Adam af Bremen: Beskrivelse af Nordens øer (omkr. 1075)
Danernes land er næsten helt og holdent udstykket i øer. Den første del af Danmark, som hedder Jylland, strækker sig fra Ejderen i længderetning mod nord og måler 3 dagsrejser, hvis man drejer af til Fyn; men hvis man tilbagelægger vejen fra Slesvig til Ålborg i lige linje, så har man 5 eller 7 dagsrejser. Det er Kejser Ottos Vej lige op til Vendsyssel og det yderste hav. Jyllands bredde er temmelig stor ved Ejderen, men derfra indsnævres det lidt efter lidt ligesom en tunge til den spids, der hedder Vendsyssel; dér ender Jylland. Derfra er den korteste overfart til Norge. Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog endnu mere skrækindjagende end andre egne, og det skys til lands på grund af manglen på afgrøde, til vands på grund af sørøvernes angreb. Det befindes knap dyrket på noget sted og er knap egnet til menneskelig bosættelse. Hvor derimod havarme skærer sig ind dér rummer det meget store byer. [...]
Fyn er en ikke uanselig ø, og den ligger i indløbet til det barbariske hav bag den ø, der hedder Vendsyssel. Den støder op til den landsdel, der hedder Jylland, og der er fra Jylland i enhver retning en meget kort overfart til den; dér ligger der en stor by, Odense, og i en kreds udenom ligger der små øer, alle rige på afgrøde. Det er værd at lægge mærke til, at hvis man drager gennem Jylland til Fyn, har man den lige vej mod nord, men hvis man derimod gennem Fyn drager over til Sjælland, har man øst lige i ansigtet. Der er to overfarter til Sjælland, den ene fra Fyn og den anden fra Århus; de er begge af samme længde. Havet er af naturen stormfuldt og rummer en dobbelt fare, idet man næppe undgår at falde i hænderne på sørøvere, selv om man har gunstig vind.
Sjælland er en ø af meget stor udstrækning i det indre af den baltiske havbugt. Den er vidt berømt såvel for sine tapre indbyggere som for sin rige afgrøde og har en længde af 2 dagsrejser, mens bredden er omtrent lige så stor. Den største by er Roskilde, danernes kongesæde. Denne ø ligger i lige stor afstand fra Fyn og Skåne, og overfarten tager en nat; mod vest har den Jylland, byen Århus, Ålborg og Vendsyssel, mod nord, hvor den er øde, Norgeshavet, men mod syd den førnævnte ø Fyn og det slaviske hav; mod øst vender den mod Skånes forbjerg, hvor byen Lund ligger. [...]
Danerne har meget både i deres love og skikke, som strider mod ret og billighed; men det har ikke forekommet mig formålstjenligt at omtale andet deraf end det, at kvinderne straks bliver solgt, hvis de har bedrevet utugt; men hvis mændene bliver anklaget for majestætsforbrydelse eller grebet i en anden forbrydelse, vil de hellere halshugges end piskes. Der findes dér ikke nogen anden straf end økse og trældom, og selv når en er domsfældt, gælder det for en hæder at være glad; thi tårer, klage og de andre angerstegn, som vi regner for gavnlige, afskyr danerne i den grad, at det ikke engang er nogen tilladt at græde for sine synder eller for sine kære afdøde.
Af afsnit i De Hamburgske Ærkebispers Historie og Nordens Beskrivelse, ca. 1075, overs. af Carsten L. Henrichsen, 1930. Genoptr. DIH Kildebind s. 123.
|