Årbøgerne fra Fulda: Slaget ved Dyle (slutn. 800-tallet)
891. [...] Normannerne trængte nu ind på vestfrankernes område, til hvis forsvar der sendtes en hær fra Franken. [...] Normannerne havde lagt den største del af Lothars rige øde og satte sig nu ubekymret fast i Louvain nær floden Dyle i et værk, som efter deres skik [more eorum] var omgivet af forskansninger. Uden selv at vente det kom kongen og hæren til dette sted. Hurtigt blev nu floden overskredet, og man tænkte på at begynde kampen uden opsættelse. Kongen tøvede ganske vist med at udsætte en så stor styrke for fare; til den ene side bredte sig nemlig en sump, og til den anden dannede floden et slyng, så at rytteriet ikke havde lejlighed til at angribe. Han lod øjne, tanker, overlæg løbe i søgen efter den nødvendige beslutning: frankerne var jo ikke vant til at kæmpe til fods, tænkte han uroligt, men til sidst kalder han dog de øverste frankiske stormænd til sig og tiltaler dem roligt: "I mænd, som tilbeder Herren, og som altid ved Guds nåde i forsvaret for fædrelandet [patriam] har været uovervindelige. Fat mod, hvis I tænker på at hævne jeres forældres fromme blod udgydt af fjenderne efter deres vanvittige hedningeskik, og hvis I betragter de hellige templer rejst til ære for jeres skabers helgener, men nu omstyrtede i jeres fædreland [in patriam vestra], og ligeledes I ser Guds tjenere af den højeste rang ligge nedhuggede. Storm nu, krigere, frem mod forbryderne, I ser foran jer, følg nu mig, som står først af hesten og i spidsen for jer løfter banneret i hånd. Ikke for at hævne vor, men Hans, den Almægtiges, forsmædelse angriber vi i Guds navn vore fjender." Opflammede af disse ord fik alle, gamle og unge, samme iver og mod til at kæmpe til fods; men først bad de kongen om, at han med rytteri ville sørge for, at de ikke fik et fjendtligt angreb i ryggen at frygte. Nu steg de kristnes kampråb mod himmelen. Ikke mindre højt råbte hedningerne efter deres skik [more suo], frygtelige stridsmærker gled vajende frem gennem lejren. Med dragne sværd på begge sider løb man, som sten mod jern, mod hinanden. Her drejede det sig om danernes folk, det tapreste blandt normannerne [Erat autem ibi gens fortissima inter Nordmannos Danorum, quae numquam antea in aliqua muntione vel capta vel superata auditur], som aldrig, har vi hørt, blev taget til fange i en borg eller besejret. Der blev kæmpet hårdt, men ikke længe, idet ved Guds hjælpende nåde sejren tilfaldt de kristne. Da normannerne søgte redning i flugt, trådte floden, de før havde haft i ryggen som en mur, dem nu som døden i møde. For mens fra den modsatte side de kristne trængte dræbende frem, blev de nu tvunget til i hobetal at styrte sig i floden og sank, omklamrende hinandens arme, halse og ben, i hundrede- og tusindevis i dybet, således at flodlejet var stoppet med lig og så ud, som lå det tørt. I dette slag faldt to af deres konger, Sigifrid og Gotafrid; 16 kongelige felttegn blev taget og sendt til Bayern som vidnesbyrd. På dette sted befalede kongen den ... takkeprocession; selv gik han med hele hæren i optoget syngende Guds pris, Han, der havde skænket sine en så stor sejr, at det kunne fastslås, at mens kun een mand var faldet på kristen side, var så mange tusinde omkommet på den anden.
Fra Annales Fuldenses Overs. E. Albrectsen. Vikingerne i Franken, Odense 1976 s.112f. Latinsk tekst Ausgewählten Quellen zur deutschen Geschichte des Mittelalters, bnd. VII, 1966 v. Reinhold Rau, s.150ff.
til hvis forsvar der sendtes en hær fra Franken: Af kong Arnulf. Denne hær udkæmpede den 26. juni slaget ved Geule.
Dyle: biflod fra øst til Schelde.
Sigifred og Gotafrid: Da kong Sifred af Danmark døde 887 i Frisland, og da Godfred (III) blev dræbt 885 på Bataverøen, må der ved Dyle være tale om to andre høvdinge, der bar de berømte navne, medmindre annalisten har sammenblandet de forskellige begivenheder.
den ...: datoen står åben |
