Reginos krønike: Om Hugo og Godfred (omkr. 906)

I året 885 efter den guddommelige menneskevorden sender Hugo, der tænker på at rejse oprør mod kejseren, hemmeligt sendemænd til Godfred i Frisland, da jo denne gennem hans søster, som han havde ægtet, var knyttet til ham i svogerskab; han opfordrer ham til at sende bud til sit fædreland [patriam] og at trække en kraftig styrke af hjælpetropper sammen for med al evne at bringe ham hjælp, så han kan tilegne sig det fædrene rige med våbenmagt. Hvis dette med støtte af hans tapre hjælp fik et lykkeligt udfald, lover han ham halvdelen af sit rige som løn. Gennem hans veltalende løfter blev Godfred påvirket som af en gift og søger efter en bevæggrund til med berettigelse at kunne unddrage sig troskaben mod kejseren. Straks sender han de frisiske grever, Gerulf og Gardulf, som sendemænd til kejseren og lader ham melde, at hvis han ønsker, han skal holde fast ved den lovede troskab og forsvare de ham betroede rigsgrænser mod angreb fra hans egne landsmænd [propriae gentis], så må han skænke ham Koblenz, Andernach, Sinzich samt flere kejserlige krongårde, og det på grund af vinens mængde, der her strømmede rigelig, mens derimod landet, som han ved kejserens gavmildhed havde fået til ejendom, ikke avlede spor vin. Alt dette anførte han i den hensigt, at han, hvis det ønskede blev ham tilstået, da kunne føre sine folk ind i rigets hjerte og der så overveje de forskellige muligheder; men hvis han fik nej, kunne han som krænket over disse afslag dog med bedre grund, når ret og skel så at sige fordrede det, slå til og antage sig oprørets sag. [...] 

Imens ville han selv bringe grev Everhards sag på bane, hvis ejendom ved vold var blevet ham fraplyndret af Godfred. Derpå overtaler han Everhard til, at han for den uret, han måtte tåle, skulle rejse sig i deres midte som klager, og når der af denne mand fra et vildt og barbarisk folk [ferocis et barbarae gentis] ville blive råbt et for hårdt og foragteligt ord imod ham, han da uden tøven med draget sværd af al magt hugger ham i hovedet. [...] Af Everhard hugges først Godfred, så gennembores han af Heinrichs mænd og dør, og alle de normanner, man fandt på Bataverøen, bliver slået ned.

Af Regionis Chronica Overs. E. Albrectsen Vikingerne i Franken, Odense 1976 s.125ff. Latinsk tekst Ausgewählten Quellen zur deutschen Geschichte des Mittelalters, bnd. VII, 1966 v. Reinhold Rau,s.268ff.

Hugo: Søn af Lothar II, som døde 869.

Imens ville han: dvs. grev Heinrich, hertug af Østfranken, faldt 886 for Paris.