Anders Sørensen Vedel: Fra andre danske folkeviser og sange - om ædle danske riddere, frøkner, mænd og bønder
Nr. I 3 Fra gengivelsen af middelalderfolkevisen om Longobarderne
1: Der boede en konge i Danmark,
kong Snie lod han sig kalde.
Hunger og nød var i hans land
og stor mistrøst med alle.
De må så vel i Danmark
[…]
5: Tredje part af folket, i landet var,
det skulle man slå til døde,
thi de havde ikke til Gud deres håb,
at han så mange kunne føde.
[…]
10: "Mig tykkes at være det bedste påfund,
endog jeg er en kvinde,
I lade dem sejle af landet ud,
At de kunne søen overvinde."
[…]
22: Lange breder og hald´barder brugte de mest,
de lange karle og bolde,
thi kalde man dem de longobarder,
det navn de endnu beholde.
[…]
26: Så drog de frem fra land til land,
forsøgte, hvad lykken ville give.
På sidste komme de i Pannonien ind,
der lystet dem da at blive.
27: Med herulers hob holde de en strid,
monne dem så mandeligen tvinge.
Med gepiders hær gjorde de og så,
både bytte og sejr de finge.
28: Albunius var deres konge gæv,
hans navn er kendt så vide.
Han drog den romerske magt imod,
han lærde dem ret at stride.
[…]
32: Siden toges til konger igen
den ene efter den anden i sæde.
De romere tykkes da være godt,
lade fare denne lange fejde.
33: Så gjordes der den stadige fred,
som man vel mente, hin trygge.
Men tiden lærde det anderledes,
på den var ikke at bygge.
34: De romere bar derved stor nag,
at se de fremmede gæste.
Thi falde de dem så ofte i land
og krigen med dem friste.
[…]
37: Så lagdes da ned deres kongelige navn,
landet monne de beholde,
som de havde i to hundrede år,
under deres hånd at volde.
38: Landet bærer navn på denne dag
og så til verdens ende.
Den danske adel og ridderskab
Lader sig endnu der kende.
De må så vel i Danmark
DgF 21 D
Nr. II 21 Fra gengivelsen af middelalderfolkevise om Den danske kongedatter i Sverige
[…]
14: På svensken sand,
den danske frøken træn først i land.
Det meldte kongen som han stod:
"I være velkommen, jomfru god."
[…]
18: Hviles herpå,
stolte jomfru, I skulle ikke længere gå"
- "Var jeg i min faders land,
da fik jeg karm og køresvend.
19: Min faders land,
da fik jeg karm og køresvend.
Der svarede de svenske fruer:
"I føre os hid ingen jyske sæder!"
20: […]
Saddel af sølv og forgyldne mile,
Der med pleje svenske jomfruer at ride.
21: […]
Saddel af sølv og langen spange mile,
så ride vi svenske fruer til gilde.
22: […]
Og det haver været gammel sæd,
så længe vi leve vi blive derved.
23: […]
Riddere og svende de ride til herredag,
fruer og jomfruer de age med mag.
24: […]
Vore skjoldmøer bære for sig den pris,
som red i krig efter fordums vis.
25: […]
Når danske og svenske få tysk mands sæd,
Da ve dem begge landskaber ved!
[…]
DgF 137 B
Nr. II 26 Fra gengivelsen af middelalderfolkevisen om Dronning Bengerd
1: Årle om morgenen, langt før dag,
morgengave hun krævede for sig:
"Give mig, kære Herre, Samsø
og en guldkrone af hver mø!"
Ve da vorde hende Bengerd!
2: Kongen svarede han Berngerd så:
"Jomfru, noget mindre i bede må.
Der er så mangen fattig mø,
formår de ej alt for sin død.
[…]
5: Min kære herre, lade vi det gå,
I lade vort land med jernlænker beslå!
så kommer der ingen ud eller ind
uden told, mand eller kvind´."
[…]
9: "Min fader var en konge før mig,
han havde en fader til konge før sig.
Uden slig påfund danske konger sig føde,
og lægge ikke bønder og borger straks øde."
[…]
16: Den første pil, udi leding blev skudt,
den blev udi Bengerds hjerte brudt.
Man så der ingen øjne væde,
som kunne for Bengerd sørge eller græde.
17: Og nu ligger Bengerd i evig ro,
endnu haver bonden både hest og ko.
Nu ligger Bengerd i sorten muld,
de danske mænd er deres konge huld.
[…]
DgF 139 B
Nr. II 36 Fra byremse tilføjet middelalderfolkevisen om Ranild Jonsens endeligt
1: Og det springer nu så vide om land,
Rensborg er tagen til fange.
[…]
10: I brede for Visby, på Gotland står,
for Rønne på Bornholm hin brede!
I læse Pater Noster for Svanekes sjæl,
Åkirke formilde sin vrede,
at Neksø måtte fare fra lybsk mand bort
under dansk mands ro og glæde!
DgF 149 Dc
Nr. II 37 Fra gengivelsen af middelalderfolkevisen om Erik Menveds Bryllup
1: Det var hr. kong Erik,
han red sig under ø,
fæste han sig jomfru Ingeborg,
hun var så væn en mø.
I bede for dem, som kronen skal bære!
[…]
16: Det var stolte jomfru Ingeborg,
ville ikke på danske jord gå,
førend hun fik de fanger af jern,
og de måtte for hende stå.
17: Så dydelig var jomfru Ingeborg,
hende prisede mand og kvinde.
De takkede Gud så mangefold,
at hun var kommen til lande.
18: Der var stor glæde i Fruer Kloster,
de nonner læste og synge.
End var der mere i kongens gård,
De legede med danske tunger.
I bede for dem, som kronen skal bære!
DgF 153 C
(Karen Brahe (….) 18: dy leegte med dannske tang, Rentzel (….) 15: wiille icke poo dannske iord gaa, 16: de legtte mett danske thunge)
Nr. II 45 Fra gengivelsen af folkevisen om Kong Christoffer og Henrik Tagesøn
1: Hertugen ud af Bayerland
han er en herre så rig.
Der er ingen udi al den egn,
som ham kan være lig.
2: Det var kong Christoffer hin bolde,
han skrev de breve omkring.
Byder han der med alle sine mænd,
At møde ham til ting.
3: Og ind da kom det sendebud,
han sagde sin herre så:
"Eders morbroder os ikke følge ville,
hans hustru råde fra."
4: "Kan jeg ikke min morbroder få
alt for den bøse frue,
da vil jeg prøve de danske mænd
og se, hvad de monne due."
[…]
8: Det var unge kong Christoffer,
og klagede han sin vånde:
"Mig er affaldne mine egne bønder,
de ville mig gå fra hånde."
[…]
10: De bønder samledes sammen i skare
så vel over skov som hede.
De kejste dem en høvedsmand,
Henrik Tagesøn var til rede.
11: De rejste sig op hver mand af hus,
som boede i Vendsyssel land.
De mente sig have straks vunden spil,
De havde ikke bedre forstand.
[…]
21: De bønder de bleve der slagen på sted,
så mange som ikke kunne rømme.
Endnu er hr. Christoffer en konge,
De danske mænd til fromme.
|
