Dronning Margrethe II: Om indvandrerproblematikken før og nu (2005) 

Det lyder meget prætentiøst at sige det, men det gjorde et kæmpe indtryk, da jeg læste i professor P. G. Lindhardts bog Den kunst at prædike. Her siger han, og jeg har også hørt ham selv sige det, at den første, der er tiltalt, er altid taleren selv. Hvis jeg kan sige noget, som jeg selv føler behov for bliver sagt til mig, så har jeg måske også ramt andre.

Det er talen i 1984 om vores holdning til flygtningene i høj grad et eksempel på. Jeg holdt ikke den tale, fordi jeg selv synes, jeg er så glimrende. Jeg holdt den, fordi det var noget, jeg skulle huske mig selv på. Jeg skælder Ikke folk hæder og ære fra, uden at jeg selv er anklaget. […]

Fortrudt den tale? Det har jeg ikke. Den havde jo været igennem Statsministeriet (Poul Schlüter var statsminister), og der mente man godt, det kunne lade sig gøre. Og så holdt jeg den af karsken bælg. Og jeg skal ellers love for, at det var et ordentligt plask, der kom bagefter. Det havde jeg slet ikke ventet.

Men hvis jeg ser på den med dagens briller, er den rablende naiv. Den er holdt i tiden, og ingen kunne vide, hvilken udvikling vi var midt i. Det skulle vise sig, at vi var totalt fremmede over for den kunst at være 'flere slagser'. Man kan sige, at det var et held, at det var på det tidspunkt, jeg fandt på at sige sådan noget. Det var endnu ikke et politisk kontroversielt emne. Blot et par år senere havde jeg aldrig vovet det. Da var emnet blevet politisk. Og jeg skal ikke spændes for nogen politisk vogn.

Fra Annelise Bistrups interviewbog Margrethe, Kbh. 2005 s.139, 141