Per Stig Møller: Om Kaj Munk

I 70’erne bortdømte man alle ikke-socialistiske forfatterskaber på grund af deres småborgerlige eller ligefrem fascistiske tankebaner. Gelsted, Hans Kirk, Hans Scherfig, læser man derimod intet om, at de "i uheldig grad" var påvirket af kommunistisk tankegang og kom til at støtte den stærke mand, Stalin. Skønt disse tog fejl ved at forsvare Moskvaprocesserne, og Munk tog fejl ved at forsvare De lange knives Nat, rammer dommen over fejltagelsen kun Munk. Og selvom de til deres død forsvarede stalinismen og kommunismen, hørte de ikke et ondt ord herom, hvorimod Kaj Munks forsvar for Hitler aldrig tilgaves ham, skønt han i modsætning til dem gjorde op med sin fejltagelse og snart fordømte både Hitler og nazismen, hvilket fortrængtes fra hans eftermæle. [...]

At Munk trods sin demokratikritik, sin antiparlamentarisme, sin førerdyrkelse og sin svingende litterære kvalitet igen kalder på en bredere interesse, har således flere årsager. I takt med, at globaliseringen griber om sig, styrkes behovet for at besinde sig på det nationale og nedarvede, på sin egen historie og kultur. Alt mens teknologien breder sine arme ud og kryster alle i den samme amerikanske kulturs favn, skærpes behovet for værdier og for at forstå sin egenart og fastholde sine egne traditioner. Efter kommunismens og Murens fald ligger demokratiet ikke længere i en kamp på liv og død, hvorfor Munks kritik af demokratiet for at svigte ånden til fordel for materialismen igen er blevet tilladt. Efter at etikken er vendt tilbage, har hans insisteren på det personlige ansvar, moralen og religionen fået fornyet betydning og aktualitet. Marxismens krav på underkastelse er væk, og politik er ikke længere alt. Derfor er det atter tilladt at beskæftige sig med forfattere med ’forkerte meninger’. Tiden efterlyser endnu en gang nogle højere, mere åndelige idealer.

Fra Per Stig Møller Munk Gyldendal 2000 s.33, 46. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.