Dronning Margrethe II: Om Christian X og besættelsen (2005)

Min farfars beslutning om, at man blev i landet, fordi situationen var, som den var, den var rigtig her. Lige så rigtigt var det, at kong Haakon og det norske Storting sagde nej og rejste op i landet for at forsøge at tage kampen op. Det var to brødre, og det var to skæbner.

Det er mærkeligt og interessant, men jeg mener, at de begge to havde instinktet på det helt rigtige sted. Kong Haakon gik i eksil i England. Christian den Tiende blev i sit land. Jeg ved ikke, om der har været planer om, at kongefamilien skulle forlade landet, men Kongen blev - han VAR landet - og han blev.

Kong Christian havde måske ikke været den mest folkelige konge, men da han, tror jeg nok, på min mors tilskyndelse kun få dage efter den 9. april igen kunne ses på sin daglige morgenridetur gennem København, blev han et symbol på den tavse modstand mod besættelsesmagten. Og hans 70 års fødselsdag den 26. september udviklede sig jo til en stor national manifestation. En million mennesker var på gaden for at hylde ham.

Han havde ikke spindoktorer til at rådgive sig: "Nu gør vi sådan, og så sker der det og det!" Han gjorde det bare, helt intuitivt. Jeg tror, der ligger noget meget væsentligt her. Det siger noget om, hvad et monarki kan. Det menneske, som bliver konge, eller dronning i et arveligt monarki, er opdraget til det. Han har fået muligheden for at vide, hvad der rører sig i landet, og hvad han skal gøre. Det ligger meget dybt i personen. Min farfar var ganske givet et intuitivt menneske. Han kunne fange de rigtige ord på det rigtige tidspunkt. Så brøsig og så striks han kunne virke, også på sin egen familie - mor undtaget, hende kunne han ikke stå for - så var han også et hjertemenneske.

Fra Annelise Bistrups interviewbog Margrethe, Kbh. 2005 s.15