Fra Bjovulf-kvadet (700-tallet)
[oldengelsk version]
Optakt:
Ja, vi har spurgt til spyd-daner før,
folkekongers fylde i fortidens dage,
hvordan heltene hentede hæder i kampen!
Skjold Skefing bemægtigede sig mjødsæder nok
fra fjenders mængder, fra mange stammer,
indgød frygt, siden først han blev opdaget
lille og ene; alt fik han trøst for,
han voksede under himlen og vandt sig ære,
indtil alle de folk, som fandtes omkring ham,
over hvalens vej måtte være ham lydig,
give ham skat; han var en god konge!
En søn blev født ham siden hen,
ung i gårde, som Gud sendte
til trøst for folket; Gud følte den kval,
de forinden havde levet i, uden leder
i år og dag; for det gav Livsfyrsten,
Herlighedens Hersker, ham hæder i verden;
Beov var berømt, hans ry trængte ud,
Skjolds arving, overalt i danerriget.
Det er sådan den unge skal opnå ved godhed,
ved fornemme gaver i farens eje,
at venner engang vil stå vagt omkring ham
i alderens år, når ufreden kommer,
og hjælpe deres herre; ved handlingers pris
skal mennesket virke i ethvert folk.
[...]
[I.64] Da fik Roar dådlykke skænket,
hæder i felten, så hans frænder og venner
adlød ham ivrigt, og den unge hird
blev en fornem flok. Han fik så den tanke,
at han ville befale sine folk at bygge
en hal at mødes i, et mjødhus der var større,
end menneskers børn kunne mindes at have hørt om,
og uddele alt derindefra
til unge og gamle, som Gud havde undt ham,
blot ikke fælles land og folks liv.
Viden om ved jeg, at hvervet blev givet
mangen en stamme på menneskets jord,
at rejse en pragtbolig. I rette tid,
i en fart syntes folk, stod den færdig og rede,
den herligste hal; Heorot kaldet
af ham, hvis ord rakte ud og fandt genklang.
[...]
[II.115] Så sneg han [uhyret Grendel] sig nær, da natten kom,
for at søge det høje hus, hvor ring-daner
var flyttet ind, oven på festøllet.
Han fandt derinde et følge af helte,
som sov efter salgildet; sorg var den ukendt,
menneskers elendighed. Den lykkesløse skabning,
ond og ædesyg, var over dem hurtigt,
vild og rasende rev han fra lejet
tredive svende; så forsvandt han igen
opblæst af fangsten for at tage hjemad
med sin favnfuld af faldne og finde sin bolig.
[...]
[II.149] Sådan blev det klart
for menneskers børn, mærkbart og åbent,
med gråd gennem sange, at Grendel stedse
kæmpede mod Roar, bar på rædselsfyldt fjendskab,
år efter år, ondskab og voldsdåd,
evig strid; han ville ingen fred
med nogen i danernes dådrige skare,
ikke bortfjerne livsondet, bøde med gods,
nej, ingen i rådet skulle regne med håb
om strålende bod af banemandshænder.
[...]
[III.237] "Hvem er I, som er kommet kampklædte her,
skærmet af brynjer, med skibet det høje
sejlende hen over havets vej,
over bølgerne til landet? Længe har jeg været
vogter af grænsen, holdt vagt ved havet,
for ingen fjende skulle anrette skade
i danernes land med en ledingsflåde.
Til os er ingen mere åbenlyst kommet
blandt skjoldes løftere, og løsenet som gælder
for krigeres adgang har I ikke parat,
stammefrænders stadfæstelse. En større på jorden
har jeg aldrig set end den ene af jer,
en halmand i hærtøj; en helt uden lige
med skinnende våben, hvis hans skønhed ikke lyver,
hans dejlige ydre. Derfor vil jeg omgående
vide jeres herkomst, før I vandrer af sted
og som lyssky spioner når længere ind
i danernes land. I som lever i det fjerne
og besejler havet, hør nu min enkle
og klare mening: det er klogest I snarest
tilkendegiver, hvor I kommer fra!"
[...]
[IV.267] Vi er venligt sindede søgt hertil
for at møde din herre, Halvdans søn,
folkets beskærmer; skænk os dine råd!
Vi bærer på vigtigt bud til den mægtige
drot over daner.
[...]
[V.343] Bjovulf er mit navn.
Jeg vil henvende mig til Halvdans søn,
den berømte høvding, om min rejses hensigt,
din egen herre, om han vil forunde os,
at vi må møde den mægtige selv."
Vulfgar talte - han var vendelbofyrste,
hans værdige væsen var værdsat af mange,
hans heltemod og visdom: "Jeg skal høre ad
hos danernes herre, herskeren over skjoldunger,
ringenes deler, om det du beder om,
den berømte høvding, om din rejses mål,
og så vil jeg skyndsomst skikke dig svaret,
som den gode finder for godt at skænke mig."
Rask han gik hen, hvor Roar sad
gammel og grånet med gruppen af hirdmænd;
den stærke gik, til han stod ved hans skuldre,
danernes konges; han kunne sin hirdskik.
Vulfgar talte til sin ven og herre:
"Der er båret gæster på bølgen herover,
kommet fra det fjerne, folk fra gøterland;
heltene nævner den højeststående
Bjovulf ved navn.
[...]
[VI.381] Den hellige Gud
har sendt ham til os i sin særlige nåde,
til vestdanerfolket, det ved jeg bestemt.
mod Grendels rædsel. Jeg vil række den gode
vennegaver for hans vovemod.
Skynd dig tilbage, byd dem ind
at skue den samlede skare af frænder;
lad dem også vide, de er velkommen her
i danernes folk. - Da gik han frem til døren,
den navnkundige helt forkyndte fra hallen:
"Min sejrrige herre sender jer bud,
kongen over østdaner, at han kender jeres byrd,
og I som er båret af bølgende vover
og sindets forvovenhed er velkommen hos os.
[...]
[VI.409] Ulykken med Grendel
blev fortalt mig uden omsvøb i mit eget hjemland;
de søfarende siger, at salen står hen,
den herligste hal for en helt at bo i,
øde og ubrugelig, når aftenlyset
hentes væk fra himmelhvælvet.
Så gav mine landsmænd mig gode råd,
de fornemste blandt dem, folk med visdom,
at jeg skulle drage til dig, kong Roar,
fordi de kendte min kraft og styrke.
[...]
[VI.426] Jeg vil nu bede dig,
strålende daners styrer og herre,
skjoldungedrot, om dette ene,
at du ikke forholder mig, hærfolks beskytter,
højsindede folkekonge, her hvor jeg med min hird,
denne raske flok, må rense Heorot.
[...]
[VII.459] Din far gav stødet til en fejde af de største:
han rakte hånden til Hadulafs bane
i vylfingers land; vejrgøterslægten
kunne nu ikke beholde ham af angst for krig.
Han søgte derfra til syddanerfolket
over bølgernes hvælv, til de vældige skjoldunger;
jeg var dengang blevet konge over danernes stamme
og værnede med min ungdom det vidtstrakte rige,
heltenes guldborg.
[...]
[VII.489] Sæt dig nu til bordet og sig dine tanker
om sejrsry for salfolk, som sindet byder dig! -
Så blev der åbnet en ølbænk i salen
for gøterheltenes hele forsamling;
her gik de hústærke hen for at sidde,
de magtberømte. En mand gik til hånde,
han bar i hånden det båndsmykte ølkar,
skænkede livsglans. Skjalden faldt ind
så lyst i Heorot. Der var heltelykke
og en del der duede af daner og gøter.
[...]
[IX.590] Det siger jeg dig med sandhed, søn af Eglaf,
at Grendel, den hæslige hærger, havde aldrig
øvet så meget ondt mod din høvding,
hærværk i Heorot, om din holdning og kampgejst
var af samme sejhed, som du selv vil påstå;
nej, han har indset, han ikke skal frygte
meget for fejde, forfærdelig sværdstorm
fra jeres side, sejrsskjoldunger;
han skaffer sig skat, skåner ingen
af danerfolket, men dyrker sin lyst,
lammer og udsletter uden at vente på
spyd-danernærkamp. Men nu skal jeg sporenstrengs
stille ham gøters styrke for øje,
dådssind i dysten. Lad den, som da kan det,
gå modig til mjøden, når morgenlyset
blandt menneskers afkom på andendagen,
solen i luepagt lyser fra syd! -
Da blev skattenes skænker glad,
gråsprængt og stridsmærket; han stolede på hjælpen,
pragtdaners fyrste; folkets hyrde
hørte, at Bjovulfs hensigt lå fast.
Der var heltelatter, lyden gav genklang,
ordene fik vellyd, Vealteov trådte frem,
Roars hustru, hoftonevant,
hilste guldprydet hallens mænd,
og nu frembød den højbårne frue sit bæger,
først til østdanerfolkets hersker,
bad ham føle fryd ved gildet,
godhed mod mændene.
[...]
[IX.642] Så blev der atter, inde i hallen,
talt fyndige ord, der var folkeglæde,
støj som fra sejrsfolk, til stunden var inde,
hvor Halvdans søn ville søge bort
til sin aftenhvile; han vidste den onde
var opsat på hadtogt mod højborgsalen,
fra de kunne skimte skæret fra solen,
til natten nåede ned over alle,
og mørkeskabte skygger kom snigende,
skumle bag sky. Hele skaren rejste sig.
Den ene tog afsked med den anden nu,
Roar med Bjovulf, og bad ham medgang,
hold på sin vinhal, og videre sagde han:
"Aldrig før har jeg overladt nogen,
siden min hånd kunne holde skjoldet,
danernes pragthus, uden dig i aften.
Hold det nu, byd i det bedste af huse,
husk dit ry, røb din styrke,
vogt på den arge! Intet skal du mangle
af kært, om du kæmper kampen og lever."
[...]
[X.688] Den kampstærke lagde sig, kindpuden mødte
krigerens ansigt, og omkring ham gik mangen
rask sømand til ro i hallen.
Ingen tænkte, han atter skulle
forlade den og gense sit gode hjemland,
folk og befæstning, hvor han fostredes som barn;
de erfarede jo, morderdøden før havde taget
alt for mange i menneskers vinhal,
danernes folk.
[...]
[XI.765] Det var en begrædelig tur
skadevolderen vandrede til Heorot!
Hirdsalen dirrede; for danernes skare,
byens indbyggere, alle de tapre
folk, var der rædsel.
[...]
[XI.782] Larmen rejste sig,
helt ubegribelig; en hæslig gru
fyldte enhver i flokken af norddaner,
de som fra ydervolden opfangede skrig,
hørte gudsfornægteren gale sin skræksang,
sin nederlagshymne, hyle over sine sår,
helvedsfangen.
[...]
[XII.823] For alle daner
var der efter kampstormen kommet lykke.
Nu havde han renset Roars sal,
han som kom fra det fjerne, klog og tapper,
sat værn imod nid. Det natværk var han glad for,
heltegerninger. Gøternes høvding
havde indfriet eden til østdanerfolket,
desuden bragt lindring for al forpinthed,
den forfærdelige kval, som de før havde lidt
og var bundet til at bære i bitter nød,
en anselig sorg.
[...]
[XIX.1279] Nu kom hun til Heorot, hvor en halfuld af ring-daner
lå og sov. Så kom der hurtigt omslag for krigerne, da hun krøb derind,
Grendels mor.
[...]
[XX.1321] Roar, beskytter af skjoldunger talte:
"Spørg ikke til livslyst! Lidelsen er fornyet
for alle daner. Æsker er død,
Yrmenlafes ældre bror,
min fortrolige ven og vise rådgiver,
min fælle.
[...]
[XXI.1417] Alle daner,
skjoldungevenner, skar det i hjertet,
mangen en mand, at måtte bære det -
en sorg for hver kriger - så såre de fandt
Æskers hoved ude på brinken.
[...]
[XXIII.1572] Han så efter i rummet;
gik så hen langs hulevæggen, hævede våbnet
med det hårde fæste, Hygelaks kriger,
optændt og énsporet - den var ikke dum,
æggen for helten, for han agtede hurtigt
at modregne Grendel de mange stormløb,
som han havde vendt mod vestdanerfolket
meget oftere end den ene gang,
hvor han ombragte Roars arnefæller,
mens de lå og sov, i søvnen åd han
af danerfolket femten mand,
og femten andre bar han ud derfra
som sit lede bytte.
[...]
[XXIV.1666] Da brændte kampsværdet,
det velsmykkede våben, men vædsken sprang,
den hedeste hugsved. Hæftet tog jeg med
fra fjendehulen; jeg hævnede udåd,
daners haldød, helt som man burde.
Nu forsikrer jeg dig, at du kan sove
sorgløs i Heorot med hirdmænd omkring dig,
og hver en hærmand fra hele dit folk,
de unge og de ældre, nær ingen frygt for dem,
du skjoldungers høvding, for skyggeangreb,
menneskemord, som du måtte det før. -
Da blev gyldenskæftet givet i hånden
på den gamle mand og grånede kriger,
kæmpernes oldværk; det endte hos ham
efter djævelens dødsfald, danernes fyrste,
smedens underværk.
[...]
[XXIV.1703] Din hæder er ført
over dal og banke, Bjovulf, min ven,
gennem alle folk. Du indfrir støt
din formåen med sjælskløgt. Jeg vil møde dig i venskab,
som vi før har talt om. Du skal følges med glæde,
en årelang fryd for dit eget folk.
Helte til hjælp.
Hermod var anderledes
for Egvelas æt, ære-skjoldungerne;
han blev ikke til vækst men til valplads for dem
og til drab og død for danerfolket;
han fældede fuld af fjendskab sine fæller ved bordet,
de inderste i omgang, til han ene gik bort,
den herlige høvding, fra halfællesskabet,
skønt den mægtige Gud havde givet ham lykke,
løftet ham op over alle andre
i evne og kræfter. Men ind i hans bryst
krøb den blodsultne ånd; han gav ingen ringe
til danerhæder; henlevede glædesløs,
til han nødtes mod dybet i nødstimers dødskamp,
langsom landesorg. Tag ved lære af det,
handl menneskeligt! Det er mig der har sagt dig det,
en mand der kan mindes.
[...]
[XXV.1769] Selv herskede jeg under himlen et halvthundred år
over ring-daners verden og værnede dem i kamp
mod et utal af stammer ud over jorden
med od og med æg, så jeg ingen så
under himlens hvælv, som valgte mit fjendskab.
Men ak, hvor forandret til min ejendom blev
fra glæde til gru, da Grendel kom.
[...]
[XXV.1813] Og så var krigerne klar til rejsen,
duelige, dådklædte; danernes yndling,
helten gik til højsædet, hvor høvdingen sad,
den raske hærmand hilste Roar.
[...]
[XXVI.1853] Jo længere der går,
jo mer holder jeg af dig som menneske, Bjovulf.
Du har bevirket, at vore folk,
daner med spyd og dem fra gøterland,
vil holde freden og henlægge striden,
fordømmelig dåd, som de døjede før,
og mens stadig jeg styrer det store rige,
skal vennegaver vandre og hver mand gavmildt
hilse sin ven over havfuglebadet.
[...]
[XXVII.1896] Dér lå det i sandet med sødrejet bug,
ringstævnefartøjet, fyldt med kampklær,
heste og skatte; skibsmasten rejste sig
rank over Roars rige gaver.
Han skænkede skibets beskytter et sværd,
guldforsiret, så han siden med pryden
fyldte på folkenes mjødbænk,
med arvegaven. Så gik han ombord
for at kløve dybet, sagde Danmark farvel
[...]
Af Bjovulf-kvadet. Overs. fra oldengelsk Andreas Haarder Sangen om Bjovulf. Kbh. 1984
Heorot: identificeres ofte med Lejre
Hygelak: her gøternes konge
|
