Anders Bording: Om landsforræderen Corfitz Ulfeldt – Alle ærlige danske hjerters afsky (1663)
Til det ugudelige og mørdiske anslag, som den blodtørstige ulv, imod sin egen herre og arvekonge og fæderneland, for havde 1663.
Almægtig himmel, ak hvad det
os nær var ilde ganget,
hvor nær ulykken havde slet
os arme knust og fanget,
vi mente nu, vi var fri
for den ubillig vrede,
for den umilde tyranni,
den grådige ulv beteede.
Vi troede fast, han nu var tæmt
og skulle noksom kende
hvis himlen havde selv bestemt,
til ham at omvende.
Her brugtes lovlig straf og bånd,
her brugtes gunst og nåde.
Men se, hvor den forhærdet ånd
stod dog ej at råde.
Hans uregerlig hjerte stod
Til konger at fordømme,
hans glæde var, i prinsers blod
at bade sig og svømme.
Hans rov- og blodbegærlighed
var både hjord og hyrde
med skarpen sværd at fælde ned,
og ynkelig at myrde.
Hvad dansk af stamme var og navn,
til døden var opskrevet,
ja vel den mindste boel og stavn
forstyrret skulle blevet.
Hvis han til slig en blodig færd
ej kunne selv udføre,
det ville han ved andres sværd
foruden skånsel gøre.
O du forgiftig landepest,
o kongerigers plage,
o Nordens alt for hårde gæst,
hvo har til dig en mage?
Mon en barbarisk Atilla
Vel større slag har slaget?
Mon og vel selv Caligula
af sted har værre taget?
Mon Nero den tyran af Rom
har flere folk fordærvet?
Og Phocas sig sit kejserdom
med mere blod forhvervet?
Den vilde tartar Tamerlan
ej stormet har så såre.
Mod dig Mustaf og Ottoman
som legebørn kun var.
Lycaon selv og Phineus,
dem ville du gjort gode,
Herodes og Antiochus
ved dig som engle stode.
O slemme dødsens mand, at du
af ingen ædel kvinde
har sådant diet, nok kendes nu,
men af en grum løvinde.
Dig har et farligt tigerdyr
af ungdom selv opammet:
Du din fortrædenheds natur
af dragen har annammet.
Den marmorhårde Kaukasus
sig blød mod dig kan sige.
Den brændende Vesuvius
Din vredes brand må vige.
Ej noget land og sted tør dig
for sin affødning kende.
Den ganske verden skammer sig,
Og ønsker dig ond ende.
O ve os arme, dersom du,
som var så djævel-blandet,
ja djævel-selv i sind og hu,
os havde overmandet.
Os isne må vort hjerteblod,
når vi med flid begrunde
den undergang os forestod,
om du det drevet kunne.
Her var på livet selv undsagt
vor Frede-rige konning,
her var mørder-strikke lagt
for landsens fromme dronning.
De scepterværde prinsers rod
du ville slet udslettet.
De dejligste princessers blod
Din grumhed skulle mættet.
I kongens hus, jeg ved ej hvem,
du ville jo lagt øde.
Du dem med os, og os med dem
slet havde dømt til døde.
Ak her man skulle set, hvordan
Karthago den antændtes,
hvordan at Troja grebes an,
og slet til aske brændtes.
Her, her man skulle set på ny
Jerusalem at ødes,
samt de bæoters skønne by
at stormes og omstødes.
Det skarpe sværd, den hede brand
os skulle slet udtæret,
her, her i vores skønne land
ret Babel skulle været.
Ja (korteligt) slet ingen kan
den tyranni beskrive,
du mod dit eget fødeland
jo færdig var at drive.
Lad knyttes strikke, hvæsses sværd,
lad hedes svovl og tjære,
din ondskabs rette løn og værd
ej det dog nær kan være.
Du, som Philotas, burde ret
at piskes ud til døde.
Som Anaxarch. Man skulle dig slet
i morter dig ihjel støde.
Cambyses for din grove svig
dig skulle flå og skinde.
Mezentius til dødmands lig
dig burde fast at binde.
På ny til dig en kobbertyr
Perillus burde gøre.
For løve, bjørn og vilde dyr
man skulle dig udføre.
Den ådselsgerrig ørneklo
dit hjerte skulle optave.
Den sorte ravn udi sin kro,
hvad over var, begrave.
Man burde dig, men ak, hvo ved
så grum en straf at nævne,
som din forræderiske arrighed
betale kan og hævne?
Vel kan du søge skjul og ly,
og til en tid undvige,
men usle krop, hvor vil du fly?
Hvorhen vil du dig snige?
Du ved, de store kongers arm
så langt hen ud sig strækker,
ja krøb du end i jordens barm,
den dog til skalken rækker.
Tilmed så skal og idelig,
din egen sjæl og hjerte,
hvor du og er, udmartre dig
med mer end bøddelsmerte.
Dig følge dine gerninger,
du dem ej kan undgange.
Hukommelsen din bøddel er,
du er din egen fange.
Dig skal en ond samvittighed
hver tid og stund bebrejde,
hvad jammer du har ført afsted,
med blodig krig og fejde.
Du selv din trodsig overmod
med hjertens harm skal laste,
og ønske dig i havsens flod,
så dyb den er at kaste.
Du bande skal på stjålen skat,
du stedse på har stolet,
og ønske dig, at du var plat
til støv og mel henmolet.
Men at du føleløse sten
udi din ed har hveget,
der du dig svorest ved Gud om men,
din konning ville sveget.
Og at du stempling haver gjort,
og var med råd på veje,
hans arvespir at føre bort
i fremmed vold og eje.
Det, det dig udi din bange sjæl
skal nage mest og skære.
det, det dig arme syndsens træl,
den største ve skal være.
Så stærk af aconit en drik
selv Pontus blander ikke,
du straks udi et øjeblik
jo ville den uddrikke.
Så besk skal tykkes dig dit liv,
så skammeligt dit rygte,
at ej for hvassen ragekniv
din strube sig skal frygte.
Så fast og hårdt kan reb og bånd
ej moderløsen knibe,
du jo med din men edig hånd
skal ville dertil gribe.
Så højt et tårn man aldrig ved,
så stejl er ingen klippe,
du der af jo vil falde ned,
og gerne livet slippe.
Alt det, som andre gør behag,
skal du fortræd at lide.
Du skal din usle fødselstid
vel bande mangen sinde,
ja daglig gå i dødsens strid,
og dog ej døden finde.
Med pil og skud at fældes ned,
det skal du skånsel kalde.
Du regne skal for miskundighed
for andres sværd at falde.
Men arme nej, slet ingen vil
dig der udi bønhøre,
slet ingen er på jorden til,
medlidenhed skal røre.
Til straffens rette dag og stund
man dig urørt skal spare,
at hver mand af din egen mund
din falskhed kan forfare.
At det og da fornemmes kan
hvo dig tilhjulpet ville,
hvo kongen og sit fødeland
vel mener eller ilde.
Vel an din dom er alt afsagt,
stadfæst og underskreven,
dit navn og våben ned er lagt,
din ære sønderreven.
Sig nu hver konning her på jord
for dig i agt skal tage.
Ej nogen første du med ord
nu mere kan bedrage.
din ondskabs skæppe nok er fyldt,
dit glas til ende rinder.
Du sådant har for hårdt forskyldt,
dig retten overvinder.
Så, så skal dem alle gå,
med oprør sig bevare.
Retfærdig straf her øves må,
skal verden ellers vare.
Dig himlens Gud, o Zebaoth,
som os har holdt i live,
og gjort hans ulveråd til spot,
vi takken vel må give.
Den ganske verden kender nu
din høje visdoms vælde.
Vor konning selv alene du
hjalp ud af dødsens fælde.
Din salvede var dig for kær,
du selv hans hus bevarede.
Du dig hans fare tog så nær,
og skalken åbenbarede
du store rådsens engel drev
den mand, som os advarede,
med ham du selv underskrev,
ved ham du os sparede.
O held og lykke, sejr og fred,
hans hus skal altid følge,
som gjorde sig samvittighed,
forræderen at dølge.
Dig Israels stridskæmpe dig,
det ganske land og rige,
berømme skal evindeligt,
og hjertelig tak sige.
Du frelste vores liv og blod,
der det om døden gældte.
Du, du den blodhunds overmod
selv vidste ret at smelte.
O søde fredsens første lad
den ædle fred regere,
lad dem, som stifte mord og had,
ret aldrig findes mere.
Lad dem, som avner spredes hen,
som efter oprør stunde,
al himlens hævn forfølge den,
os undergang vil unde.
Al verdens had, al spot og men,
dens overmand lad være,
som ej sin arvekonning tjen
med trofasthed og ære.
Amen.
Alle ærlige Danske Hierters Afsky, 1663 (PS I,84ff.). Læs mere om Anders Bording >
Corfitz Ulfeldt: (1606-1664). Dansk rigsråd 1636-51, rigshovmester 1643-51. Gift med Christian d.4s datter Leonora Christine 1636. 1650 opstod der rygter om økonomisk bedrageri og planer om mord på Frederik d.3. Ægteparret flygtede 1651 til udlandet. 1652 drog Ulfeldt til arvefjenden Sverige og trådte senere i svensk tjeneste. Planlagde 1662 en konspiration mod den danske konge, der bl.a. gik ud på at tilbyde den danske trone til kurfyrsten af Brandenburg. Planen afsløredes og Ulfeldt dømtes 1663 in absentia i Danmark, hvorefter man lod en dukke forestillende denne henrette, samt lod en skamstøtte opsætte over ham på Gråbrødre Torv. Leonora Christine blev fængslet i Blåtårn.
mørderisk: morderisk
ubillig: urimelig
beteede: viste
hvis himlen…: hvad himlen…
råde: styre
boel: bondegård
stavn: bolig
hvis han…: hvad han
Atilla: hunnernes konge (433-51)
Caligula: tyrannisk romersk kejser (37-41)
Phocas: grusom byzantinsk kejser (602-10)
Mustaf: den tyrkiske sultan Mustafa (1617-18)
Ottoman: den tyrkiske sultan Osman I (1288-1326)
Lycaon: græsk sagnkonge, der dræbte og serverede en af sine sønner for Zeus
Phineus: grusom thrakisk konge
Antiochus: syrisk konge, foretog massakre i Jerusalem
fortrædenhed: ondskab
annamme: modtage
affødning: barn, afkom
begrunde: overvejer
de bæoters skønne by: Theben, ødelagt af Alexander d. St. 335 f.Kr.
Babel: Babylon, erobret/ødelagt adskillige gange af assyrerne
færdig: parat
Philotas: en af Alexander d. St.s generaler der planlagde en sammensværgelse og derfor henrettedes
Anaxarch: Anaxagoras, græsk filosof, der angiveligt led en grusom død
Cambyses: persisk konge. Myrdede sin broder
Mezentius: etruskisk konge, dræbt af den romerske helt Aeneas
Perillus: kunstneren der fremstillede en bronzetyr, hvori Falaris lod folk brænde, bl.a. Perillus selv.
optave: optrævle
over: tilovers
plat: helt
hveget: vaklet
du dig svorest ved Gud om men: aflagde falsk ed, begå mened
stempling: sammensværgelse
aconit: giftplante
Pontus: landet hvor aconit gror
jo: ikke
moderløsen: spiserøret
forfare: erfare
Zebaoth: andet navn for Jahve, hærskarernes gud
den mand…: amtmand Ditlev Ahlefeldt, der i maj 1663 viderebragte informationerne om Ulfeldts komplotplaner. |
