Casper Paludan-Møller: Om sin søns deltagelse i 2. Slesvigske krig (1864)

Ligesålidt som han [sønnen Jens Paludan-Møller] foregreb loven ved at melde sig som frivillig, ligesålidt var der mindste vaklen hos ham, da det blev alvor, eller nogen antydning af, at han ønskede en anden stillet for sig. Hans forældre gjorde ham heller ikke noget sådant tilbud, endskønt det ikke havde været os umuligt at tilvejebringe stillingssummen enten ved at optage af vor kapital, eller ved at modtage etatsråd Tesdorphs velvillige tilbud om at skaffe pengene på de billigste vilkår. Vi – hans moder såvelsom hans fader – gjorde ham intet sådant tilbud, og ad flere grunde. Dels var det jo en pligt og en æressag for den nu våbenøvede værnepligtige i sine kraftige år at bidrage sit til landets forsvar, dels var vi overbeviste om, at Jens, som selv havde forhindret fritagelse ved kassation, da han kunne have modtaget den uden skam, ikke ville modtage tilbuddet – dels endelig, fordi vi anså det for fordærveligt for ham selv nu at træde tilbage. Efter hans tankemåde ville han have følt sig vanæret, om han var bleven hjemme, medens den danske ungdom mødte fjenden. [...] Han måtte gennem ildprøven, der var intet valg, om vi ikke ville se ham blive en usling, en ulykkelig, og han ville selv ikke have ladet sig holde tilbage fra at gennemgå den. Dette er mit svar til mit eget hjerte på alle de tvivl, der efter dette ulykkelige udfald så ofte har foruroliget det. [...] Hans død er så hæderlig som nogen dansk mands. Han har ikke letsindigt kastet sig i faren. Da loven kaldte ham, har han rolig lukket sin bog for at indtræde på den plads, hans foresatte anviste ham i fædrelandets navn. Med en ædel og levende begejstring for dette har han flere gange afvist den udvej, der åbnedes for ham til at undgå kampens fare uden vanære. Han har gjort alt, hvad han formåede til dets frelse og har uforfærdet skuet døden i øjet, da det gjaldt om at modstå den frembrydende fjende. Han har været tro som guld i det, der var hans pligt uden at være hans kald, og hans sidste kamp er omstrålet af berømmelsen for et højt mod.

Gud være ham nådig. Hans navn i ære for hans slægt og hans folk.

Af private optegnelser. Udgivet 1914 efter Casper Paludan-Müllers død (1882), citeret efter Søren Krarup Dansk Kultur, 1993. Læs mere om Casper Paludan-Møller >