Anders Bording: Danske Mercurius om kampene ved Løddes å / Lund 1676 - Den ærlige danske soldat og danerkongen (1677)
Iblandt de dages tal som denne måned åtte,
den fjerde med al ret blodfarvet skrives måtte.
Thi den så blodig var at vores norderkant
i kristendommens tid til den ej lige fandt.
Og gav den bistre Mars da tydelig tilkende,
hvor kært det ham var i folkeblod at rende.
Hvor kært det ham var, med kugle, sværd og pig
at lægge mangen kæk og tapper helt i lig.
Hvo billigst havde sag, for land og folk at stride,
det ham ens var godt, og sattes hen til side.
På ven samt og uven han uden forskel
gik såsom løs i flæng, og slog for fod ihjel.
Det var en morgenstund før dagen ret begyndte,
da svensken sig udi fulde rustning skyndte
til Løddes frosne vand, hvor han straks overgik,
før nogen på gav agt, og derom kundskab fik.
Foruden våbenbrag han slagtordning satte
sin orlogs store flok, som dobbelt var at skatte,
mod vores danske magt udi mangfoldighed.
Ja dertil end var og med harnisk vel beklædt.
Men der nu dagen om hans tilkomst os advarede
vor danske lejr, til at møde, sig forklarede.
Hvorpå trompeten samt og larmetrommen gik,
og kom enhver udi gevær med hastig skik.
I trende dræbninger, der de tilsammen spændte,
da faldt den største del af vore krigsbetjente.
Thi svenskens hele magt gik lige løs på dem,
før vores anden hob til hjælp var kommen frem.
Men ej desmindre blev dog resten ved, og ville
langt heller´ fægte sig ihjel, end æren spilde.
Til generalen selv og der ulykkelig
et skud bekom, og så fik hen at skynde sig.
Hvor af det kom, at sig vor venstre part og vinge
begyndte såsom i forvirring om at svinge,
ja fik og ikke tid i sådan il og hast,
igen at stille sig, skønt derpå råbtes fast.
Men himlen derimod på vores højre side
det bedre lykkes lod, og selv tilhjalp at stride.
Thi der fik svensken hug den ganske lange dag,
at han omsider til at stå, sig fandt for svag.
Ej hjelm og harnisk hjalp, ej kugle spyd og klinge,
som han sig på forlod, han fik jo på at springe
den blege død i favn, og det i hobetal,
så det i langsom tid ej let forvindes skal.
Jeg i særdeleshed ej nogen her berømmer,
enhver sig holdte der, som det sig bør og sømmer
en ærlig dansk soldat, og ret påkende lod
at han for kongens skyld ej spar´de liv og blod.
Men om jeg skulle det tilbørligen udbrede,
som danerkongen selv desmidlertid beteede,
hvor kæk og mandelig han stod og sig begik,
en ganske krønik da jeg fuld at skrive fik.
Han selv var stedse med, hvor dræbningen var hedest.
Han selv var stedse med, hvor fjenden fnyste vredes.
Han selv var stedse med, at føre folket frem,
og satte selv med sit eksempel mod i dem.
Hvor noget forefaldt, som ingen ret til turde,
det var han stedse selv, af lyst omkring sig gjorde.
Ja kortelig, alt det Hans Majestæt påslog,
det løvehjertet var, og prisligt ende tog.
Hans tapre broder prins Georg og lod fornemme,
hvor vel han kunne sig i sådan færd bekvemme.
Hvor våbendjærv og kæk han om i striden for,
og ingen farlighed sig være lod for stor.
Naturen selv var træt, så meget blod at skue,
som der på jorden randt, bad for solens lue
sig ned at skynde straks, og lod i tvivlsmål stå,
hvo billigst havde tjent, med sejr hjem at gå.
Så faldt da natten ind, og fik enhver at drage
til sit behold, og der sig rolighed tiltage.
Hvorfor Hans Majestæt og med orlogsstab
hen til Landskrone sig omsider da begav.
Men anden dagen han til mønstring lod fremkalde
sin ganske magt og hær, og selv med dem talte.
Berømte deres dyd og tapre gerninger,
og lovede sin gunst og nåde til enhver.
Befol så Merhejm med vel stærk rytterskare,
som velbevæbnet var, og kunne sig forsvare,
til Christiansstad op at gå. Men selv han sig
til København begav, og kom ret lykkelig.
Den lange kniv lad nu kun frit af svensken bruges,
men når al prals ukrudt fra sandhedskorn udluges,
og han gør overslag på sine dødes tal,
den da vel dobbelt op mod vores løbe skal.
Vil han de faner og standarter derhos tegne
og han har flere mist, han dobbelt og må regne.
En halv snes grove skyt, som han fik i sin vold,
dem Bokuld har betalt os mere end femten fold.
Lad ham rase frit med plyndring og med lue,
til kærlighed han ej kan hjerterne dog kue,
den gamle troskabs pligt jo fast i folkets sind,
vedbliver end, og alt for dybt er prentet ind.
Lad skræppes af, at han har vej til Malmø fundet,
samt Helsingborger slot igen tilbage vundet,
han dog ej dermed er for Skåne mester slet.
Thi lykken kan vel snart igen forandre det.
Ja ja, de nøgler til de bedste stæders porte
for Skåneland, dem har Hans Majestæt alt borte.
Det er Landskrone for og Christianstad bag,
og dermed ganger han vel sikker i sin sag.
Af Danske Mercurius 1.jan 1677 (Bording PS.II,435-38). Læs mere om Anders Bording >
Danske Mercurius: Avis på danske rim og vers, skrevet af Anders Bording 1666-1677
Slaget ved Lund: 4. Dec. 1676. Et af de afgørende slag under Skånske krig 1675-79. Kampene indledtes ved Løddes å, hvor svenskerne drev den danske venstre flanke tilbage. Den danske højre flanke slog dog igen og svenskerne måtte tage flugten. Den svenske hær gjorde imidlertid holdt ved Lund, hvor den slog de danske styrker tilbage.
åtte: ejede
den fjerde: d.4. dec. 1676
Mars: krigsguden
folkeblod: nationers blod
pig: spyd
billigst: retfærdigst
ens var godt: var lige godt
Lødde: å i Skåne (Kævling å)
slagtordning: slagorden
orlogs: krigshærs
skatte: anslå
mangfoldighed: antal
sig forklarede: gjorde sig klar
dræbninger: dele af salgorden
krigsbetjente: soldater
anden hob: reserve
generalen: Carl von Arenstorff, døde senere af sine sår
hen: bort (til Landskrone)
venstre part og vinge: venstre flanke
til at stå, sig fandt for svag: dvs. flygtede (til Lund)
sig på forlod: stolede på
langsom: langvarig
forvindes: glemmes
påkende: var kendelig på, kunne kendes på
beteede: viste
dræbningen: slaget
ret: rigtigt
påslog: begyndte på
orlogsstab: generalstab
standarter: rytterfaner
grove skyt: kanoner
Bokuld: (sv. Karlshamn) svensk flådestation, erobret af danskerne 7.okt. 1676
skræppes: prale
Malmø: belejret af danskerne, men undsat af svenskerne
Helsingborger slot: Helsingborg blev erobret af svenskerne 31 dec. 1676
har…borte: er i besiddelse af
for: foran, på Skånes vestkyst |
