Dronning Margrethe II: Om frihedskæmperne (2005)

De første dage efter befrielsen var det heltene, frihedskæmperne, dem der havde vovet livet for landet og for Danmarks frihed, der gled ind på lystavlen. Men senere forstod man mere om, hvor knap så heroiske, vi måske havde været. Men man skal altså ikke glemme, at der var mennesker, der i de år gjorde virkelig heltemodige ting. Vi skal ikke glemme den stolthed, vi har følt, da vi først lærte de meget enkle historier at kende, før vi fik alle de gustne overlæg. Man må ikke blive så nøgtern, at man ikke regner med, at der findes helte. Vi andre må leve vores egen grødtilværelse, men det kan være rart at se, at der er mere end det.

I krisetider kommer det værste - og det bedste - frem i mennesker. Det allerværste! Og det allerfineste! Jeg mener, vi lærte, at selv når det ser mest håbløst ud, og selvom nogen siger, at det ikke kan nytte, så kan det nytte. Det var de få, der gik ind i den usynlige hær, men de var der. Historien og historikerne kan undertiden være mest tilbøjelige til at fokusere på det værste. Det har der nok været en tendens til i de seneste år. Det kan give et skævt og forvredet billede. Det er som at fotografere med en trickbetonet belysning. Man får noget nyt frem, men det bliver ikke mere sandt af den grund.

Fra Annelise Bistrups interviewbog Margrethe, Kbh. 2005 s.22