Casper Paludan-Møller: Om ungdomshåbet (1869)
Lad mig føre en anden af Danmarks berømmelige frem for Deres blik. Kong Christian den Fjerde var sømand med liv og sjæl. Hvor ofte har han ikke pløjet Nordhavets og Østersøens bølger! Længe var det hans admiralskib Spes (Håb), der bar ham, og han har på dette gode skib udholdt mangen kold og varm dyst. Da Spes blev så gammel og ikke kunne mere, hejsede han sit flag på Den Hellige Trefoldighed. Det var på dette skib han kæmpede i det hårde slag ved Femern, hvor han selv blev såret og vandt sin sidste sejr. Men hvad hjalp den ham; de, der skulle have stået fast hos ham for at frelse fædrelandet, tænkte dog mere hver på sit, og fjenderne blev ham overmægtige. Han måtte med blødende hjerte se sit rige lemlæstet i den hårde fred. Det var mørke skyer, der lagde sig om hans alderdom; ingen fred fandt han i sit hus, ingen oprejsning for sit tab, ingen fremgang i sine foretagender. På Rosenborg er der en lille voksbuste af den gamle konge fra disse år: hvor har de furet hans åsyn! det er ikke den vældige skikkelse, Carl v. Mander har foreviget; er det også de kongelige træk, er de dog prægede af de dage, der ikke behager os. Endelig lagde han sig på sin sotteseng; da så skriftefaderen trådte hen til ham på det yderste og formanede ham til at holde fast ved Gud i sit hjerte og at forlade sig til frelserens fortjeneste, da svarede han med sikker stemme "ne dubites, tvivl ikke derpå". Så faldt de tilstedeværende ind med bøn og gudelige sange, indtil kongen roligt henslumrede.
Jeg råder enhver af disse unge mennesker, her står, at gøre som kong Christian: Gå frejdigt og med frisk mod om bord på Spes, stå Skagen ud, gennem det vrede Nordhav, om det skal være lige til Vardøus; møder fjenden dig under vejs, så slå tappert fra dig, indtil han har fået nok. Og når så Spes er bleven ormstukken og har fået for mange grundskud, giv dig da Gud i vold og lad flaget vaje fra Den Hellige Trefoldighed. Men tro dog ikke derfor, at nu er strid og møje overstået; måske forestår netop den hårdeste kamp; stå da fast, som den gamle konge stod i blod og luer; kommer den fjendtlige kugle og splintrer tømmeret og fælder din trofaste sidemand, så han river dig med i faldet, rejs dig som kong Christian rejste sig, tal mandige ord til de forsagte, hold tørklædet for det knuste øje, se med det andet skarpt ud efter vind og sejl, pas på rorgængeren, at han styrer ret kurs, på folkene, at hver mand gør sin pligt: - tro mig, står føreren således, forlader ingen sin plads. Og når da efter lyse og mørke dage den sidste fjende, eller den sidste ven, træder til dig med det alvorlige spørgsmål: Holder du endnu fast ved den herre, du har tjent i dit liv, ved den tro, du har bekendt, ved det håb, du har støttet dig til,- ja, kan du da med en uforfærdet, en kongelig røst svare: "ne dubites, tvivl ikke derpå", da træder håbet til din side, ikke længer med lotusblomsten i sin hånd, ikke med løfter om værker, du skal udføre, eller om nydelser, der venter dig. Men stille og fast griber den strålende skikkelse din hånd og fører dig gennem mulm og nat ind til evigt lys og liv - det er håbets sidste tjeneste."
Af translokationstale ved Nykøbing Falsters latinskole, 1869. Efter Søren Krarup Dansk Kultur, 1993. Læs mere om Casper Paludan-Møller > |
