Dudo af St. Quentin: Om danerfyrsten Rollos fordrivelse fra danernes rige og kampe for at vinde nyt land (ca. 1015)

1. […Danere har under anføreren Hasting hærget Franken og Luna i Italien. De kristne frankere har dog ved ”uafladelige bønner” til Forsynet endeligt fået fred med Hasting og således blevet befriet for ”de vilde daciers grumhed”, men en ny bølge af danere er på vej:]

Der samlede sig nu sværme af ægte og uægte født daciske [=danske] ynglinge, og da de følte kamplysten stige mellem sig og ligeledes mod deres fædre og onkler, så trådte alle dacernes førstemænd i fødsel og magt sammen hos kongen og udtalte enigt: ”Staten forstyrres af barske indtrængende fjender og skælver under vore sønners og brodersønners uenighed. Vi har nemlig sat en hævdvunden gammel skik ud af kraft. Derfor går dacernes folk, som har lidt så meget ondt, til grunde. Tænk derfor over, konge, hvordan du efter gammel landsskik bør styre fredeligt. Dacia [=danernes rige] må renses for slemme urostiftere, således at vi tilbageværende kan leve i stadig ro og fred.” Kongen lagde sig opmærksomt deres råd på sinde og sendte hurtigt en ordre gennem sine lande om, at de sønner og brodersønner skulle inddeles, som loddet havde udpeget til udvandringen, og han befalede landets ombudsmænd at være tilbage hos ham på en bestemt dag. Disse forlydender fra kongens budbringere nåede hurtigt til de unge mænds øren. Deres rådvilde sind skælver med ængstelige tanker om den uvisse fremtid, som deres forstand sagde dem forestod. Iveren efter at lære sandheden at kende sønderslider de tvivlende. De kunne ikke forudse den plan, kongen gik og rugede over.

2. Men i hine tider var der i dacernes land en gammel, meget rig mand, og en utrolig mængde krigsfolk var alle vegne samlet om ham. Aldrig havde han bøjet nakke for den første den bedste konge eller rakt sine hænder frem til nogen i tjeneste som lensmand. På lidt nær ejede han hele det daciske rige, og han bød over Daciens og Alaniens [Hallands?] grænseegne, og han underkastede sig folkene med magt i mange slag. Han var nemlig den ypperste af alle i Østen og havde fremfor nogen erhvervet sig fortrin af enhver art. Da han var død, stod hans to sønner tilbage, flinke i våbenbrug, oplærte til krig, smukke af legeme, viljestærke. Den ældste hed Rollo, den yngste Gurim. De unge mænd, der ved kongens befaling var udpegede til landsforvisning, kom til dem, bøjede knæ og sagde i enighed med sænkede åsyn beskedent og bønfaldende til dem: ”Bring os hjælp, stå ved vor side. Vi vil blive tilbage her under jeres beskyttelse og altid tjene jer. Men vor konge vil jage os ud af Dacia og tage alle vore jordlodder og rettigheder fra os. Hav medlidenhed med os, der er berøvet al håb og tro på redning.” De to brødre svarede da bønfaldende: ”Vi vil bruge jer efter bedste evne, så at I kan være ubekymrede for kongens trusler og blive i Dacia, og vi vil sørge for, at I kan beholde jeres ejendom i fred.” Da de hørte dette, kyssede de Rollos og Gurims fødder og gik efter høvdingenes udsagn straks glade fra hinanden.

  Imidlertid bredte sig det sandfærdige rygte, som også kom Dacias konge for øre, at den mægtige jarl, Rollos og Gurims fader, var afgået ved døden. Da nu kongen tænkte på alle de ulykker, denne jarl forhen havde voldt ham, samlede han alle høvdingerne i sit rige og sagde til dem: ” I ved jo, at Rollos fader er død. Jeg vil nu angribe deres land, indtage byer og borge, befæstede stæder, hævne faderens gerninger på sønnerne og have gammen af at udslette dem til gengæld for deres onde gerninger. Jeg beder om, at I og jeres mænd vil berede jer på at føre denne sag i værk.” Da tidspunktet for felttoget var fastsat, drog hver enkelt hjem med sine folk. Straks blussede de unge kamplystne daceres hu for denne sag op, og de tog sig af alt det til felttoget fornødne. De lavede lette metalskjolde og som voksne håndværkere blanke odde til spyd og pile. De hvæssede spyd, sværd og økser på slibesten. Nogle fremstillede hoveddækvåben: hjelme, og andre ringbrynjer af jern og guld, brystpansere. Hjemme smedede de endog spydspidser om i ovnene og hamrede dem.

3. Rygtet om det forestående angreb kom uventet Rollo og Gurim for øre, og forlydenet bragte dem ud af fatning. De sammenkaldte nu en talstærk mængde af purunge knøse, af midaldrende og gamle samt de til landsforvisning udpegede, og med oprakt højre hånd påbød de tavshed. Da mængdens mudren havde lagt sig, talte Rollo fra et ophøjet stade, som man havde udset til ham, med velvalgte ord: ”I, som flammer op i ungdommelig glød, I, som er blandt de ypperste, til jer taler jeg. Med velberåd hu vandrer jeg i vore fædres, bedstefædres og forfædres spor. Voks frem til mænd, og jeg styrkes, og jeg vil ikke nægte, at I er værd at regne for deres lige. Kongen i dette rige stræber jo efter at komme over os, at trænge ind i vort magtområde, tilintetgøre os og jer alle, men før han berøver os vort hjemlands arvejord, lad os da med våben i hånd komme ham i forkøbet, besætte hans land og hindre hans ankomst.” Opmuntrede af hans ord trængte nu alle med samlet styrke ind på kongens område og hærgede det fuldt, mens de lod ildebrandene lue. Da kongen fik dette at vide, drog han i slag mod Rollo og hans broder, men efter langvarig kamp vendte han ryg og flygtede til de befæstede byer. Så jordede Rollo sin hærs faldne, men lod kongens være ubegravede.

4. Men da der var gået vel fem år i kamp mellem Rollo og kongen, sendte denne ham svigefulde fredsord: ”Du og jeg bør begge glæde os over vort slægtskab. For at landet kan nyde fred, beder jeg dig tillade, at det, som med rette er mit, og som min fader ejede, fortsat må blive i mit eje; det, som efter din ret er dit, skal også være dit, og mellem mig og dig skal der herske enighed i et ubrydeligt forbund.” Så gav Rollo og Gurim, deres krigere og de landsforviste deres bifald til freden.

[Freden indgås, men ”den troløse konge, der i sit falske hjerte pønsede på svig” laver et bagholdsangreb på Rollo og Gurim. Gurim falder. Rollo må flygte ”dækket med talrige sår”]

Derefter belejrede og indtog kongen byerne og underkastede sig det trodsige folk. Men Rollo, som ikke havde mulighed for at opholde sig i Dacia, fordi kongen bar hærskjold mod ham, drog til øen Scanza [Skåne el. Sverige] med seks skibe. Dacia mistede da en retsindig fører, en højtstående og stærk fortaler og hengav sig til dyb sorg.

5. Da han længe sørgmodig havde opholdt sig på øen Scanza, og hans spekulationer og ulmende vrede fik ham til at søge hævn over sine fjender, og da mange, som kongens overgreb havde jaget bort fra Dacia, vendte tilbage til ham, talte en stemme, da hans trætte lemmer hvilede i dyb søvn, ned til ham fra himmelen: ”Rollo, stå hurtigt op, drag straks ad søvejen til England. Der vil du få at vide, at du kan vende sikkert tilbage til dit fædreland og urørlig nyde evig fred i det.” […]

  Han kom til anglerne [i England] og agtede at blive længe i ro hos dem. Men da bønderne i det land hørte, at daceren Rollo var kommet, stillede de en stor styrke op mod ham og søgte at jage ham bort fra disse egne. Som sædvanlig gik Rollos folk beslutsomt mod dem i slaget, fældede mange af dem og hjemsøgte de flygtendes rygstykker med spyd. Så samlede landsfolket mange til de første og førte igen en kraftig kampstyrke mod Rollo og søgte at dræbe ham eller drive ham på flugt. Men han var opøvet vel til dyst og var kamplysten, når det gjaldt, rykkede med fint guldprydet hjelm, iført ringbrynje hurtigt og beslutsomt ud mod fjenderne og de marcherende kampstyrker, fældede uden skånsel tusinder med sejrrig hånd, forfulgte uden tøven de flygtende, tog mange anførere til fange, vendte tilbage til valen, jordede de faldne, førte de sårede bort, bandt fangerne i række på skibene.

  Nu hensank han i trefold mørk tvivl: Skulle han søge tilbage til Dacia, drage til Francien eller hjemsøge England med kamp og kræve det for sig?

[Rollo har en drøm om ”et herligt frankisk bosted beliggende på et højt bjerg” med ”en klar og duftende kilde” på toppen, hvortil mange tusinde fugle søger hen for at bade ”i fred og enighed]. En af de kristne fanger udlægger drømmen som en profeti om Rollos succes i Franken i sammenhæng med en omvendelse til kristendommen]

7. På den tid havde anglernes højkristelige konge, Alstemus [muligvis vikingekongen Gudrum, der senere – i 878 - døbtes under navnet Athelstan] […] Englands tøjler i hænde. Til ham sendte Rollo snart efter sine budbringere med et budskab, han ønskede de skulle afgive. Ankomne til ham sagde de venligt og med beskedent bøjet hoved: ”Vor mægtige høvding og dacernes berømmelige fører, Rollo, vor herre og hjælper, tilbyder dig og dine ubrydelig og trofast tjeneste i venskab. Efter at vi, Herre Konge, har udstået hård modgang i Dacia og desuden med svig er jaget derfra i landflygtighed, har den ødelæggende østenvind, hastigt opståede storme tilredt os ilde og drevet os i Eders land berøvede alt håb om frelse og hjælp. Men da vi søgte hjem til Dacia for at hævne os på vore uvenner, spærrede isvinteren os vejen, jorden stivnede i frost, plantestænglerne og træernes løv sank til jorden; bundet under tykke islag rejste floderne mur mod os, og havet tilstod os ikke gunstig fart. Nogle krigere, som bor der, hvor vi ankom, hørte herom, stillede en stor styrke op mod os og æskede os i angreb. Men vi, som hverken kunne sejle under eller over isen, stillede os mod deres angreb og tog mange af dem til fange, efter at vi i kampen havde afvæbnet dem. Men vi vil ikke hærge dit rige, ej heller føre røvet bytte et eller andet sted fra tilbage til skibene. Men vi beder om at måtte handle i salg og køb under fredens beskyttelse, da vi straks de kommende forår drager til Francien.” Kongen så velvilligt på dem og sagde: ”Intet land frembringer som Dacien ypperlige mænd veloplærte i våbenbrug. Der er mange, som har fortalt os om jeres herres store, fra faderen nedarvede ædelmod, jeres hændelser og strabadser, men også om dacerkongens list og mangel på ordholdenhed. Ingen er redeligere i handling end jeres herre, ingen overgår ham i våbenfærdighed. Slut blot jeres forretninger af, føl jer stærke ved jeres våben, kamplystne og fri for al ulempe […]”

[Alstemus’ inviterer Rollo til at mødes, og de knytter et ”uløseligt venskabsbånd”. Rollo drager derefter mod Franken de følgende forår]

9.[Rollo og hans mænd hærger Walcheren og Frisland] Så samlede friserne hastigt en stor mængde folk sammen, og da der til dem var stødt en skare landsfolk fra de frisiske grænseegne, søgte de med mange velrustede hærdelinger i hastigt fremstød at angribe Rollo i hans lejr ved floden Almere [Haarlem]. Men i knælestilling ventede Rollo og hans mænd med kampberedte våben, dækkede af skjolde, i tæt slagorden og med blinkende sværd på kampens begyndelse. Da friserne troede, de kun havde en lille styrke for sig, begyndte de det slag, som skulle blive dem til liden gavn. Men dacerne brød frem mod dem og huggede dem til udslettelse, tog mange høvedsmænd til fange og førte en talrig skare bort til skibene. Resten af friserne tabte nu modet, blev herefter skatskyldige og fulgte Rollos befalinger i et og alt.

[Rollo forfølger grev Regnar Langhals og hærger dennes land]

10. Da nu en dag Regnar befandt sig på et sted opsat på pludselig at angribe dacerne fra et baghold, kom dacerne til fra alle sider, omringede ham, tog ham i hård kamp til fange og førte ham besejret til Rollo. Men på samme dag angreb nogle af Regnars folk, som i skjulesteder lurede på muligheden for at fange nogle dacer, tolv af Rollos bedste og tapreste anførere og tog dem til fange. 

[Regnars hustru udleverer de tolv danere sammen med en stor mængde guld og sølv til gengæld for at få Regnar tilbage. Rollo slutter fred med Regnar. Rollo sejler i år 876 op ad Seinen, sikrer sig Rouen uden kamp og sejler videre].

13. Snart meddelte rygtet, som straks på korsvejene opsnapper alle nyheder, at der var ankommet normanner, som nu var samlet i utallig mængde på Seinen. Ved deres ankomst forfærdedes frankerne som ved et pludseligt tordenskrald og kaldte Alstignus [daneren Hasting], der forhen havde angrebet Francien, til; de samlede ligeledes en meget stor hær og ankom til stedet, hvor Eurefloden udmunder i Seinen. Nu sagde Ragnold af Francien til Alstignus, roden til den hele uorden: ”Du, som er rundet af dette folk, giv os råd i sagen, vi nu står i.” Alstignus svarede: ”Havde du for tre dage siden bedt mig om råd, så havde jeg nu kunnet give dig det efter moden overvejelse. Send kun budbringere til dem og lad dem finde ud af, hvad de har at sige.” Hertil bemærkede Ragnold: ”Tag snart afsted, beder jeg dig, og udfind, hvad deres agt kan være.” Alstignus svarede: ”Jeg går ikke ene.” Så sendte de to krigere med ham, som kunne dansk. Da de nåede flodbredden, standsede de og sagde: ”Kongemagtens grever befaler, at I meddeler, hvem I er, hvorfra I kommer, og hvad I ønsker.” Deres svar lød: ”Vi er daner [Dani], vi er kommet hertil fra Dacia. Vi kommer for at betvinge Francien.” De andre sagde: ”Hvad hedder jeres herre?” De svarede: ”Vi har ingen herre, for vi er alle lige i magt.” Nu sagde Alstignus, der gerne ville vide, hvad de mente om ham: ”Hvis berømmelse har kaldet jer hid? Har I nogensinde hørt om en vis Alstignus, der er født i jeres land og sejlede hertil med en mængde krigere?” De svarede: ”Vi har hørt om ham, at han begyndte lovende, og at hans første tid var god, men at det gik ham galt til sidst.” Atter tog Alstignus til orde: ”Vil I underkaste jer Franciens kong Karl, gå i hans tjeneste og tage imod mange gunstbevisninger fra ham?” De svarede: ”Aldrig vil vi underkaste os, ej heller tage tjeneste under nogen eller modtage gunstbevisninger. Den gunstbevisning vil behage os mest, som vi kan opnå med våben og kampens møje.” Da sagde frankerne: ”Hvad mon så I nu vil i gang med?” Dertil svarede dacerne: ”Se straks at forsvinde herfra; vi bryder os ikke om jeres snak og vil ikke sætte jer ind i vore planer.” De drog nu bort og meldte omgående til hæren, hvad de havde hørt. Ragnold vendte sig da straks til Alstignus: ”Hvad synes I? Mon man vil føre krig mod os? I er af deres folk. I er ikke uvidende om dacerfolkets krigskunst. Sig, hvad vi skal gøre.” Så sagde Alstignus, den snu og farlige ulv, til hæren: ”Hvis dette folk, så stærkt i sin ungdomskraft, så vel oplært i våbenbrug og opøvet gennem mange kampe, trædes for nær, så vil der opstå stor fare for os.” Nu skal en frankisk bannerbærer, Rotland, have sagt: ”Hvorfor spørger I ham om råd? Aldrig fanges ulv af ulv, ej heller ræv af ræv.” Vred over disse ord sagde Alstignus: ”Fra nu af vil jeg ikke lade en krig være ildeset.”

14. Imens rejste Rollo og hans folk en befæstning, et værn, i form af en lejr, idet de dækkede sig bag en i rundkreds opkastet jordvold med en udsparet, temmelig bred portåbning, og den ses den dag i dag. Frankerne kom i morgengryet til kirken St. Germain. Her påhørte de messen og deltog i altergangen. Da de red derfra, så de skibene ved flodbredden og dacerne inde bag volden, og frankerne trængte nu ind bag den gennem den enlige brede portåbning. Dacerne lå rundt omkring derinde på lejrpladsen og dækkede sig nu bag skjoldene. Ragnolds bannerfører, Rotland, brød med hærens fortrop voldsomt ind over dem gennem den brede port og begyndte at kæmpe mod dem. Men dacerne sprang op og dræbte ham og hans følgesvende på stedet. Da Ragnold og Alstignus med de andre grever indså, at de alle var faldet der, vendte de ryg og begav sig på hastig flugt. Da forfølgerne vendte tilbage, kaldte Rollo dem sammen og sagde: ”Hvad ondt har vi bedrevet mod frankerne? Hvorfor angreb de os?” De gav selv anledning til den skete skade, bærer skylden for angreb i stedet for forsvar; deres hu stod til drab, ikke til forsvar. Det onde, vi her har tilføjet dem, vil vi på grund af deres fornærmelige handlinger føre helt til ende. Velan! Lad os indtage deres lejre og byer. Lad os øve gengæld for deres krænkelser og de mange stedfundne ulykker.” Da Rollo, deres fører, livede dem op med sådanne ord, forlod de jordborgen af sted i god fart og overrumplede Meulans borgere. De dræbte dets anførere, ødelagde snart byen og hærgede hele provinsen.

15. Men grev Ragnold, som havde samlet en hær større end den første, forsøgte igen at angribe dem. Normannerne klemte sig imidlertid sammen i tæt opstilling, for det skulle se ud til, at de kun var fåtallige. Uvidende om den skæbne, der ventede ham, begyndte Ragnold straks slag. Men dacerne brød i sluttet fylking gennem Ragnolds opstilling op fældede mange med hårde hug. Da Ragnold så sine folk vige, flygtede han i hastigt ridt. En seinefisker, der holdt med Rollo, løb Ragnold i møde, gennemborede ham med et spyd og dræbte ham. Da Ragnolds mænd så, at deres herre var død, vendte de sig til flugt og lod hestene strække ud . Rollo forfulgte dem nu, dræbte mange og førte også mange bort til skibene som fanger. Herefter kaldte han sine tro folk sammen og sagde: ”Nuvel, lad os da sejle til Paris nu og igen hilse på de borgere, der rendte fra slagene.” Normannerne løste da fortøjningerne fra bredden ved Meulan, sluttede Paris inde i belejring og sendte byttet fra provinsen til brug under belejringen.

[Rollo belejrer Paris. Hærger Bayeux-området, ødelægger Bayeux ”i bund og grund”. Gifter sig med Popa og får sønnen Vilhelm. Hærger Evreux. Undsætter vennen kong Alstemus i England. Han returnerer derefter til Franken, deler sin hær i tre, der drager ud på hhv. Seinen, Loire og Gironde, hvor de plyndrer og hærger, mens han selv fortsætter belejringen af Paris. Indgår tre måneders våbenstilstand med frankerne, der forstærkes af burgundere. Rollo bliver vred og begynder ”med grumme angreb at hærge og hjemsøge provinserne og at tilintetgøre folket” i Burgund, Saône, Sens, Étampes, Villemeux. En stor skare utrænede frankiske bønder forsøger et angreb, der ender i et ”stort blodbad”, fordi Rollos folk ”huggede dem næsten alle til udslettelse grumt ned”. Derefter det berømte slag om Chartres (20. juli 911). Rollo må flygte]

24. [Nogle af Rollos folk er flygtet op på et bjerg, hvor de bliver angrebet af frankere:]

Ebalus [greve af Poiters] angreb nu de skrækslagne ildestillede normanner på bjergtoppen, men dacerne gjorde modstand med kastespyd. Ebalus svarede dem med andre kastevåben, men dacerne sårede dem med samme våben. Hans mænd prøvede at nå op til bjergtoppen, men Rollos folk kastede dem tilbage, ned til foden af bjerget. Modstanderne bragte nu dækhegn og gærder til, som dacerne havde fremstillet til byens indtagelse, men dacerne tog disse værn fra dem og stillede dem op om sig til beskyttelse. Imens ventede frankerne på stridens afslutning. Da nu Ebalus så, at den indledende kamp ikke havde været heldig for ham, gik ham til Rachard, der havde slået lejr op på sletten. Nu omringede hæren bjerget, for at ingen skulle undslippe. Da dacerne så sig omringede, sagde de til hinanden: ”Hvis vi oplever dagen i morgen, vil vi alle omkomme ved sværdet.” En friser blandt dem sagde til de forsagte: ”Jeg vil give et godt råd for os alle. I den mørke tavse nat skal nogen af os snige os ned fra bjerget og alle vegne mellem teltene blæse i signalhornene. Når nemlig de hører lyden af trompeterne, vil de tro, at det er Rollo, vor høvding, der er kommet, og lammede af skræk vil de flygte bort til alle sider; men vi løber ned ad bjerget, bryder ind over deres hovedlejr, angriber dem voldsomt, baner os vej midt gennem dem, marcherer hurtigt til vores herre og undslipper på den måde dødsfaren.” De svarede: ”Dit råd er godt her, hvor det kniber. Det er nemlig bedre for os at komme i gang, det vil sige: undslippe eller dø, end at blive her, blive taget til fange og udsat for straf af forskellig art.” I begyndelsen af den mørke nat begav da nogle sig ned ad bjerget, og idet de ubemærket slap ind mellem teltene og gik videre frem forbi dem, begyndte de at støde i hornene derinde og fyldte de sovende med rædsel. Også resten af normannerne løb under megen larm og med kraftige slag på skjoldene ned ad bjerget, angreb Ricard og hans teltlejr, hvor alle lå i dybeste søvn. I vild kamp banede de sig da vej gennem hæren, slog i hastig march og i frihed ind på Rollos tilbagetogslinie. Imens tumlede frankerhæren skrækslagen omkring i den tro, at Rollo var kommet. I angst under denne sag søgte Ebalus til en valker og skjulte sig længe i hans hus. Da det gryede ad dag, så hæren, at bjerget var tomt for fjender og forfulgte dem til deres opholdssted. Men normannerne slagtede straks en umådelig mængde dyr, de havde ført med sig; de halve af dem flåede de, og af kadaverne rejste de omkring sig en borg. De lagde det ene oven på det andet, vendte de blodige huder udad, for at hestene, når de nærmede sig, skulle blive slået af rædsel, og rytterne lammes af undren. Da de forfølgende franker og burgunder kom til fæstningen og så den hegnet af hestekroppe, okser, æsler, geder og får med det blodige skind vendt udad, sagde de til hinanden: ”Hvem vil angribe dem? Lad den, der vil miste livet, rykke frem mod kødborgen.” Med disse ord gik de tilbage til deres fæller og dacerne til deres brødre på skibene. Da Rollo så sine krigere, sagde han fornøjet til dem: ”I sejge og våbenduelige karle, hvordan slap I fra knubsene?” Så fortalte de Rollo alt det, der var sket. Hævntørstende begyndte nu Rollo at hærge hele landet, ødelægge det og fare over det med ild. Alle krævede nu landefred; livsmodet var forsvundet; landet gik til grunde, og kirkerne stod tomme.

[Franken er i knæ, og kongen presses af sit folk for at indgå fred med danerne. Rollo går med til fred mod at få kong Karls datter, samt Normandiet (fra Floden Epte i Øst og til havet i Vest) og Bretagne. Han døbes år 912 under navnet Robert og går i gang med at genopbygge landet – kirker, klostre, forsvarsanlæg. Fem år før sin død overdrager han magten til sin søn, Vilhelm I. Han dør formentligt 932]

Dudo: Normandiets historie under de første hertuger [org.: De moribus et actis primorum Normanniæ Ducum], oversat og kommenteret af Erling Albrectsen, Odense Universitetsforlag 1979 s. 33-69. Venligst indsendt af Peter Lindskov Andersen.