Vidsid (600-tallet)

Vidsid mælede, væld af ord oplukked,
han, der mest af mænd over jorden
blandt folk gennemfór; ofte han i fyrstehus fik
meget dyrt men. Ham fra myrjinger
odel opvoksed. Han med Alhild,
fagre fredvæverske, førstesinde
hrædekonningens hjem opsøgte,
østen udfra Angel, Ermanriks,
den vrede forræders. Tog da vide fat at tale:


Fuldmange mænd, jeg erfor, fik blandt mennesker vælde.
Skal drot enhver i dyder leve,
Jarl efter anden for odel råde,
den, hvem hans tjodkongsstol skal trives ville.

Deriblandt var (H)vala, i hin tid saligst,
Alexandreas aller rigest
udaf mandkøn. Han mest trivedes
blandt dem, som jeg over folkjord erfaret haver.

Ætla styred hunner, Ermanrik goter,
Bikke baininger, burgunder Gjuke,
Kiar græker, Kalik finner.
    Høgne holm-ryger, Hedin glammer,
Vitte svaber, Vade hælsinger,
Mauke myrjinger, Markhalf hundinger.
    Tjodrik franker, Thul randinger,
Breke brandinger, Billing varner,
Asvin aujer, yter Gefvulf,
    Fin Folkvalding frisernes æt,
Sigar længest sø-daner styred [Sigehere lengest Sædenum weold],
Hnæf hokinger, Helm ylvinger,
    Vald voinger, Vod tyringer,
Søfred sygger, sveer Anganty,
Skafthar ymbrer, Skef langbarder
    Hun hatvarjer, Holen vrosner,
Hringvald var kaldet hærfareres konge,
Offa styred Angel, Alevih daner [Alewih Denum].

(Offa styred Angel, Alevih daner).
han var modigst blandt mændene alle;
dog han over Offa ej ædeldåd fremmede,
men Offa overvandt, yngst blandt mændene,
som ung knægt et kongerige stort.

Ingen jævnaldrende ædeldåd større
i orlogsfærden ene virked 1).
Han mærked 2) grænsen mod myrjingerne
ved Fifeldor; for fremtiden overholdt
angler og svaber, hvad Offa slog fast.

Hrodvulf Hrodgar de to holdt længe
fred tilsammen, brorsøn og farbror
siden drev de væk vingernes slægt(er),
og de Ingelds od nedbøjed,
forhugged ved Heorot hadbarders magt.

Jeg færdedes i fuldmange fremmede lande
om den gang-vide grund: godt og ondt
dér jeg fik kende, fra de kære skilt;
frænderne fjernt jeg fulgte så vide.
Fordi mon jeg synge og sige spel,
melde for mængden i mjød-hallen,
hvordan mig konger gode med kostbarheder dued.
    Jeg var med hunner, med hreid-goter,
med sveer, med gøter, med syd-daner [Suþdenum],
med vendler, med varner, med vikinger,
med gefder, med vender, med geffleger,
med angler, med svaber, med ænener,
med saxer, med sygger, med sværdverjer,
med hraner, med dauner, med had-raumer.
    Med tyringer jeg var, med trønder,
med burgunder; dér jeg en båndring fik:
mig dér Gunnar gav det glimrende men
for sangen til løn; det var ingen slet konge.
Med franker (jeg var), med friser, med frumtinger,
med ruger, med glammer, med rom-vælske.
    Ligeså jeg var i Italien, med Albvin.
Han havde blandt mandkøn efter min erfaring
den letteste hånd til lov at virke,
hjertet u-karrigst til halsring-uddeling,
til bjært-ringes gave, barnet af Audvin.
    Med serkinger, jeg var, med seringer,
med kræker, med finner, med Kiar,
han som i vinborge vælde ejed,
i velstands lyst, i vælskes rige.
Med skotter, med pikter, med skridfinner,
med lidvikinger, med leoner, med langbarder,
med hejner, med hørder, med hundinger3).
    Jeg var med Ermanrik allenstund;
dér goternes konge godt mig dued.
Han mig en båndring gav, borgværnernes fremmer;
i den sekshundred var af sol-purest guld,
skære skatpund i skilling-regning.
    Den jeg Adils i eje skænked,
min hulde herre, da jeg til hjemmet kom
min lædrot til løn, at han mig landet gav,
min faders odel, fyrsten for myrjinger.
    Mig da Alhild en anden gav,
dronning for drotmænd, datter af Audvin.
Hendes lov gik langt om lande mange,
når jeg ved sangen sige skulle,
hvor jeg under solen saligst vidste
guldprydet kvinde gave at bryde.
   Derpå jeg og Skilling med skæren røst
for vi to's sejrdrot sangen hæved,
lydt ved harpen lovkvad toned,
medens mange mænd, af mod så gæve,
med ord udsagde, de som alt vel kendte,
at de aldrig sang sødere hørte.

Jeg al goternes odels gennemfór.
Søgte jeg altid sinder de saligste;
det var indhird hos Ermanrik.
    Hedka, Beadeka; herelingerne
Emerka, Fridla; og Øst-Gote;
frod og god, fader til Unvæn;
    Sekke, Bikke, Sevil, Tjodrik,
Heidrik, Sifka, Hlød og Anganty,
Audvin (søgte jeg), Elsa, Agelmund, Hungar.
   Den vakre drotflok af vid-myrginger,
Vulfhere søgte jeg, Vyrmhere; [fuld ofte tav der ej våbendysten,
dengang Hræders hære med hårde sværd
omkring Vistla-Ved'en værge skulle
den ældgamle odelstol med Ætlas folk].
    Rædhere (søgte jeg), Randhere, Rumstan, Giselhere,
Vedergæld, Fredrik, Vidga, Heime.
Ej var det sinder de sletteste,
endog jeg dem nederst nævne skulle.

Fuld ofte fra den hob hvinende fløj
gjaldende gejr mod grumme folk:
i vold de kæmper fik vundet guld,
vive og mænd, Vidga Heime.
Så' jeg det fandt på færden stedse,
at den er bedst lidt af de landboende,
den, hvem Gud giver gæve mænds rige
til at holde, medens han her lever.

Så skridende med skæbnen drage
de gæves glædemænd gennem grunde mange,
tarv de sige, tak-ord tale,
i syd eller nord stedse møde en sådan,
som på kvad er klog, ej karrig på gaver,
og som foran drotflok vil sin dom oprejse
ædeldåd øve, indtil alt flyer,
lys og liv sammen: den, der lov virker,
haver under himlen højfast dom.

Efter Gudmund Schüttes oversættelse i Oldsagn om Godtjod. Bidrag til etnisk kildeforskningsmetode med særligt henblik på folke-stamsagn. Kbh. 1907. Originaltekst i håndskriftet Exeter-bogen blad 84b-86b. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.

1) Hs. "med sværdet".
2) eller "udvidede" ?
3) Flikstrofe:
Med israeler jeg var, med exsyringer
med ebræer, med inder, med ægypter,
med moider jeg var, med perser, med myrjinger,
med mofdinger hinsides (?) myrjingerne,
med amothinger, med øst-tyringer,
jeg var med eoler, med ister, med iduminger.

vidsid: den vidtberejste

men: smykke

førstesinde: første gang

jarl: mand

tjod: folk

rigest: mægtigst

Hrodulv Hrodgar: danske sagnkonger, i nordisk overlevering Rolf (Krake) og Roar.