Anders Bording: Hyldestdigt til Frederik d. 3. - danske mænd hylder landets fader (1660)

Op Fama, snart op hastelig,
al jorden om at svinge,
lad din bassun med frydeskrig
og glædens løsen klinge.
En tid så glad, en dag så klar,
ret aldrig før har været,
som højen himmel nu selv har
vor Kimberland beskiæret.
Vor velfærds ringe gnist så brat
var slukt og slet udgangen:
vor søde friheds dyre skat
så nær var bleven fangen,
altingest sig tilsyne lod
til undergang at lude,
den ganske verden havde troet
det var med os slet ude.
Men al ulykkens tyranni
er nu af landet dreven,
vor ædle frihed jo så fri,
som den var før, er bleven.
Vor fælles velfærd herlig står
i blomster allerede,
hvad gælder det, al Norden sår
i sin tid der af glæde.
Næst Gud, o daner konning, vi
det dig har til at skrive,
du som fader stod os bi,
du holde os i live.
dit heltemod var vores skjold,
din hånd var sværd og lanse,
din tapperhed var vores vold,
din fyrighed vor skanse.
Hvor nød og fare syntes størst,
og manddom var at prøve,
der der var du selv allerførst,
og stride som en løve.
Hvor mangt et øje overløb
af frygt med glæde blandet:
en konge var for dyrt et køb
du ville dog ej andet.
Os isnede vort hjerteblod,
os styrled hår på hoved,
sig kunne snart dit kæmpemod,
for yderlig udvovet.
Ak om dig havde, som jeg her
for ingenting tør nævne!
vi havde været en og hver
til døden straks opskrevne.
Med den almægtig himmels magt
tilbørligen vi neje,
som for din højhed holdte vagt
og tog alt ondt af veje.
Dit kongelige eksempel drev,
og hver mand modig gjorde,
så den vel og en krigsmand blev,
som før ej knystet turde.
Hvo kunne der tilbage stå?
hvo ville der sig trykke?
hvor kongen selv foran at gå
sig ikke lod fortykke.
Hvo ville sig den mindste blund
på vagten sin forlove?
når kongen selv gik hver nat rund,
og ville sjælden sove.
Du selv os lærte nat og dag,
at døve kuld og tørke,
den åben himmel var dit tag,
i slud, i frost, i mørke.

[…]

O milde landsens fader, dig
skal himmelen belønne,
det vi ej kunne fuldelig,
dog vi nok derpå skønne.
Det dig om evig ros og navn,
var ikke at opgienne,
det ikke var for egen navn,
det var for os alene.
Det var for os dig underlå,
du kom i nød og fare,
det var for os du stride så,
os ville du forsvare.
Trods vrede fjender alle nu,
de måtte i græsset bide,
trods deres blodbegærlige hu,
ved dig i fred vi sidde.

[…]

Fra den umilde fjendes vold,
Vandt du dit kongerige,
Med væbnet hånd og herreskjold,
Det ingen kan modsige.
Vel an, så tag og nu til løn
Det, du så vel har vundet:
Tag det til brug, det er vor bøn,
Det dig så vel er undet.
Med visse kår og om vi før
At vælge konger pleje,
Men Danmark dig nu tilhør
Til evig arv og eje.
Det er den gave vi formå
På denne tid at give,
Vil Gud dit tandem må forgå,
Det kan forbedret blive.
Vi dertil og ubrødelig
Som danske mænd tilsige,
Med liv og blod at hjælpe dig,
Og ej fra dig at vige.
Ja dersom det fornøden var,
Og gik så hårdt i knibe
For din skyld vi til skjorten bar
Os ville selv angribe.
Den fiskerige bæltes vand,
Med Øresund tillige,
Skal stande slet i lysen brand
Før dig dit folk skal svige.
Før skal sen allermindste dværg
I næven sin indklemme
Al Stevns klint og Bovbjerg,
End vi vor ed forglemme.
Tag gylden æble, spir og sværd,
Tag din arvekrone,
Dig ønsker adel, læg og lærd
Til lykke på din trone.
O ædler kongers ædler æt,
Vi Gud til vidne kræve,
Vi mene dig af hjertet ret
Og råbe: kongen leve!

Fryde-Skrig over den Stormægtigste og Højbaarne Fyrste og Herre, Konning Friderich den Tredje, der hans kongel. Majest. Efter Stændernes Hjertelig Ønsk og eenstemmig Regiering, Sit Rige Danmark til et ævigt Arve-Rige med kongelige Ceremonier og Ære antog, 1660 (PS.I.32ff) lin. 1-68, 81-96, 121-160. Læs mere om Anders Bording >

Kimberland: Danmark/Jylland, opfattet som kimbrernes hjemland

beskiæret: skænket

slet udgangen: næsten gået ud. Landets situation under Københavns belejring

lude: bøje sig

styrled: bragtes i uorden

neje: bøje os for

knystet: knyet

fortykke: undslå sig

forlove: tillade sig

opgienne: stræbe efter

underlå: var underkastet

tandem: endeligt