Som nævnt finder man i bredere og mere populære fremstillinger omhandlende de muslimske erobringer og de kristnes forhold i disse muslimske områder ofte et forvrænget billede af de muslimske herskeres behandling af jøder og kristne. Igen og igen gentages påstanden om, at muslimerne tolererede jøder og kristen som Bogens folk og behandlede dem godt.  Og i den undervisningslitteratur, der forfattes til brug på danske skoler og ungdomsuddannelser, tegnes et forbavsende idylliseret billede af tolerante muslimske herskere, der i modsætning til f.eks. de senere kristne korsfarere generelt behandlede folk, der tilhørte en anden religion end deres egen, med respekt.  

Men som det fremgår af kilderne samlet ovenfor, var virkeligheden en ganske anden, hvorfor de fremstillinger, der forefindes i danske undervisningsbøger, oftest er fejlbehæftede og usande, grænsende til det manipulerende.

Hvad motiverne til fremførelsen af dette vrangbillede er, kan være svært at afgøre. Årsager som manglende viden og research er naturligvis en mulighed. Dog kunne man også få den tanke, at idylliseringen af islams tidlige historie parallelt med dæmoniseringen af de kristne korsriddere passer fint ind i et særligt historiesyn, der som udgangspunkt anser Vesten og vestlige / kristne traditioner og kulturværdier for at være en hindring for mere ”progressive” målsætninger. 

Herunder bringer vi en række citater fra danske undervisningsbøger samt vore kommentarer:

Jens M. Steffensen: ”Islam” i Esben Andreasen et al. (red.): Mennesket og magterne – en grundbog til religion. Kbh./Gyldendal [1991] 2001

”Det byzantinske kejserdømme havde gjort sig grundigt forhadt gennem forfølgelse af lokale, sektprægede kirkesamfund, især i Ægypten og Syrien, og i perserriget var man lige så intolerant over for alle, der ikke sluttede sig til den officielle religion, parsismen. Så vidt man kan bedømme, har lokalbefolkningen derfor de fleste steder hilst muslimerne som befriere. Væsentligt var også, at de dygtige arabiske strateger sørgede for, at de fleste krigshandlinger kom til at foregå i ørkenområder, hvor razzia-metoden med hurtige overrumplingsangreb havde stor effekt. Efter slagene opretholdt hærførerne streng disciplin, de forbød således plyndring.” (s.95)

Dette er en ganske misvisende fremstilling og stemmer på ingen måde overens med kilderne. Som det fremgår af kilderne samlet ovenfor, blev muslimerne bestemt ikke hyldet som befriere, men ligefrem anset for at være en straf sendt ned over de kristne af Gud.  At muslimerne samtidig i forbindelsen med erobringen af Palæstina og Syrien i 600-tallet skulle have holdt sig fra plyndring er ligeledes en påstand, der står i diametral modsætning til de samtidige vidnesbyrd. Her hører vi igen og igen om plyndring, ødelæggelse og mord begået både mod den kristne og jødiske befolkning.

”Også administratorerne bestræbte sig for at etablere et godt forhold til lokalbefolkningen; f.eks. søgte man at begrænse arabisk kolonisering af de erobrede områder.” (s.95)

Udbytningen af den kristne og jødiske befolkning (dhimmierne) igangsættes straks efter erobringen, bl.a. gennem konfiskationer og beskatning. Det fremgår klart, at i de muslimske herskeres øjne er administrationen aldeles ikke båret af ønsket om at opnå et godt forhold dhimmierne. Dhimmierne betragtes alene som en gruppe af vantro, som man har ret til at presse ressourcer ud af til gavn for muslimerne og deres fortsatte erobringer.

”Muslimerne erkendte, at en tolerant religionspolitik var væsentlig, hvis man ikke ville fremprovokere alt for stor modstand i de erobrede områder. Muhammeds politik ved erobringen af Mekka viste sig nyttig: Skriftfolk (jøder og kristne) kunne overalt få lov til at beholde deres religion mod at betale kopskatten.” (s.95f.)

Set er forhold til kilderne ovenfor er dette en næsten absurd påstand. Jøder og kristne fik allerede tidligt tildelt en status som andenrangsborgere (dhimmier) og kun tildelt ganske få rettigheder. I gode perioder levede kristne og jøder som disse andenrangsborgere, der ifølge de stærkt diskriminerende love bl.a. kun kunne udøve deres religion i det skjulte.  De skulle gå med beklædningsgenstande i særlige farver eller symboler på tøjet, så de kunne genkendes (som jøderne i Nazityskland efter Nürnberglovene i 1935). De måtte ikke bestride offentlige hverv, måtte ikke ride med sadler, have pænt tøj på osv. osv. Dette var i gode perioder.

Men som det fremgår af kilderne, blev de kristne lige så hyppigt udsat for chikane, overfald, plyndring, drab, etnisk udrensning og forvisning. Kirker blev med jævne mellemrum nedbrændt eller ødelagt, og kilderne vidner bestemt ikke om et liv i harmoni med de muslimske herskere.

At påstå, at dhimmierne havde frihed til at dyrke deres religion er således aldeles misvisende. Essensen i den diskriminerende lovgivning i forhold til jødiske og kristne religion var den, at hvis den overhovedet skulle tolereres, måtte den ikke ses i det offentlige rum.

”Det kan synes paradoksalt både at føre hellig krig og vise religiøs tolerance over for de overvundne. En forståelse er mulig ud fra muslimernes skelnen mellem Dar al-Islam (islams hus) og Dar al-Harb (krigens hus), der område, hvor islam endnu ikke er indført, og hvor der principielt hersker jihad. For muslimerne er det absurd at føre jihad for at omvende enkeltindivider (sådan som vi måske forestiller os religionskrige, med korstogene som skoleeksempel).” (s.96)

For det første - at føre hellig krig for at omvende enkeltindivider var bestemt ikke absurd for muslimerne. Det var faktisk det, man gjorde i forhold til de arabiske polyteister. Disse blev skånselsløst bekriget og fik kun valget mellem omvendelse til islam eller døden. Principielt har denne fremgangsmåde været idealet siden, når muslimske erobrere er stødt på ”hedenske” polyteister – det være sig i naturfolk Afrika eller hinduer i Indien. Kun Bogens folk (jøder, kristne, sabiere og til dels zarathustrianere) fik valget mellem en lidet attraktiv tilværelse som dhimmi eller omvendelse. Udbytningen af disse og den stærkt diskriminerende behandling medførte da også, at mange dhimmier netop konverterede. Derved mistede den muslimske stat ganske vist indtægter i form af den religiøst motiverede kopskat (jizya), der var pålagt alle dhimmier, men som kaliffen Umar II (717-720) bemærker: ”Jeg ville ønske, at hele bundtet ville blive omvendt. Sandelig! Allah har sendt Muhammed som en prædikant, ikke som en skatteinddriver.” (læs mere)

For det andet – Steffensens bemærkning om Korstogenes motiver er ganske misvisende. I den retorik, der blev fremført fra kristen side for at legitimere og opildne til deltagelse i Korstogene, spillede omvendelse af vantro ingen rolle. De formulerede motiver var i stedet: at bistå Konstantinopel for at standse tyrkernes fremrykning, at beskytte de kristne pilgrimme og at hjælpe de trængte kristne brødre i Det hellige land mod muslimske overgreb. For at opnå dette måtte muslimerne besejres militært og fordrives fra magten i Det hellige land – ikke i første omgang omvendes.

”Hensigten for muslimen er at erobre territorium, hvor islam kan udfolde sig, beskyttet af islamisk lovgivning.” (s.96)

Steffensen medgiver i det mindste her, at den tidlige islam havde en stærk imperialistisk tendens. Men denne imperialisme byggede netop på et religiøst grundlag – ja, en religiøs pligt om at underlægge sig de vantros lande og riger. At vinde ”territorium, hvor islam kan udfolde sig” minder da også ganske godt om senere tiders imperialister og deres teorier om Lebensraum.

”Overvundne fjender er pacificerede og ikke længere nogen trussel mod muslimerne. Om den enkelte overvundne derefter vælger at blive muslim er af sekundær betydning” (s.96)

Som det fremgår af kilderne var det bestemt ikke af sekundær betydning for de muslimske herskere, hvilken religion deres undersåtter bekendte sig til. Dhimmierne henlevede således en tilværelse, hvor man fra myndighedernes side konstant kunne vente sig undertrykkelse og diskrimination – eller direkte forfølgelse og tilintetgørelse.

Henrik Skovgaard Nielsen: Korstog og jihad? Kulturmøder mellem Europa og islam ca. 600-ca. 2000. Kbh / Gad. 1998.

”Muslimer havde erobret Syrien, Egypten, Nordafrika og dele af Spanien, som tidligere havde været kristne områder, og ikke mindst havde de også erobret Jerusalem. Til denne by, et afgørende vigtigt sted for både kristne, muslimer og jøder, var der mange pilgrimme, som havde søgt til Kristi lidelsessted og grav. Det mellemøstlige område havde tidligere været underlagt arabiske herskere, som behandlede kristne pilgrimme ganske godt. Der var restriktioner: De måtte ikke have klokker og kors i deres kirker, og de skulle kunne genkendes af andre ved at bære en gul turban. De måtte også betale en særskat. Men udover dette fik de lov til at udøve deres religion i fred. Men fra o. 1000 trængte en tyrkisk stamme, seldsjukkerne, frem, og da de erobrede Palæstina med Jerusalem, kom pilgrimmene under pres. Det vakte stor opsigt i kristenheden, at kalif Hakim i 1009 gav ordre til, at Gravkirken i Jerusalem skulle jævnes med jorden, og til, at kristne og jøder skulle forfølges.” (s.43-45)

At påstå, at de arabiske herskere behandlede kristne pilgrimme godt er for det første ikke korrekt. Pilgrimme oplevede, som det fremgår af kilderne ovenfor, chikane og overfald helt tilbage fra 700-tallet, hvilket i det mindste burde have været nævnt. 

Værst er dog Skovgaard Nielsens bagatellisering af de kristne indbyggeres forhold under det muslimske styre før tyrkernes ankomst. Skovgaard Nielsen synes at ville give det indtryk til sine læsere, at kristne (pilgrimme?) før tyrkernes ankomst nærmest nød religionsfrihed bortset fra nogle få og ubetydelige restriktioner. For det første var det ikke de kristne pilgrimme, der primært var underlagt den diskriminerende lovgivning – lovgivningen sigtede primært på den kristne og jødiske befolkning i Syrien/Palæstina! For det andet, at tolke denne lovgivning derhen, at kristne og jøder ”fik lov til at udøve deres religion i fred” nærmest absurd og om ikke andet en særdeles vildledende fremstilling og helt i modstrid med kilderne. (se kommentar til Steffensen ovenfor).

Skovgaard Nielsen antyder som sagt, at det først gik galt mellem kristne og muslimer, da tyrkerne erobrede Syrien og Palæstina. For det første er dette, som det fremgår, ikke korrekt. For det andet kunne det se ud som om, at Skovgaard Nielsen ikke helt er klar over, hvornår denne erobring fandt sted. Han angiver o. 1000. Men tyrkerne fik dog først magten i området i 1070’erne. Derfor hører episoden med Hakims ødelæggelse af Gravkirken (et eksempel på forfølgelse, der jo bestemt ikke er en undtagelse) slet ikke ind under den tyrkiske periode, som Skovgaard Nielsen antyder, men under fatimide-dynastiet. Er denne 'knas' i kronologien udtryk for en fejl eller Skovgaard Nielsens forsøg på at sløre det faktum, at situationen var alvorlig for de kristne lang tid før tyrkernes erobring?     

Tim Jensen & Michael Rothstein: Etikken og religionerne. Aschehoug/ Kbh. 1998.

”Krige ude i  dar-al-Harb [Krigens hus] har primært været erobringskrige, hvor man søgte at sikre den islamiske stat og skabe en garanti for, at islam kunne etableres. Her kæmper man så at sige for at sikre islam ved at sikre islamisk overhøjhed. Erobringskrigene har derimod ikke været forsøg på med vold at tvinge ikke-muslimer til at blive muslimer (”Ingen tvang i religion”, Sura 2,256), og i adskillige islamiske stater har folk, der tilhørte én af de anerkendte religioner (især jødedom, kristendom og zarathustrisme) haft ret til at opretholde deres religion og den retspraksis, de havde forud for islams komme.” (s.157)

Jensen & Rothstein ønsker her for det første at understrege, at de krige, der førte til islams ekspansion, primært var erobringskrige. Med dette synes de at ville antyde, at krigene ikke primært havde noget med religion at gøre, men med magt- og sikkerhedspolitik. Her bør man dog huske på, at erobringskrigene netop blev religiøst motiverede og legitimerede. De var muslimernes religiøse pligt (se Muhammeds lære og virke og generelle og autoritative udsagn).

At de ikke var et forsøg på at omvende de undertvungne er ligeledes en sandhed med modifikationer. Den massive undertrykkelse af de undertvungne fik netop mange til at konvertere, da de derved slap for undertrykkelse og forfølgelse.

Endvidere – Jensen & Rothstein vælger, at citere Koranen (”Ingen tvang i religionen” (2,256)) for dermed at underbygge et billede af en tidlig muslimsk tolerance. Men de glemmer her a) at denne sura bliver ophævet (abrogeret) af senere suraer (som f.eks. sura 8, 9 og 5) samt b) at mens kristne og jøder nok fik valget mellem omvendelse og den lidet attraktive tilværelse som dhimmi, så fik arabiske polyteister ikke samme valg. Deres valgt bestod mellem omvendelse til islam eller døden. Dette er vel en form for tvang, selv i Jensens & Rothsteins univers.

Endelig er påstanden om, at de anerkendte religioner (jødedom, kristendom og zarathustrisme) havde ret til at opretholde deres religion, håbløs unuanceret. (Se kilderne og kommentaren til Steffensen ovenfor) 

H. Følner o.a.: Kuplen Muren Graven - Jerusalem som helligsted for tre religioner. Kbh./Gyldendal [2002] 2010.

”Kaliffen Umars erobring af Jerusalem i februar 638 havde for jøderne karakter af en befrielse. Jøderne fik nu lov til at bosætte sig i Jerusalem, hvor der danne­des et jødisk kvarter. […] På grund af islams syn på jøder som „bogens folk" fik de frihed til at dyrke de­res religion, forudsat at de anerkendte muslimernes overhøjhed og betalte en særlig skat. De havde ikke ret til at bære våben og forsvare sig, men til gengæld for denne skat påtog muslimerne sig at beskytte dem. Denne beskyttelse kaldes på arabisk dhimma, og jø­derne fik status som dhimmi'er. Under visse af periodens kaliffer blev jøderne imid­lertid underlagt særlig antijødisk lovgivning, og under kaliffen al-Hakim (ca. 1010) blev de forfulgt[…] Skønt Jerusalems kristne stod under muslimsk over­herredømme frem til korsfarernes erobring i 1099, var byen fortsat domineret af den kristne religion, og de kristne udgjorde majoriteten af befolkningen. Dette kunne lade sig gøre i kraft af den særstilling, som jøder og kristne blev tilkendt: De var dhimmi'er, dvs. beskyttede folk — fordi islam anerkendte sit reli­giøse slægtskab med dem. Som dhimmi'er skulle de betale en særlig skat, som garanterede dem muslimsk beskyttelse — de havde nemlig ikke selv tilladelse til at bære våben. Ved muslimernes erobring af Jerusalem i 638 blev kirker og klostre skånet, og de kristne kunne fortsæt­te med at dyrke deres religion.” (s.34 og s.64)

At jøderne fik øget adgang til Jerusalem kan næppe opveje de plyndringer, ødelæggelser og mord, som Umars tropper påførte både kristne og jøder under erobringskrigene i 630’erne, hvorfor karakteristikken af muslimerne som jødernes befriere er ganske malplaceret. (Se eksempelvis den hårrejsende gennemgang af D.L. Constantelos: "The Moslem Conquests of the Near East as Revealed in the Greek Sources of the Seventh and Eight Centuries", Byzantion, 1972 (4) s.325-357)

Værre er dog bagatelliseringen af dhimmiernes status, påstanden om den religiøse frihed samt den indlysende underdrivelse af de gentagne forfølgelser af både den jødiske og kristne befolkning. Som det med al tydelighed fremgår af kilderne, var det så som så med 'beskyttelsen'. Kopskatten kan nærmest sammenlignes med en form for mafiøs afpresning, der til hver en tid kunne slå om i forfølgelse alt efter de muslimske myndigheders behag. (Se kommentarer til Steffensen ovenfor)

”Også pilgrimmene fortsatte med at strømme til byen, skønt det var et fa­refuldt forehavende, da man risikerede overfald og plyndring — både af muslimske pirater og landevejsrø­vere.” (s.64)

Chikanen overfor kristne pilgrimme fra muslimske myndigheders side kendes allerede i 700-tallet (se kommentar til Skovgaard Nielsen ovenfor)

”Den relativt fredelige sameksistens mellem de mus­limske magthavere og de kristne i Jerusalem fortsatte i hele denne periode [638-1099] — dog med undtagelser. Under nogle kaliffer blev de kristne genstand for forfølgelse og undertrykkelse — værst under kaliffen al-Hakim, der i begyndelsen af 1000-tallet lod mange kirker ødelægge, heriblandt Anastasis, Martyrium og Sions­kirken. (s.64)

At påstå, at der i perioden 638-1099 herskede en relativ fredelig sameksistens mellem de kristne og de muslimske magthavere, må siges at være en ganske uforståelig og absurd udlægning af begivenhederne. Som kilderne viser, var virkeligheden en ganske anden, end den man her forsøger at fremstille. Forfølgelser hørte bestemt ikke til sjældenhederne – tværtimod, og dermed er Hakims forfølgelser ikke unikke, som det ellers antydes.

”Begyndelsestidspunktet for islams historiske tilknyt­ning til Jerusalem var 638, hvor byen erobredes fra de kristne og kom under muslimsk herredømme. Det skete under den anden kalif, Umar, og perio­den under ham karakteriseres som fredelig, hvad for­holdet mellem de tre religioner i Jerusalem angår. […] Umar fulgte således også en tolerant politik over for jøder og kristne, idet han indførte religionsfrihed (ikke lighed) for jøder og kristne, der fik status af dhimmi'er. Dhimma betyder beskyttelse, og aftalen indebar, at de to religioners til­hængere, både fastboende og tilrejsende pilgrimme, blev tilbudt sikkerhed til at udøve deres religiøse tra­ditioner og retspraksis. Som modydelse herfor skulle jøder og kristne så betale en skat til de muslimske myndigheder og måtte afstå fra retten til at bære våben, dvs. fra retten til at kunne forsvare sig selv.” (s.95)

Hvis man havde læst Umars pagt, kunne man næppe fremstille tingene på den måde, som man vælger at gøre det her. Umars lovgivning og tiltag overfor de kristne kan på ingen måde beskrives som tolerant (se links til kilderne ovenfor). Man kan kun konkludere, at der her enten savnes et kendskab til kilderne – eller at man har valgt ikke at inddrage dem.

”Spændinger og konflikter imellem de tre monotei­stiske religioner voksede i Jerusalem under abbasider­ne [750-983]. […] Denne tendens til at gøre krav på at repræsentere den absolutte sandhed havde hele tiden været karakteri­stisk for jødedom og kristendom, og de religiøse mod­sætninger mellem de tre religioner i byen skærpedes. Konkret gav det sig udslag i, at de kristne ved flere lejligheder overtrådte forbuddet om at bygge hellig­domme, der var, større end eller lige så store som de muslimske moskeer, hvilket selvsagt vakte stor vrede blandt muslimerne. Efter et jordskælv i begyndelsen af 800-tallet, som ødelagde bl.a. kuplen på Anastasis [Gravkirken], genopførte den kristne patriark kuplen og gjorde den næsten lige så stor som den på Klippemoskeen, og kun ved en snedig taktisk manøvre lykkedes det for patriarken at undgå at blive straffet. En muslim gjor­de ham nemlig opmærksom på, at det var op til ankla­gerne at bevise, at den nye kuppel faktisk var større end den gamle. De muslimske myndigheder kunne ikke løfte den bevisbyrde, og der blev indgået et kompromis. Den pågældende muslim og hans familie modtog i de følgende 50 år et økonomisk bidrag som tak fra det kristne patriarkat. De kristne begyndte desuden i denne periode at udføre et meget dramatisk påskeritual knyttet til Anastasis, hvor hensigten var at demonstrere kristen­dommens overlegne sandhed over for muslimerne, der på deres side søgte at få myndighederne til at for­byde udførelsen af dette ritual.” (s.96)

Det er svært ikke at læse denne fremstilling således, at de kristne faktisk selv (pga. deres religiøse iver) var skyld i de forfølgelser, som myndighederne udsatte dem for. Denne vinkel kan i sig selv overraske og virke besynderlig i en bog beregnet til religionsundervisning på ungdomsuddannelserne. Men derudover slører man den omstændighed, at forbuddene mod offentlig tilkendegivelse af den kristne religion (processioner, klokkeringning, fremvisning af kors, fremsigelse af bønner og hymner etc.) længe havde været forbudt af de muslimske myndigheder. 
 
”I perioden mellem 983 og 1073 var Jerusalem stort set under fatimidekalifatets (shiitisk) styre, og det blev en hård tid for byen. Dhimmi'erne var langt i overtal, men fatimidekalifatets forhold til dem var fredeligt — indtil 996, hvor „den gale" kalif al-Hakim kom til magten. I 1009 jævnede han kristne kirker med jor­den. Heriblandt var Anastasis, og ødelæggelsen var så total, at stenene blev båret uden for byen. I 1011 gik det ud over de jødiske synagoger i byen, og i samme periode indførtes en ny lov, der påbød både jøder og kristne forskellige ydmygende forpligtelser: De krist­ne skulle bære tunge kors om halsen, jøderne store træklodser. I 1016 erklærede al-Hakim, at han var guddomme­lig og udskiftede under fredagsbønnen i Cairo Guds navn med sit eget. Muslimerne vendte sig imod ham og gjorde oprør, og al-Hakim reagerede med at for­byde faste i Ramadanen samt valfart til Mekka. I 1021 red han en aften ud af Cairo og forsvandt i ørkenen!” (s.96)

Det ligger i denne beskrivelse, at Hakim var en gal særling – en undtagelse. Dette er dog ikke korrekt. Som man kan se i kilderne ovenfor gennemførte kalifferne Harun al-Rashid (786-809) og al-Mutawakkil (847-861) lignende love.

"Under den ny fatimidekalif al-Zahir begyndte en fredeligere periode for Jerusalem: Kristne helligste­der genopførtes. […] Denne fremgangstid blev fulgt op under det efter­følgende tyrkiske sunnimuslimske kalifat, der fik magten i Palæstina/Jerusalem fra 1073 til 1098. Jerusalem fik nye mure, bygningerne restaureredes, en ny moske blev bygget, og flere retsskoler opførte institutioner. Det betød en opblomstring af det ånde­lige og intellektuelle liv, der under fatimiderne havde haft trange kår. Overordnet set var Jerusalem bragt på fode igen, og forholdet mellem de tre religioner fungerede sammenholdt med tidligere tider godt — indtil juni 1099, hvor de kristne korsfarere nåede frem til Jerusalem." (s.96f.)

Den tyrkiske erobring af Palæstina og Syrien var på alle måder forbundet med ødelæggelse, plyndring og mord. Som det fremgår af kilderne var omfattende chikane mod kristne pilgrimme allerede en realitet før tyrkernes magtovertagelse. Da tyrkerne kom til magten blev chikanen både mod den kristne befolkning og mod de kristne pilgrimme imidlertid intensiveret. Det er derfor ganske uforståeligt, at man her kan påstå, at forholdet mellem de tre religioner under tyrkerne fungerede godt! Samtidig formår man at antyde, at det var de kristne korsfarere, der kom og ødelagde harmonien. Dette strider direkte mod kildernes vidnesbyrd.  

Lars Peter Visti Hansen: Korstogene. Idé og virkelighed. Århus /Systime 2004

”I det meste af 1000-tallet kunne pilgrimmene rejse ubesværet og forholdsvis sikkert over land gennem Byzans (: det østromerske rige). En gruppe af tyske bisper rejste således i 1064-1065 med et følge på i alt 7.000 mennesker til Jerusalem og tilbage. Efter 1070 betød tyrkernes indtrængen i Lilleasien at veje, broer og brønde blev ødelagt. Byzans blev svækket og oven i købet kom Syrien og Palæstina i hænderne på forskellige indbyrdes stridende tyrkiske fyrster, der gjorde deres til at vejen til Jerusalem blev mere besværlig. Grev Robert I af Flandern slog sig igen­nem til Jerusalem med en velbevæbnet styrke i 1089, men det var mere undtagelsen end reglen. Pilgrimmenes besværligheder blev af pave Urban II angivet som en af hovedårsagerne til det første korstog.” (s.9)

At påstå, at kristne pilgrimme i 1000-tallet kunne rejse sikkert og ubesværet til Jerusalem er i direkte modstrid med adskille samtidige vidnesbyrd, som det fremgår af kilderne ovenfor. Hvorledes Visti Hansen kan have overset disse kilder er ganske utroligt, når han netop har sat sig for at skrive en bog om Korstogene. Mere besynderligt er det, at Visti Hansen faktisk selv nævner den tyske pilgrimsfærd i 1064-65. Under denne pilgrimsfærd blev pilgrimmene netop udsat for overfald og chikane (se kilderne ovenfor). Kender Visti Hansen overhovedet kilderne til denne episode? Som man kan se af denne og andre episoder, beskrevet i kilderne ovenfor, er det derfor  ligeledes ukorrekt, når det påstås, at pilgrimmene først fik problemer efter tyrkernes magtovertagelse i 1070’erne.  

I det hele taget synes det som om, at Visti Hansen gerne vil have en bestemt pointe frem ved at undlade at inddrage disse kilder. Ved at påstå, at overfald og chikane mere var undtagelsen end reglen, kan han samtidig antyde, at pave Urban II løj, da han angav pilgrimmenes besværligheder som en af hovedårsagerne til det første korstog. Men tager man kildernes udsagn i betragtning, ser det ud som om, at Urban II havde al mulig grund til at pege på pilgrimmenes besværligheder.  

”Tidligt i 1095 holdt Urban II sit første kirkemøde i Piacenza i Norditalien. Blandt gæsterne var udsendinge fra den byzantinske kejser Alexios Komnenos (1081-1118). Han manglede soldater til at kunne gå i offensiven mod tyrkerne i Lilleasien. Alexios håbede, at paven ville bruge sin indflydelse til at skaffe ham forstærkninger fra vesten, og kejserens udsendinge fremhævede de lidelser, de kristne angiveligt var udsat for under muslimsk herredømme.” (s.22)

”Angiveligt”!? Hvis Visti Hansen havde læst kilderne, ville han næppe have valgt denne formulering. Pilgrimmene blev som sagt udsat for gentagne overgreb - og i et omfang, så selv den muslimske historiker al-Azimi er klar over, at korstogene netop var et resultat at muslimske overfald på de kristne pilgrimme (se link til kilde ovenfor).

”Omvendelse til islam var, som det stod i koranen, et frivilligt anliggende. Selv om islam hurtigt havde erobret store landområder betød det ikke, at alle også blev muslimer. De kristne og jøderne, Bogens folk, fortsatte med at udøve deres reli­gion også inden for Islams Hus. I 700-tallet var mindre end 10% af befolkningen i Syrien, Irak og Egypten blevet muslimer, men 200 år senere var en stor del af befolkningen gået over til islam. Hovedparten af kystbyerne bevarede dog et stærkt kristent-hellenistisk præg. De jødiske og kristne samfund skulle betale en slags religionsskat, Jizya, og de religiøse ledere skulle garantere ro og loyalitet over for styret. Kirkerne måtte ikke missionere eller vise de ydre tegn på den kristne tro, som f.eks. at ringe med kirke­klokker. Kristne mænd måtte ikke gifte sig med muslimske kvinder og i retssager vejede kristnes vidneudsagn ikke så tungt som muslimers, men kristne kunne godt opnå betydningsfulde poster i samfundet. Der findes enkelte eksempler på forfølgelse af de kristne. En vanvittig fatimide­kalif fik revet Gravkirken i Jerusalem ned i 1009, men efter hans død blev der undertegnet en aftale med Byzans, der gjorde det muligt at genopbygge kirken.” (s.42)

Her møder vi atter den urimelige og misvisende påstand om, at jøder og kristne kunne udøve deres religion i fred (se kommentar til Steffensen ovenfor).

Derudover nævner Visti Hansen, at kristne opnåede betydningsfulde poster i samfundet. Det er rigtigt, at vi finder eksempler på dette. Dette skyldtes især de kristnes høje boglige dannelse. Men Visti Hansen glemmer at fortælle, at det faktisk var forbudt at ansætte kristne i offentlige hverv, da det ikke kunne accepteres, at en vantro havde myndighed over en muslim. Derfor blev kristne med jævne mellemrum udrensede fra den offentlige administration.

Endelig er Visti Hansens formulering, om at ”der findes enkelte eksempler på forfølgelse af de kristne” mildest talt misvisende. Der findes ikke ”enkelte tilfælde”, men som kilderne ovenfor viser, adskillige! Vi finder hos Visti Hansen ligeledes antydningen af, at Hakim var en enlig svale – og at han desuden var vanvittig. Dette er som sagt ukorrekt (se kommentaren til Følner o.a. ovenfor)

Jørgen Bæk Simonsen: ”Islam” i E. Andreasen et al. (red.): Religion og kultur – en grundbog. Århus / Systime [2005] 2009

”Den enorme geografiske udbredelse, islam gennem historien har opnået, skyldes først og fremmest dens evne til at indgå i en indholdsrig syntese med de traditioner, der eksisterede lokalt før islam gjorde sig gældende.”(s.186f.)

I sin fremstilling nævner Jørgen Bæk Simonsen for det første intet om de talrige overgreb, plyndringer og forfølgelser af den kristne og jødiske lokalbefolkning, der fulgte i kølvandet på de muslimske erobringer fra 632 til 732. 

For det andet - at påstå, at der efter erobringerne ligefrem skulle have foregået en ”indholdsrig syntese” mellem islam og de lokale traditioner en helt uhyrlig påstand. Lad den stå et øjeblik – ”indholdsrig syntese” og læs så kilderne ovenfor igen. Hvilket indtryk får eleverne på landets ungdomsuddannelser, når de læser Jørgen Bæk Simonsens udsagn – og hvad siger kilderne reelt?  Er det en ”indholdsrig syntese” at plyndre, brandbeskatte, chikanere, undertrykke, forfølge og dræbe? At beskrive denne situation som en ”indholdsrig syntese” er i bedste fald misvisende.