F. M. Dostojevskij: Menneskets uberegnelige vilje

Ak, fortæl mig da, hvem som først fremsatte den påstand, som forkyndte den lære, at mennesket begår sine nederdrægtigheder udelukkende af den grund, at det ikke kender sine sande interesser, at når man oplyser det om det, når man åbner dets øjne for dets virkelige naturlige interesser, vil mennesket straks holde op med at begå sine elendigheder og straks blive godt og ædelt: oplyst om og bragt til fuld forståelse af dette forhold, vil det nemlig erkende, at det gode er til dets egen fordel, og da intet menneske med fuldt vidende handler mod sin egen fordel, vil det med sin nyvakte erkendelse nødvendigvis begynde at gøre det gode. Ak, du barn på moders skød! Du rene, uskyldige barn! […] Hvad består da menneskets nytte i? Tør I påtage jer at definere nøjagtig hvad menneskets nytte egentlig består i? Hvis jeg nå påstår, at menneskets nytte undertiden består, ja bestå netop i, at det ønsker sig det dårlige og ikke det nyttige: Hvis dette er rigtigt, hvis dette tilfælde overhovedet er muligt, går hele den ovennævnte påstand op i røg. Hvad mener I, er et sådan tilfælde muligt? […] Så vidt jeg ved , mine herrer, har I sammenstillet hele jeres register af det som er nyttigt og gavnligt for menneskene ved hjælp af statistikken og de nationaløkonomiske formler, ikke sandt? Dette nyttige og gavnlige, som I kalder goder, består jo i velfærd, rigdom, frihed, ro, o.s. v., og et menneske som for eksempel med åbne øjne handler stik imod hele dette register, vil efter jeres mening være en obskurantist eller et forrykt individ, ikke sandt? Der er bare det, at der her er en ting at bemærke, en virkelig højst besynderlig ting. Hvad kan det komme af, at alle disse statistikere, vismænd og menneskevenner ved optællingen af de menneskelige goder bestandig udelader et bestemt gode? […] Hvad ville det skade, om man også opførte dette gode på listen? Men ulykken er, at dette specielle gode ikke passer ind i nogen kategori og ikke finder plads i nogen fortegnelse. […] Ganske vist har mennesket lært, vil I sige, i mange sager at se klarere end i hine tider, men det har langt fra vænnet sig til at handle i overensstemmelse med fornuften og videnskaben. Imidlertid er det fuldkomment overbevist om, ikke sandt, at det vil vænne sig til det når først nogen gamle, dårlige vaner er helt udryddet, når den sunde fornuft og videnskaben helt har omdannet den menneskelige natur og givet den en normal retning. I er overbevist om, at mennesket da, ganske af sig selv, vil holde op med at begå både ufrivillige og forsætlige fejl, at det uvilkårligt så at sige, vil bringe sin vilje i overensstemmelse med sine normale interesser. Endda mere: til den tid vil, mener I, selve videnskaben have belært mennesket om, […] at det i virkeligheden slet ikke har nogen vilje […] og aldrig har haft noget sådan, at det selv ikke er noget andet end en slags klavertangent eller stift på en lirekasse, og at alt i verden , for øvrig går efter naturlovene, sådan at alt det mennesket gør eller foretager sig, overhovedet ikke sker efter dets vilje, men - ifølge naturlovene - af sig selv. Følgelig behøver man blot at opdage og klargøre disse naturlove, og menneskene vil ikke længere være ansvarlige for deres handlinger, og det vil blive let at leve. Alle menneskelige handlinger vil selvfølgelig blive registreret efter matematiske love i form af en logaritmetabel indtil 108.000 og indført i en kalender. […] Så - dette er det I siger - vil det indtræde helt nye økonomiske forhold, forberedt i alle detaljer og også udarbejdet med matematisk nøjagtighed, så alle tænkelige problemer forsvinder, netop fordi de alle har fundet sin afgørende løsning. Så vil der blive bygget et uhyre krystalslot. Og så - kort sagt - så vil der begynde et eventyrlig liv. Ganske vist er det ingen som kan garantere for (dette er det jeg som siger), at tilværelsen da ikke for eksempel bliver frygtelig kedelig (for hvad i al verden skal man finde på når alt på forhånd er udregnet i tabeller?). […] Man kan jo også i sin kedsommelighed virkelig finde på adskilligt! […] Det skal for eksempel ikke undre mig det mindste, om det midt under den fremtidige almindelige fornuftighed pludselig, uden videre hænder, at en gentleman med et anstødeligt ansigtsudtryk eller bedre sagt: med en reaktionærs eller en spotters udtryk – sætter hænderne i siden og råber til os alle: ”Hvad er dette, mine herrer? Skal vi nu ikke uden videre give hele denne fornuftighed sparket, kun for at få sendt alle disse logaritmer og registre til helvede, så vi igen kan leve efter vor egen dumme vilje!" - Nå ja, det gå i sig selv, men det forbistrede ville være, at han - det kan man si med fuldkommen sikkerhed - ville finne efterfølgere. Sådan er nu engang den menneskelige natur. Sådan vil det gå af en ganske simpel grund som ikke engang er omtale værd, nemlig den: at mennesket evig og overalt, hvad slags menneske det end drejer sig om, elsker at handle sådan som dets frie vilje giver det ret til, og slet ikke efter fornuftens eller nyttens eller godernes forskrifter. […] Menneskets egen fri vilje, dets egne luner, de være sig nok så sælsomme, dets egne fantastiske indfall, selvom de undertiden strejfer det vanvittige - i alt dette ligger netop det udeladte element jeg før har omtalt, det gode som går over alt, som ikke lader sig føje ind i nogen kategori, og som lader alle systemer og teorier gå pokker i vold.

Fra Optegnelser fra et kælderdyb, 1864. Læs mere om F. M. Dostojevskij >

 

< Tilbage til politisk idéhistorie

 
| FORSIDE | DANSK KULTURKAMP | DOKUMENTATIONSCENTER | POLITISK IDÉHISTORIE | UDGIVELSER OG MEDIER | SØG |
Søg