Jens Rosendal: Danmarks Trøst (2000)

Trængt og småt, men dog med ynde
og med håbets ydmyghed,
lever i os dybest inde
troen på den kærlighed,
som vort bundne liv forløser
og i hjertesprog udløser
den forklarelse, vi ved.

Skærmet af de gamle sange,
skjult i bønnens dybe ord,
lever endnu tusind gange,
det, vi dybest vil og tror,
glimter her og der i tiden,
samler sig tilsidst i striden
og forløser folk og jord.

Sat her i forvirringstiden,
sprækker kun til paradis.
Så dog før og ser det siden,
hovmod kræver selv sin pris,
men som glimt af kærligheden
rammer strålerne fra Eden,
synger som på englevis.

Frygt kun ikke, græd af glæde.
Din forløsning stunder til.
Magtens glatte herresæde
vælter, når Vorherre vil,
og i grus og gråd begynder
værket, hvorom engle synger,
af Guds godhed er vi til.

Ja, i alle folkestemmer
gemmer sig Guds skaberord,
som stenhjertet selv fornemmer,
hvor vi bygger, hvor vi bor.
Mellem tidsler, under tørken
vokser midt i tidens ørken
livets grønne tro på jord.

Modersmålets varme kalden
vækker hver forfrossen sjæl,
hvisker ordet, rammer skjalden,
træder slangen under hæl.
Synger højt, mens tårer falder
ung og smuk på trods af alder
ænser ingen milepæl.

Lad det kalde, lad det tale,
røre hjertets dybe lag,
vække mennesker af dvale,
vise det igen er dag.
Rejse os til tro og glæde,
være virkelig til stede,
lægge tvivlens nætter bag.

Hvad vi misted, hvad vi taber,
hvad vi troede var dødt,
levende gudsordet skaber,
sandt og stort og nært og blødt,
synger med hver folkestemme,
springer ud, hvor du har hjemme,
rejser livet, igenfødt.

Januar 2000. Trykt i Nyt fra Dansk Samling nr. 1 2000