Adam Wagner: Tale ved den Sønderjyske Sten (2002)

Ja, her står vi så ved den Slesvigske Sten – eller den Sønderjyske Sten, som jeg foretrækker at kalde den. Mange går nok forbi uden at ænse den, mens andre måske stopper op og studser over indskriften: "Intet Danmark uden Slesvig – Intet Slesvig uden Danmark." Det er jo et meget godt slagord, men hvad siger det egentlig?

Ja, stenen er jo rejst mens Sønderjylland – eller Slesvig, som det tiest kaldtes dengang – var skilt fra Danmark. Og stenens omtale af to besøg i København foretaget af danske sønderjyder viser, at det, der menes med Slesvig, netop er det danske Slesvig eller Sønderjylland. Efter tysk opfattelse er Slesvig heller intet alene, men er kun en del af Slesvig-Holsten, mens den danske opfattelse jo gennemgående har været, at de to netop er væsensforskellige – det ene dansk og det andet tysk – og helst bør adskilles.

Stenen skulle da minde os danske i kongeriget om vor forpligtelse over for de danske sønderjyder og det tabte land. Men der er jo ikke blot tale om en pligt; nej, det hævdes ligefrem, at der intet Danmark kan være uden Sønderjylland. Dette kan naturligvis forstås helt konkret: Groft sagt har Sønderjylland gennem historien været et slags nationalt barometer. Hvis danskheden stod svagt i Sønderjylland, eller hvis landet var på fremmede hænder, var Danmark i det hele taget svagt eller endog truet på sin eksistens. Sortest så det måske ud, da hele riget – efter at Sønderjylland lykkeligt, men kortvarigt, efter Treårskrigen havde været tæt knyttet til Danmark – da hele riget efter 1864 pga. tabet af Sønderjylland måtte frygte for sin fortsatte eksistens.

Jeg ser dog også dette – "Intet Danmark uden Slesvig" – som en i videre forstand manende sandhed. Endnu mens Sønderjylland var under fremmed åg, var der kredse i Danmark – bl.a. omkring dagbladet Politiken – der ikke ængstedes for Sønderjyllands skæbne og ej heller nærede ønske om, at få det tabte land tilbage. For dem var det vigtige ikke Danmark eller danskheden, og derfor kunne de leve med tabet af en del af riget, og derfor kunne de stiltiende se til, mens deres landsmænd i Sønderjylland blev tvunget til at leve som tyske. Den, der derimod vedkender sig danskhedens kerne, som er viljen til at opretholde Danmark og alt, hvad der er dansk, kan aldrig acceptere at miste dele heraf. Den, der kan trække på skuldrene af tabet af een del af Danmark, kan vel også trække på skuldrene af tabet af hele Danmark. Den, der derimod aldrig vil opgive Danmark, vil heller ikke kunne opgive den mindste del deraf. Den, der kan acceptere tabet af Sønderjylland, kan også acceptere tabet af Bornholm eller Fyn, mens den, der ikke kan acceptere tabet af disse, nødvendigvis også med kraft må kæmpe mod tabet af Sønderjylland.

Nu fik vi jo gudskelov atter den nordlige del af Sønderjylland tilbage efter afstemningen i 1920; men den sydlige del forblev på tyske hænder. Mange har affundet sig med dette. Jeg kan ikke, for jeg vil aldrig opgive den mindste del af mit fædreland. Dette betyder naturligvis ikke, at det tabte omgående bør tvinges tilbage, for befolkningsflertallet er jo desværre tysk sindet. Men det betyder, at jeg – og sådan har Dansk Samling det jo – aldrig affinder mig med tabet eller slår mig til tåls med det. Jeg lever i det håb, at også den sidste del af Sønderjylland en dag atter vender hjem; for jeg vil ikke affinde mig med, at vi danske giver afkald på, hvad der er vort. Trækker vi først på skuldrene ad tabet af en del af Danmark, og lader vi først hånt om den danske folkedel syd for grænsen, er der ikke langt til at trække på skuldrene, når muhamedanere på Nørrebro kræver bydelen renset for "vantro" danske, eller til at trække på skuldrene hvis Danmark som helhed skulle blive reduceret til en valgkreds i den Europæiske Union. Intet af Danmark må vi afstå, og vi må aldrig slå os til tåls med en sådan afståelse. Gør vi det, har vi opgivet Danmark. Derfor: "Intet Danmark uden Slesvig".

Og så: "Intet Slesvig uden Danmark". Ja, for er Slesvig ikke knyttet til Danmark, er det blot en del af Schleswig-Holstein – og så er det ikke det danske Slesvig eller Sønderjylland, men blot endnu et stykke Tyskland. Det danske i Sønderjylland kan kun leve og forblive dansk – også i sin udlændighed – hvis der er et Danmark at knytte sig til. Et folk lever kun sin folkelighed frit og utvungent, hvis det lever i frihed. Det er i Danmark, det danske liv leves utvungent og selvfølgeligt, og det er af denne levende danskhed, den tabte del af Sønderjylland må suge sin næring, skal det bevare sin egen danskhed. Danmarks frihed og danskhed er grundlaget for, at den danske folkedel syd for grænsen overhovedet kan overleve. Det danske mindretal burde altså – som det danske folk i dets helhed – have interesse i Danmarks fortsatte eksistens som et frit og dansk land. Og mindretallet må knytte sig til Danmark som dets fædreland. Gør man ikke dette, og opgiver man syd for grænsen genforeningshåbet, står danskheden i fare for at miste sin rodfæstethed og blive abstrakt og ideologisk. Så er det, man desværre af og til kan høre danske politikere fra mindretallet definere danskheden som en politisk retning eller en ideologi og eksempelvis sige, at det at være dansk er at være åben eller tolerant eller besidde en eller anden politisk-moralsk kvalitet. I værste fald kan selvopfattelsen glide væk fra det at være dansk og hen imod det at være en minoritet. Jeg har fx i indvandringsdebatten hørt enkelte politikere fra SSV identificere sig med de etniske minoriteter i Danmark i stedet for at identificere sig med deres danske landsmænd, hvilket ellers ville være naturligt. Således står det danske Sønderjylland syd for grænsen i fare for at tabe sig selv, hvis en sådan indstilling vinder yderligere udbredelse, og hvis man reducerer sig til en politisk-etnisk minoritet i stedet for at kende sig som en del af det danske folk, der i kraft af landsdelens skæbne er afskåret fra deltagelse i det selvfølgelige danske folkeliv og derfor aktivt og til stadighed må holde fast ved dette og ved det frie Danmark. Derfor: "Intet Slesvig uden Danmark".

Tale holdt ved Dansk Samlings årlige udflugt til Sønderjyske sten i Dyrehaven. Bragt i Nyt fra Dansk Samling 58. årg. nr. 4 2002 samt som kronik i Flensborg Avis 23/4 ’03.