N. Machiavelli: Om det nationale mål - hensigten med skriftet Fyrsten

Opråb om at befri Italien fra barbarerne

Når jeg overvejer alt det hidtil sagte og spørger mig selv, om de øjeblikkelige forhold i Italien er gunstige for nye fyrster, og om der er stof, som en klog og energisk mand kan give form til egen ære og til befolkningens vel, synes det mig, at der nu mere end nogensinde er mange muligheder for en ny fyrste, og at tiden ikke kan være mere belejlig.

Hvis det som ovenfor nævnt var nødvendigt, at Israels folk blev knægtet af ægypterne, før Moses' kraft åbenbaredes, hvis perserne måtte leve under medernes voldsherredømme og grækerne som en splittet nation, før Cyros' og Theseus' storhed kom for dagen, så var det også i vore dage nødvendigt for åbenbarelsen af Italiens storhed, at landet kom i den elendighed, som det i dag befinder sig i: mere undertrykt end jøderne, mere hjælpeløst end perserne, mere splittet end grækerne, uden leder, uden orden, besejret, plyndret, sønderflænget, hærget, et bytte for alle ulykker. Om en og anden har vist sådanne evner, at man kunne håbe, at han var den udpegede befrier, så har man dog senere, når de var på deres løbebanes højeste, set, at de forkastedes af skæbnen. Således ligger vort land dødssygt og venter på den, der vil læge det, der vil sætte bom for plyndringen af Lombardiet og udsugningen af Napoli og Toscana, og som vil læge de gamle væskende sår.

Vi ser Italien bede til Gud om at sende en mand, der kan redde landet fra barbarernes grusomheder og voldsgerninger. Vi ser landet villigt og parat til at følge fanen, når blot der er en, der vil løfte den. Og vi finder ingen, hvortil det mere kan sætte sit håb end til Eders berømte slægt [Cesare Borgia], der med sine evner og sit held, begunstiget af Gud, hvis fyrste I for tiden er, synes at være kaldet til at lede dette forløsningsværk. Det vil ikke blive vanskeligt, hvis I holder jer de ovenfor nævntes liv og handlinger for øje. Selvom det var enestående og beundringsværdige mennesker, så var de dog mennesker, og ingen af dem fandt bedre jordbund end I. Deres forehavende var ikke mere retfærdigt og lettere end Eders, og Gud var ikke så meget deres ven, som han er Eders. I har retten på Eders side: krigen er retfærdig for den, der tvinges til krig, og våbnene er hellige, hvis de er det eneste håb. Lejligheden er gunstig for Eder, og når det er tilfældet, kan vanskelighederne ikke blive store, når I retter Eder efter dem, som jeg har nævnt som forbilleder. Endvidere har Gud sendt undere og åbenbarelser for Eder. Havet har åbnet sig, en sky har vist vejen, stene har givet vand, og det har regnet med manna - alt har forenet sig for at ophøje Eder. Hvad der står tilbage, vil blive Eders eget værk. Gud vil ikke gøre alt, for ikke at berøve os vor frie vilje og den del af æren, der tilkommer os.

Det er intet under, når ingen af de nævnte italienere har kunnet gøre det, Som vi kan håbe, at Eders berømmelige hus vil gøre, og at Italiens krigsdygtighed synes at være slukket under alle revolutioner og krigsforetagender. Grunden hertil er, at det gamle krigs væsen ikke længer duede og der ikke, fandtes nogen til at organisere et nyt. Og ingenting gør en ny mand så berømt som nye love og reorganisation af hæren. Når hærvæsenet bygger på et solidt grundlag [nationale tropper frem for lejesoldater, kap. 12-13] og er stort i sig selv, vinder manden ærefrygt og beundring. Og særlig i Italien mangler der ikke stof, som man kan give den form, man ønsker. Lemmerne mangler ikke dygtighed, hvis kun de havde hoveder. Ved dueller og fåmandsfægtninger kan man se, hvor fremragende italienerne er begavet med kraft og hurtighed. Men så snart de er forenede til en arme, kan man ikke længere øje på disse dyder. Og alt dette har sin oprindelse i førernes svaghed. De, der forstår noget, finder ingen lydighed, og enhver tror at forstå noget, fordi der indtil nu ikke har vist sig nogen, der ved evner og held har kunnet hæve sig så højt, at de andre bøjede sig for ham. Det er åsagen til, at alle hære bestående alene af italienere er blevet besejret i de sidste tyve års krige. Dette bevises af kampene ved Taro, ved Alexandria, Capua, Genova, Vaila, Bologna og Mestri.

Hvis altså Eders berømmelige hus vil efterligne de store mænd, der befriede deres land, så er de første skridt til gennemførelsen af en sådan opgave oprettelsen af en egen hær, for egne soldater er de bedste soldater, man kan få. Og hvis hver enkelt i sig selv er god nok, yder de så meget mere, når de føler, at fyrsten, der leder dem, hædrer dem og sørger for dem. En sådan hær gælder det altså at skabe for at kunne stille italienernes tapperhed op imod de fremmede. Selvom de schweiziske og spanske fodfolk anses for frygtindgydende, har de begge mangler, således at en tredje magt ikke kun kan håbe at yde modstand, men endda kan overvinde dem. Spanierne kan ikke stå sig over for rytteriet, og schweizerne må frygte fodfolket, når de hos deres fjende støder på hårdnakket modstand. Erfaringen har vist og vil fremdeles vise, at spanierne ikke kan stå sig mod fransk rytteri, og at schweizerne er det spanske fodfolk underlegne. Selvom man ikke har noget afgjort eksempel på det sidste, så er der dog set prøve herpå i slaget ved Ravenna, da det spanske fodfolk traf sammen med tyske afdelinger, som benytter sig af samme kampmetoder som schweizerne. Spanierne trængte sig, på grund af deres store bevægelighed og dækket af deres små skjolde, ind under landsknægtenes spyd og kunne således hugge løs på dem, uden at modstanderen havde mulighed for beskyttelse. Havde rytteriet ikke undsat dem, ville alle tyskerne have været dræbt. Man kan altså, når man erkender det spanske og schweiziske fodfolks fejl, skabe en ny troppeenhed, som kan yde rytteriet modstand, og som ikke frygter fodfolket. Midlerne hertil er bevæbningens art og forandringen af kampmetoder. Dette er nyordningen, som vil indbringe den fyrste, der gennemfører den, stor anseelse.

Så lad da ikke denne for vort land så gunstige lejlighed til endelig at se, sin befrier gå tabt. Det kan ikke skildres med ord, hvor stor kærlighed han vil modtages med af de områder, som har lidt under fremmedes overgreb, med hvilken hævntørst, med hvilken urokkelig troskab, med hvilken ærefrygt, med hvilke tårer. Hvordan skulle nogen port være lukket for ham, hvordan skulle et folk kunne nægte ham lydighed, hvordan skulle der opstå nid, hvilken italiener ville nægte at hylde ham: enhver har lede ved barbarerne.

Lad da Eders berømmede hus påtage sig denne opgave med det mod og det håb, hvormed man går ind for en retfærdig sag, for at vort fædreland i Eders tegn kan komme til ære, og at Petrarcas ord kan blive sandhed under Eders ledelse:


Mandsmod mod vildskab
skal gribe våben, og kort bliver kampen:
thi den gamle tapperhed
er ikke død i italienske hjerter.

(Virtà contra a furore
prenderà l'arme, e fia el combatter corto:
Ché l'antico valore
Nelli italici cor non è ancor morto.)

26nde og afsluttende kapitel af Fyrsten, overs. E. Longfors & W. Pawl (1962). Læs mere om N. Machiavelli >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg