Anders Sørensen Vedel: Fædreland og pligt - Hver elsker af naturen sit fædreland (1581)

Fortalen

Hver elsker sit fæderneland - Endog at hver den som skikker sig vel, og lever med Gud og æren, finder for sig et fæderneland, ihvorsomhelst han forårsages at komme hen i verden. Dog er det alligevel af naturen medgivet, at hvert menneske elsker mere det land, som han er født og bårn udi, end et fremmed land, som han rejser ikkun en gang igennem, eller dvæler ikkun en kort tid eller og ellers kan høre noget tales derom.

Thi det hænger så hårdt udi hu og hjertet, at på det sted som man er avlet, har der sine forfædre og afkom, er der opfødt under samme lands skik og vis, gjort sig der første kendskab og venskab med mange, og haft der den tugtemester, den fyrste og øvrighed, den hulde og gunstige ven, og sådant mere være kan.

Dette hænger så hårdt udi hukommelsen og er så sent og vanskeligt at forgætte, at der som end nogen finder det bedre og kosteligere på et andet sted, så holder man dog mere af sit eget, som han er opfødt udi, og taler derom på det bedste muligt er, og forsvarer det også med stor nidkærhed om nogen vil tale ilde derpå.

Fædernelandskærlighed er af Gud - Hvilket er uden al tvivl således indplantet udi menneskelig natur af Gud den almægtige selv, på det at hver nation, kunne orgis og fornøjes med den plads og del, som dem tilfalder at bygge på i denne verden, og Jordens kreds kunne dermed opfyldes, efter Guds eget ord.

Heraf kommer det nu, at hver ærlig mand og kvinde, er ved dette sind, at de så elske, næst Gud, deres fæderneland, at de ofte for hendes ære og velfærd sætter deres gods, liv og velfærd udi våde og fare. Som vi det ser, af første verdsens tider, hvorledes både læg og lærd, som enten kunst eller manddom noget synderligt udrette, havde så godt som kæmpedes med hver andre, hvilke med sin idræt kunne mest tjene og ære sit fæderneland. Duelig øvrighedspersoner og krigsmænd, havde meget beflittet sig at gøre gode lov, ordning og skik iblandt den menige mand, og vove liv og hals udi krig og orlog, når det behov gjordes, imod deres fædernelands fjender. Vise og lærde mænd, som kunsten og bogen haver forfulgt, have lagt sig vindskibeligt efter, ikke alene at optugte ungdommen, eller skrive om gode sæder og andre nyttelige stykker, men også flitteligt antegnet og beskrevet deres forfædres manddomlige gerninger, som deres efterkommere kunne være til et godt eksempel, og andre landskab, måtte vide af at sige, hvad for fine og mærkelige mænd i deres fæderneland var født og fremkommet.

[...]

Men efterdi vore forfædre har med megen møde og højeste flid holdt over Danmarks riges frihed at forsvare, Guds ord og den sande religion at anamme og håndhæve, lov og ret med god ærlig ordinans og politi at holde i land og riger, da vil det stå os meget ilde, om vi slog sluttet øre dertil og lader det fare for vind og våge og så slet dø hen ligevis som de [forfædrene] aldrig havde gjort noget godt eller berømmeligt i deres tid.

Dersom muligt var, at de gamle oldefædre, de mandige jyder cimbrerne, de stærke longobarder, de dristige goter, de frimodige nordmænd og andre rigets fordoms ædlinge, herrer og konger som havde været enten inden- eller udenlands, kunne nu stå op og se sig om igen, og ville gå i rettegang med os, og trætte med os som det havde ret til, for sådanne vor forsømmelse, som her til dags befunden er, med vor danske krønike kære, hvad ville vi først få at svare dem andet end at vi måtte stå skamrøde [...]

Jeg befinder udi alle landskabs historier, at alle nationer have i fordoms dage båret frygt for de danskes våben og vrede. Men siden vi have selv have skøt om, at holde i agt og ære og lade beskrive vore forfædres mandelige bedrift, hvad er det da at forundre, at barbariske fyrster tør fordriste sig til at vanvurde os, som intet ved af Danmarks riges gamle frihed og herlighed. 

[...] 

Og hvo er den som skulle ikke fortryde, at der er magensteds, end så også udi Europa, at når de hører tale om Danmark, eller nogen kommer fra denne ende af verden, da er det for dem ligesom de hørte noget tales om den nyfundne verden. Findes også nogen som har hørt eller læst noget lidet hvor Danmark ligger, og at det er besat med et folk, da mener de dog at vi er et ulærd, tåbeligt og barbarisk folk, som intet ved af kunst eller god politi, intet tager os for at gøre eller har nogen tid gjort, som mandeligt og lovligt er, og derover foragter de os, og mener de er langt meget bedre, for deres herkomst og bedrift end vi er.

[...]

Der er ingen fattig eller rig, ung eller gammel, læg eller lærd, som bør jo [ikke] at tjene og ære sit fæderneland, det er det land der som man avles, fødes, lever, optugtes og opholdes udi. 

Hvad årsag har da nogen at skyde fra sig, til nogen anden, det som hører at bestilles på sit fædernelands bedste og gavn? Vi er ikke fødte for vor egen skyld alene, men at tjene Gud og hans menighed og lade os bruges for vore gode venner og fæderneland.

Af Om den Danske krønicke att beschriffue (1581), udg. 1787. Her efter Gustav Albecks tekstkritiske gengivelse i "Humanister i Jylland", 1959 s. 130f, 136f., 138f. Læs mere om Anders Sørensen Vedel >

orgis: nøjes med

møde: umage

slog sluttet øre til: vender det døve øre til

lade fare for vind og våge: lader glemme

ligevis som: som om

befinder: erfarer

skøt om: gjort noget for