Lejrekrøniken: Om Danmarks tilblivelse (omkr. 1150)

I begyndelsen, da kejseren drog mod Danmark på Davids tid, kaldtes disse landsdele: Jylland, Fyn, Sjælland, Møn, Falster, Lolland, Skåne, ikke Danmark [Dania el. Dacia], som vi senere skal påvise, fordi de ikke havde nogen egen høvding, men lød under Sveriges konge. Der var nemlig i Upsala by i Sverige en konge ved navn Ypper, der havde tre sønner; den første hed Nori, den anden Østen, den tredje Dan. Denne sendte hans fader til de landsdele, som nu hedder Danmark, for at han skulle herske over fire øer, nemlig Sjælland, Møn, Falster, Lolland, der alle med ét navn kaldtes Videslev. Ypper opnåede nemlig af indbyggerne der på stedet, at de gav hans søn Dan denne egn, nemlig Videslev, til kongesæde. Derefter herskede Dan over Videslev alene og opførte på Sjælland byen Ledre, som han berigede med store skatte. Kong Dan var nu sædekonge, det vil sige småkonge, i tre år.

Men nu vil vi gerne have at vide, hvoraf Danmark har fået sit navn. Og her vidner da overleveringen fra fortiden for os, at de før nævnte landsdele, nemlig Jylland, Fyn, Skåne og Videslev, som nu hedder Danmark, aldrig har været underlagte nogen, alene med undtagelse af Ludvig, der i fred og god forståelse fik danerne til at modtage kristendommen, efter at have fået kong Harald døbt ved Mainz. Ellers var de aldrig nogensinde blevne undertvungne af nogen, enten af hans forgængere eller af hans efterfølgere; men de stod imod alle, der angreb dem, hvem det end var, og betragtedes derfor i begyndelsen af alle med had. Jylland var derfor, som det land, der lå mest udsat, dækket af et bolværk af træpæle, der, hvor nu Danevirke ligger, og omgærdet mod Augustus’, den første kejsers, angreb, og her holdt den nævnte Augustus i begyndelsen flere slag med dem efter at have samlet en stor hærstyrke.

Jyderne stod dem imod og sendte bud til Videslevs høvding Dan, om han ville komme dem til hjælp. Ved dette bud fyldtes Dan af stor glæde, samlede sine krigerskarer, og drog uden ophold i kamp. Da Dan nu var kommet over til bolværket, rykkede jyderne ud mod kejseren og begyndte for alvor en kamp med ham, hvori de dræbte såre mange af hans mænd med sværdets od. Stolt af sin sejr drev han de øvrige på flugten, så mange som han ikke ville hugge ned. Da nu jyderne så, at Dan var en kraftig mand, kæk og tapper, førte de ham hen til den sten, som kaldtes Daneryg, satte ham op på stenen og gav ham kongenavn. Jyderne fulgte ham derpå og underlagde ham Fyn og Skåne med de andre tilliggende øer. Kong Dan så nu, at det land, han herskede over, var godt, nemlig Jylland, Fyn, Videslev og Skåne; han sammenkaldte da sine stormænd og ombudsmænd og sagde: »Vel huer mig mit land; hvilket navn skal vi give det?« Landets høvdinge svarede og sagde: »Konge, du leve evigt. Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark [Dania el. Dacia], og dets navn skal aldrig i evighed forgå.«

Dan var konge i Danmark i tre år; først i det tredje år kendte han sin hustru Dania og avlede med hende en søn ved navn Ro. Efter sin faders død besad denne kongedømmet med arveret; sin fader Dan højlagde han ved Ledre på Sjælland, hvor hans fader før ham havde grundlagt et kongesæde, som Ro nu selv efter faderen opfyldte med mangfoldige rigdomme.

Efter Krøniker fra Valdemarstiden oversatte af Jørgen Olrik, København 1900-01, s. 9f. Venligst indsendt af Arild Kierkegaard.

Videslev: Udgjorde i den historiske tid det midterste af rigets tre »lande« med fælles landsting ved Ringsted.

Ledre: Lejre.

Ludvig: Ludvig I den Fromme, frankisk kejser 814-40. Døbte kong Harald ved Mainz 826.

Daneryg: Denne sten fandtes ved Viborg. Ordet ryg(e) betegner på gammeldansk en stor sten.