne, demokratisk national stat med en national hær. Et problem med Vietnam var vores idealisme"

Ifølge Kaplan minder Huntington os om, "at den Kolde Krig var kortvarig i forhold til den år lange kamp mellem Vesten og Islam. I middelalderen drog muslimske hære op gennem den Iberiske halvø til Frankrig og gennem Balkan helt til Wiens porte. En lignende form for fremstød, nu mere demografisk end militært, er nu på vej i Europa." De farlige sammenstød i fremtiden." siger Huntington, "vil mest sandsynligt komme fra interaktionen mellem vestlig arrogance, muslimsk intolerance og kinesisk selvhævdelse. Den vestlige tro på vestlige værdiers universalitet, har tre problemer; den er falsk, den er amoralsk og den er farlig."

Man kunne tilføje spørgsmålet - vil de vestlige befolkninger betale prisen for troen på denne universalisme og folkevandringen?

- Jesper M. Rosenløv & Jens C. Cini
[Læs interview]

 
 

< Tilbage til Politisk realisme: Konfliktforskning - anmeldelser


 

 
 

David Fromkin:
Kosovo crossing: American ideals meet reality on Balkan battlefields

Free Press 1999. New York
ISBN: 068486889X

Kosovo - idealer og realiteter

[The Kosovo conflict] was one of those episodes in which achieving peace goals, especially over the long run, is likely to prove more elusive than achievement of war goals [...] [it] raises the question of the extent to which America, in the world outside its borders, has the power to do good - or even whether it knows with any certainty what "good" is.

David Fromkin, professor i historie, formand for internationale relationer ved Bostons universitet og forfatter til flere bøger, bl.a. bestselleren A Peace to End All Peace (1989), analyserer udfra USAs involvering i den jugoslaviske borgerkrig, USAs rolle og fremtidige udenrigspolitiske muligheder. Fromkin beskriver Kosovokonflikten som et sammenstød mellem amerikanske idealer og Balkans realiteter. Amerikansk udenrigspolitik har siden nationen blev en verdensmagt i det 20. århundrede, svinget mellem isolationisme på den ene side og særligt efter 1. Verdenskrig, en Wilson´sk interventionspolitik på baggrund af ideologiske eller humanitære principper på den anden. Det sidste strider mod princippet om begrænsning af magtanvendelse til situationer, hvor landets sikkerhed reelt er truet.

Jugoslavien var et produkt af de Habsburgske og Ottomansk imperiers sammenbrud - og de heraf følgende etniske stridigheder mellem forskellige folk er stadig uløste. Overfor en sådan situation kommer USAs militær i længden til kort. Interventionen i Kosovo kan derfor ikke alene ende med at rejse spørgsmålet om, hvilke grænser, der eksisterer for USAs formåen til at præge verden - og særligt for med magt at påtvinge andre amerikanske værdier - men ligeledes at svække den afskrækkende effekt i USAs militære overlegenhed.

Derudover har USA ved på baggrund af humanitære/idealistiske principper at intervenere i Kosovo ikke tjent USAs egne eller sine allieredes nationale interesser. Dermed har man brudt med et vigtigt princip i forhold til den amerikanske vælgerbefolkning, nemlig omkring begrænsningen af militær intervention til situationer, hvor de traditionelle nationale interesser står på spil (dette mener Fromkin i øvrigt også gjorde sig gældende med Vietnam-krigen). Hverken erklærede mål som at ville opretholde global fred, sikre humanistiske idealer på verdensplan eller værne NATOs troværdighed er troværdige eller realistiske bevæggrunde for intervention.

Forsøg på undertvingelse af nationalistiske strømninger eller bevægelser på Balkan vil ikke lykkes på længere sigt, mener Fromkin. Vedvarende nationale krav og ønsker vil fortsat føre til etniske konflikter. Dermed sætter Fromkin spørgsmålstegn ved hele interventionens logik. Fromkin udtalte i forlængelse heraf ved en anden lejlighed, at den største trussel mod fred og stabilitet i regionen var sammenstødet mellem lokale nationale interesser og USAs erklærede mål om at skabe et multietnisk samfund. Dette er en politik der er dømt til at fejle. Fromkins måske foruroligende konklusion er, at etnisk udrensning til tider må tolereres, som det f.eks. skete efter 1945, hvor 10 millioner tyskere blev uddrevet fra Øst- og Centraleuropa. Dermed fjernedes kilden til fremtidig instabilitet i regionen.

- Jesper M. Rosenløv

 
 

< Tilbage til Politisk realisme: Konfliktforskning - anmeldelser


 

 
 

Philippe Delmas:
The Rosy Future of War

Free Press 1997, New York / London
ISBN: 0684833700

Staternes sammenbrud og humanismens korsriddere

"The primary problems of security today are not the desire for power or expansion, but rather the breakdown of States."

Den franske militæranalytiker og den tidligere franske udenrigsministers rådgiver, Phillip Delmas, opponerer i sin bog The Rosy Future of War mod holdbarheden i de to principper, der ofte fremføres som de principper, der skal regulere fremtidens verdensforhold - nemlig frihandel og internationale love/konventioner. Økonomisk integration (globalisering), demokrati og menneskerettigheder er ikke stærke nok til at regulere verdensforholdene. At forsøge at forebygge krig ved at omgå eller nedbryde staters suverænitet har derimod katastrofale følger. Han forudser således en Thomas Hobbesk verden, præget af krig og væbnede konflikter som følge af staters nedbrydelse grundet disses manglende legitimitet. På globalt plan er antallet af væbnede konflikter stigende. Dette skyldes ikke længere staters styrke eller ideologisk aggression, men snarere fallerede staters svaghed og sammenbrud. Grundet etniske uoverensstemmelser og verdenssamfundets udenomsstatslige forsøg på gennemtvingelse af internationale konventioner undergraves staternes legitimitet. Verden er magtesløs overfor denne udvikling pga. det utopiske juridiske system (internationale konventioner). Disse giver nok individet rettigheder, men hvis staten er svag, vil disse gøre den endnu svagere, da rettigheder kun kan påberåbes inden for en legitim og suveræn stat. Vesten skal ifølge Delmas undlade at forsøge at eksportere demokrati og menneskerettigheder til ustabile samfund, da dette intet vil løse og liden relevans har i virkelighedens verden - i den 3. Verden med dens manglende kulturelle og statslige forudsætninger. USA og Europa bør ifølge Delmas finde nye måder at eksportere stabilitet på end ved idealistiske luftkasteller. Stabiltet og magt bør gå forud for demokrati og rettigheder. I stedet burde man ideelt set hjælpe den 3. Verden med at stabilisere staternes legitimitet; befolkningsudviklingen skal under kontrol, korruptionen skal mindskes, administrationen skal styrkes. Folk skal føle, at staten er der, og at den er med dem. Følelsen af enhed, et ordnet statsligt system og politisk stabilitet er forudsætningen for alt andet - herunder rettigheder og demokrati.

Men der er en bevægelse, der står i vejen for en sådan realpolitik. Det er den ideologiske humanisme, der i sin idealistiske samfunds- og statsforståelse er farligt naiv. Delmas analyse går her på humanismens "ydre mission" og dens måde at fortolke verdens konflikter på. Logikken er dog den samme, som vi ser i humanismens "indre mission", som den ytrer sig i debatten om flygtninge og om det multietniske "samfund". Hans opponent er Bernard Kouschner, der er medgrundlægger af "Læger Uden Grænser" (Nobels fredspris 1999) og FN-repræsentant i Kosovo (læs uddrag herunder). Delmas er i dag vice-præsident for Airbus.

- Jesper M. Rosenløv & Jens C. Cini

 
 

< Tilbage til Politisk realisme: Konfliktforskning - anmeldelser


 

 
 

Martin van Crevald:
The Transformation of War


Free Press 1991; New York / London
ISBN: 0029331552

De nye gamle krige

"Once the legal monopoly of armed force, long claimed by the state, is wrested out of its hands, existing distinctions between war and crime will break down much as is already the case today in places such as Lebanon, Sri Lanka, El Salvador, Peru, or Colombia."

Den israelske militæranalytiker og militærhistoriker (Hebrew University of Jerusalem) Martin van Crevald ser i dette værk med kritiske øjne på Vestens fremtidige mulighed for konfliktløsning og overlevelse. Van Crevalds tager som udgangspunkt den menneskelige aggression som et eksistensvilkår, men efterviser her, hvorledes verden siden den kolde krigs ophør har bevæget sig ind i en "post-clausewitzsk æra" m.h.t. kriges mål og midler. Med en om sig gribende instabilitet mellem "non-national states" og udvikling af væbnede konflikter, der må betegnes som "subnational conflicts" eller "lower intensity conflicts" med førelse af "asymmatric" eller "littoral warfare" forudser van Crevald et sammenbrud i den konventionelle krigsførelse. Som følge af denne udvikling, der i fremtiden ikke vil begrænse sig til den 3. Verden, ophører krig med at kunne siges at være "en fortsættelse af (statslig / national) politik med andre midler". Istedet forudser van Crevald væksten af den såkaldte ikke-trinitariske krig - d.v.s. krige hvor den trinitariske struktur med delingen mellem stat, militær og folk er opløst.

As the spread of low-intensity conflict causes trinitarian structures to come tumbling down, strategy will focus on obliterating the existing line between those who fight and those who watch, pay, and suffer.

Van Crevalds beskrivelse af fremtidens konflikter har mange lighedspunkter med hans beskrivelse af middelalderens og det 17. århundredes krige - krige hvor "sociale, økonomiske and religiøse motiver var håbløst sammenvævede," hvor "lejesoldater plyndrede landområder på egne vegne og endda byggede fæstninger, hvor indsamlet bytte og gidsler kunne opbevares for udbetaling af løsepenge." Der var stort set ingen skelnen mellem soldater og civile, og civilister udsattes for frygtelige overgreb. I modsætning til disse tidlige europæiske konflikter og det 16. og 17. århundredes religionskrige, blev krige imidlertid efter Trediveårskrigen til en vis grad reguleret, idet krigsførelsen og befolkningernes underhold underlagdes stater, der tilpassede krigsførelse og aggression udfra visse fællesnormer for adfærd f.eks. overfor krigsfanger og civilbefolkning.

En tilbagevenden til scenarierne fra før denne regulering, hvor staterne vil være ude af stand til at håndtere de ikke-trinitaristiske krige, er dog hvad van Crevald forudser.

I bogens sidste kapitel om fremtidens krige, påpeger van Crevald således de faretruende implikationer, der ligger i det forhold, at man f.eks. i Frankrig har omkr. 50 lokalområder, hvor det franske politi og andre myndigheder ikke længere er i stand til at opretholde statens legitimitet - herunder bl.a. det indvandringsprægede Strassburg, ironisk nok ligeledes hjemstedet for den europæiske menneskerettighedsdomstol.

- Jesper M. Rosenløv

 
 

< Tilbage til Politisk realisme: Konfliktforskning - anmeldelser


 

 
     
 
 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg