F. C. v. Savigny: Retslivet og folkets egenart

Der hvor vi står overfor de første tiders historie, har den civile ret allerede en bestemt karakter, som er lige så ejendommelig for folket som dets sprog, forfatning, sæder og skikke. Ja, disse fænomener har ingen isoleret eksistens, de er bare specielle kræfter og virksomheder hos et og samme folk, naturlig og uadskillelig forbundet med hverandre, - og det er kun for vores betragtning, at de fremstår som særskilte egenskaber. Det som forbinder dem til et hele, er folkets fælles overbevisning, den samme følelse af indre nødvendighed, - som udelukker enhver tanke om, at de skulle være opstået tilfældigt eller vilkårligt. […]

Men denne rettens organiske sammenhæng med folkets i væsen og karakter viser sig også videre i tidernes løb, og også heri kan man sammenligne den med sproget. Hverken i sproget eller i retslivet gives der noget øjeblik af absolut stilstand; retten er underkastet den samme bevægelse og udvikling som ethvert andet udtryk for folket, og også rettens udvikling står under den samme indre nødvendigheds lov som sproget. Retten vokser altså frem sammen med folket, udformes sammen med dette, og dør omsider, i al fald dersom folket mister sin egenart. […]

I alle betydelige folks historie finder vi en overgang fra begrænset, men frisk og livskraftig individualitet til ubestemt almenhed. Denne udvikling må også den civile ret gennemgå; og også i den kan bevidstheden om folkets egenart til sidst gå tabt. Når gamle nationer begynder at tænke på, hvor mange ejendommeligheder ved deres retsliv som allerede er forsvundet, vil de let havne i den vildfarelse, at hele det retsliv de endnu har tilbage, er ”den ret som den naturlige forstand etablerer for alle mennesker.” At det ejendommelige fortrin som retslivet har i tidligere tider, dermed går tabt, er hævet over tvivl. Det ville imidlertid være et frugtesløst og tåbeligt råd, at man skulle vende tilbage til denne fortidige tilstand. Men noget andet er det at holde fast ved den egentlige værdi i denne tilstand, gennem en fornyet konfrontation i samtiden, og således værge sig selv mod samtidens ensidighed; - hvilket det ganske vist er både muligt og sundt at gøre.

Så sandt historien er en ædel læremester også i folkenes ungdomstid, så har den i tidsaldre som vor en anden og endnu helligere opgave. For kun gennem den kan man fastholde den levende sammenhæng med folkenes oprindelige livsformer; og dersom denne sammenhæng går tabt, berøves folket for den bedste del af sit åndelige liv.

 

Fra Vom Beruf unsrer Zeit fur Gesetzgebung und Rechtswissenschaft, 1814. Læs mere om F.C. von Savigny >

 

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg