Vilhelm af Jumièges: Om danernes og normannernes oprindelse og bosættelse i Frankien (omkr. 1070)

Den hellige skrift bevidner, at Noa havde tre sønner. Japhet, den yngste, avlede en søn, som han kaldte Magog. Hans afkom, goterne, som bærer navn efter ligheden med fadernavnets sidste stavelse, formerede sig sådan, at de bredte sig vidt ud over landene og bemægtigede sig øen Scanza i havbugten. Her mangfoldiggjorde de sig i tidens løb stærkt og frembragte to våbenstærke goterstammer.

[...]

Så drog den anden gotestamme ud fra øen Scanza, der var som et arnested for folkene eller som et folkenes moderskød, med sin konge, Berig, og næppe var de sprunget i land fra skibene, før de gav stedet navnet Scanza til minde om det, de var udvandret fra. Derfra søgte de længere frem i den germanske havbugt, besatte de meotiske sumpe og vandrede gennem mange udstrakte egne. Siden gjorde stammen holdt på en ny boplads, Dacia, også kaldet Danamarcha, og havde her mange konger, som var præget af høj lærdom i filosofien, sådanne som Zeutan, Dichineus såvel som Zalmoxen og flere til. Derfor var goterne altid klogere end alle andre barbarfolk og næsten lig grækerne. De tror nemlig, at guden Mars kom til verden hos dem, og ham formildede de med ofre af menneskeblod. Ja, de gør sig til af, at trojanerne er fremgåede af deres stamme, og at Antenor før stadens undergang ved en listigt gennemført plan var undsluppet sammen med to tusinde soldater og med fem hundrede tjenere. Efter megen omflakken på havet var han landet i Germanien og havde senere hersket i Dacia, idet han efter en vis Danaus, en konge af hans slægt, kaldte landet Danamarcha [Robert af Toreigny: Men de kaldes også normanner [Northmanni], fordi Boreas på deres sprog betyder North, mens homo betyder mand, deraf Northmanni, det vil sige mænd fra nord] Men enten nu det ene eller andet er tilfældet, mener danerne [dani] at kunne føre deres oprindelse tilbage til goterne. De tog siden så stærkt til i tal, at da øerne fyldtes helt af mennesker, blev ifølge kongelig lov en stor mængde tvunget til at vandre ud fra deres ejendomme. Folket voksede så stærkt i tal, fordi det henfaldt i vellevned og tog forbindelse op med mange kvinder. Når sønnerne var blevet voksne, jog faderen dem alle ud, undtagen én, som han overlod retten til at arve sig.

Denne lov rådede uden at blive anvendt gennem mange kongers regeringstid, indtil kong Lothbroc, som vi før nævnede, fulgte sin fader på tronen. I henhold til fædrenes love landsforviste denne konge sin søn, Bjørn Jernside, fra riget og sammen med ham en sværm af unge mænd udvalgt ved lodtrækning og dertil også hans opdrager, den svigefulde Hasting, for at han på hærtog til fremmede lande [peregrina regna] kunne med våben erhverve sig bosteder derude.

[danerne drager hærgende igennem Europa]

Da Frankien efter disse krigstrængsler mange år senere omsider var faldet til ro, antændte Danmark [Danamarcha] igen luende fakler og sendte efter fædrenes gamle lov mange unge krigere, der stod i deres ungdoms flor, af sted. De sejlede ud på havet i seks skibe alle fyldte med væbnede krigere og landede på øen Scanza. Derfra lettede de atter anker og kom med gunstig vind til det angelske Britannien. Englænderne mødte dem straks i kamp og flygtede med skam efter at have mistet mange mænd. [...]

Da disse ting var bragt i lave, hejsede danerne sejl, forlod Schelde og kom i året 876 efter Herrens menneskevorden efter at have sejlet over havet for gunstig vind ind i Seinelandet [...] De foretog en nøje besigtigelse af befæstningens [Rouen] gode forsvarsmuligheder til land- og søsiden, så, at den var let at udbedre, og alle bestemte sig til, at byen skulle være hovedstad for hele grevskabet. En af deres egne [unum ex semetipsis] Rollo, valgte de sig ved lodtrækning til herre og satte ham til anfører i krig, idet de aflagde troskabsløfte til ham.

Rollo, der altså nu havde taget magten, nærede i sin kvikke sjæl planer om en ødelæggelse af Paris, talte derom med sine mænd og tørstede med hedensk sind og ulvenatur efter kristenblod. De lod flåden kaste los, sejlede i kølvandslinie ad Seinen og indrettede en flådehavn ved Pont-del’Arche. Da nu hertug Rainold af Frankien havde hørt om hedningernes uventede ankomst, gik han dem i møde ved floden Eure med en stærk hær. Hasting, der endnu boede i Chartres, sendte han på grund af hans kendskab til sproget sammen med andre budbringere i forvejen. Hasting følger flodløbet, kommer til dem og tiltaler dem med disse ord: "Hej, I raske krigere, fra hvilke egne er I kommet hertil? Hvad søger I vel her på hav? Sig os, hvad jeres herre hedder; vi er nemlig sendt til jer som frankerkongens budbringere." Hertil svarer nu Rollo: "Vi er daner, vi er ligestillede fribårne. Vi er komne for at bortjage bønderne fra denne jord og vil skabe os et fædreland ved at underlægge os jeres land [Dani, ait, sumus, equali dominio fungimur, terrae huius colonos extirpare venimus, vestrae ditioni patriam subdere cupientes]. Men hvem er du, som så artigt taler til os?" Svaret lød: "Har I mon nogen sinde hørt om en vis Hasting, der som landflygtig kom hertil fra jeres land med en stor mængde skibe, ødelagde en stor del af frankernes rige og gjorde det til en ørken?" Rollo svarede: "Vi har jo nok hørt, at Hasting begyndte under gode varsler, og at det tog en dårlig ende med ham." Hertil sagde Hasting: "Vil I underkaste jer kong Karl?" - "Vi vil aldeles ikke underkaste os nogen og vil med våben forskaffe os alle de ting, som vi fordrer efter vor ret. Meld, om du ønsker det, til kongen, hvis sendemand du roser dig af at være, de ting, du nu har hørt. Alt dette fortalte Hasting med det samme til sin hertug. Nu satte Rainold hæren i bevægelse og brød frem mod normannerne i et hastigt og uventet angreb. Rollo modtog ham tappert med sine krigere. [...]

Derefter lod Rollo skibene lette anker, søgte under hurtig roning til Paris og indesluttede staden, idet bytte rundt omkring fra førtes dertil. [...] Her fandt han en adelig pige, Popa, datter af en fornem mand, Berenger, og tog hende ikke længe efter til ægte efter dansk skik [more danico]. Med hende fik han sønnen Vilhelm og den smukke datter Gerloc.

[...]

Da nu hertug Robert [Rollo] var friet for kødets byrde, styrede hans søn, Vilhelm, hele hertugdømmet Normandiet med klogskab [...]

Efter at de to var besejrede, satte dog djævelen ondt imellem mange ildesindede personer, og de gjorde nye forsøg på at rejse uro mod ham i hans land. En vis Riulf blev nemlig opflammet af troløshedens furier, gød uenighedens gift i mange, greb til våben og rykkede mod ham for helt at drive ham af lande. Det kom så vidt, at han efter fra alle sider at have samlet en stor mængde mænd gik over Seinen og indesluttede forstaden til Rouen for at drive hertugen fra byen eller skændigt dræbe ham i fangenskab, når han, Riulf, selv havde vundet Normandiet. Da nu altså hertugen så, at han var belejret af sine landsmænd [a suis], overvejede han nøje, på hvilken måde han skulle sikre sin frelse og sin ære, hvordan han skulle holde sine krigere samlede, fri af denne frække oprørsbevægelse [...] Da han nu var vendt tilbage efter slaget, sendte byfogeden i Fécamp et bud til ham, der meldte, at en ung adelig kvinde, Sprota, gift med ham efter dansk skik [Danico more], havde fået en søn.

[...]

Efter budbringere var afsendt, og hans søn Rikard, var hentet hid fra Fécamp, viste han ham for stormændene. Ærbødigt aflagde alle de tilstedeværende troskabsed til ham, og dermed udvalgtes han til hertug over hele det normanniske og bretonske hertugdømme. Faderen sendte ham straks efter til Bayeux og overgav ham til sin hærfører, Boso, til opfostring, for at han der kyndigt oplært i det danske sprog kunne give sine fra udlandet kommende folk passende svar i samtale [ut ibi lingua eruditus Danica, suis exterisque hominibus sciret apte dare responsa] [...]

Da imidlertid den store fyrstes tapperhed og fromhed blev kendt gennem hans ry, ankom kong Harald af Danmark [Danorum rex], fordrevet fra riget af sin søn, Svend, med tresindstyve skibe fyldte med våbnede besætninger til Normandiet, med bøn om bistand. Den mægtige og ædelt tænkende hertug modtog ham med tilbørlig hæder og overlod ham grevskabet Coutances som fast støttepunkt, indtil han efter at have bygget skibe og gjort hæren fuldtallig og stærkere med øget antal mænd kunne drage tilbage til sit tabte rige.

Fra Gesta Normannorum ducum I.2ff ; II.1, 3f, 6 ; III.1f, 8f. Overs. Erling Albrectsen To Normanniske Krøniker, Odense 1980 s.22ff, 30ff, 39f, 44f. Den latinske tekst kan findes i Guillaume de Jumièges Gesta Normannorum Ducem v. J. Marx, Paris 1914 s.6ff, 18ff, 33, 41

Scanza: det sydlige Skandinavien

Havbugten: Østersøen

Moesiske sumpe: Møsien, område i det nordlige Balkan, syd for Donau