Vilhelm af Jumièges: Om danermassakren i 1002 og Svend Tveskægs hævn (1070)

Mens nu, som lige omtalt, Normandiet trivedes i lykke under en så fortræffelig leder, nedværdigede kong Æthelred af England i sin herskertid sit rige, som ellers havde blomstret ærefuldt under mægtige konger, med en så afskyelig forræderisk forbrydelse, at selv hedningerne anså den for til overmål gruopvækkende. For grebet af et pludseligt raseri befalede han, at danerne [Danos], som boede fredeligt sammen i hele riget i fuld enighed, og som ikke anede det mindste om, at de var i livsfare, på en dag skulle myrdes. Kvinderne skulle graves ned i jorden til livet og deres bryster grumt udrives af ansporede rasende hunde; diende smådrenges hoveder skulle knuses mod dørstolperne. Mens derfor den nævnte dag i London de dræbte legemer hobede sig op under de bloddryppende bødlers raseri, var der nogle unge mænd, som hurtigt og let slap ned til et skib, med hvilket de flygtede ned ad Themsen og under hurtig sejlads nåede ud på havet. Efter endt færd over det vidtstrakte hav landede de til sidst ved deres mål, en havn i Danmark [Danamarchae portum], og gav kong Svend meddelelse om hans folks [gentis suae] blodige undergang. I sorg og dyb bevægelse sammenkaldte kongen alle rigets høvdinger, meddelte dem sagens sammenhæng, drøftede den med dem, spurgte dem nøje om, hvilke råd de kunne give til handling i denne sag. Oprøre over venners og slægtninges kummer og sorg forlangte de alle som med en mund, at alt udgydt blod skulle hævnes med fuld styrke.

Da kongen havde hørt sine mænd, bød han, at alle indbyggerne i hans rige hurtigt skulle berede sig. Efter at der var sendt bud ud i alle retninger, gav han besked til byttelystne krigere fra fremmede lande om at møde frem til færden på den dag, han havde bestemt. Og da det fastsatte tidspunkt nærmede sig, drev en umådelig hær hurtigt sammen ved skibene. Herefter gik de kongelige standere til tops, og med vidtspændte sejl strøg de over det åbne hav og landede i egnen ved York [...]

Men da nu Svend i London var optaget af rigets ordning, døde han bortrevet af sygdom. Danerne bragte hans lig behandlet med vellugtende stoffer om bord i et skib og sejlede det hurtigt til Danmark [Danamarcham] til begravelse [...]

Af Gesta Normannorum ducum V.6f, 8. Overs. Erling Albrectsen To Normanniske Krøniker, Odense 1980 s.71, 73. Den latinske tekst kan findes i Guillaume de Jumièges Gesta Normannorum Ducem v. J. Marx, Paris 1914 s.78f, 81