Dudo af St. Quentin: Om folkeskikke, baggrunden for normannernes plyndringsrejser og danernes oprindelse (ca. 1015)

[Dudo beretter i den første del af sit værk om de germanske folkeslags oprindelse og vandringer, der var forårsaget af ”utalligt afkom” som følge af ”overdrevent vellevned” og ”forargeligt samliv med mange kvinder”. Denne befolkningstilvækst førte til strid og udstødelse af de overskydende mænd, hvad der bl.a. – som beskrevet i de følgende afsnit – førte unge danerkrigere under ledelse af høvdingen Hasting (hvis historie Dudo vier første del af sit værk til) til Normandiet]

2. For et heldigt udfald af deres uddrivelse og bortgang ofrede de i øvrigt til deres gud, Thor, og det ikke med større eller mindre stykke kvæg elle vingudens og korngudindens gaver, men de ofrede menneskeblod, idet de regnede det for det mest værdifulde af alle ofre. Efter lodtrækning blev de derfor så af en orakelpræst grumt slået for panden med et okseåg. Efter at hver enkelts hjerne var knust med et eneste slag, udtoges en efter lod og bredtes ud på jorden, og de blålige hjertefibre, årene, blev nøje undersøgt. Med offerets blod bestrøg de efter folkeskikken deres hoved, hejsede hurtigt skibsejlene for vinden, idet de på den måde mente at forsone guderne, og trak af al magt i årerne. Hvis derimod efter anden lodtrækning de drog ud som ryttere, så løftede de krigsbannere højt i kamplyst, og flyende fra deres land stod nu deres hu til et dødbringende fremstød mod folkene. Nu lever de borte fra fædrene for at støde kraftigt frem mod konger. De sendes fattige hjemmefra, for at de hos fremmede kan handle sig gods til. Deres jordlodder tages fra dem, for at de i ro kan slå sig ned i det fremmede. De skilles fra deres landsmænd for at glæde sig ved fremmedes ejendom. De lades i stikken af fædrene for måske aldrig mere at genses af mødrene. Ynglingenes sind hærdes til folkenes fordærv. Fædrelandet fries ved udstødelse af sine indbyggere. Alle lande lider og bryder ynkeligt sammen under den talsstærke fjende. De hærger overalt, hvor man stiller sig imod dem. De sejler nær ind til havkysterne for at sikre sig bytte på land. Hvad de raner fra det ene rige, fører de til det andet. De søger imidlertid fred i havne for at opnå vinding ved at bytte røvede varer.

3. Nu kalder dacerne sig danaer eller daner og berømmer sig af at nedstamme fra Antenor, han, som engang efter at have hærget landet om Troja slap bort midt blandt achiverne og nåede frem til Illyriens grænser med sine folk. Og disse dacer, som efter en nedarvet beretning engang var blevet jaget hjemmefra, strømmede nu under deres fører, Angstinus [= den berømte vikingehøvding Hasting], med vildskab til Franciens fjerneste landskaber.

Dudo: Normandiets historie under de første hertuger [org.: De moribus et actis primorum Normanniæ Ducum], oversat og kommenteret af Erling Albrectsen, Odense Universitetsforlag 1979 s. 24-25. Venligst indsendt af Peter Lindskov Andersen

Erling Albrectsen bemærker, at Dudo her som følge af middelalderens mangelfulde geografi blander daci, danai og dani, hvorfor Antenor, der iflg. Vergils Æneide undslap grækerne til Illyrien, nær Dacien (nuv. Rumænien), pludselig dukker op i fortællingen som forhistorie til danskernes hærgen i Franken.