Dronning Margrethe II: Om baggrunden for 9. april og skammen (2005)

Jeg kan simpelthen ikke forstå mig selv uden de fem år, uden besættelsestiden. Den er et omdrejningspunkt i mit liv. […]

Vi har altid ment i familien, at årsagen [til Margrethes lidt tidlige fødsel] var, at mor simpelthen blev så eddersplintrende rasende, da far tidligt om morgenen den 9. april kom ind til hende og sagde: "Nu er de her! Tyskerne har besat os." Mor satte sig op i sengen og udbrød: "Disse lorte!" Der gik så ikke en uge, før jeg meldte mig. Nu skulle der bare fødes. Hun kunne ikke sidde mere og vente. […]

Min far og min farfar stod jo med alle disse gøremål, da de tidligt om morgenen mødtes med statsminister Stauning, udenrigsminister Munch, forsvarsminister Alsing Andersen og cheferne for hæren og søværnet. […] For en officer af min farfars støbning måtte det, at det var umuligt at kæmpe, være bittert. At vi var kommet i en situation, hvor der ikke var noget at kæmpe med.

Den voldsomme reaktion mod alt, hvad der hed militær, og den skepsis som dansk militær blev omgærdet med i tiden før 2. verdenskrig - nu så man resultatet! Det var en frygtelig morgen for ham - for dem alle sammen. Mor sagde: Vi skammede os sådan!

Men der var heller ingen tvivl. Proklamationen måtte jo underskrives. De kunne se, at der ikke var andet at gøre.

I Norge var situationen en anden. Havde vi intet at gøre godt med, så havde nordmændene i det mindste deres store land og deres fjelde. Og så havde de det lykketræf, at den ene granat fra fæstningen Oskarsborg traf det tyske krigsskib Blücher, der var på vej ind i Oslofjorden, og sænkede det.

Det gav dem lidt mere tid. Og muligheden for at bruge den kampvilje, der var. Og så det store land, som tyskerne skulle erobre. Her hos os kunne de bare rulle ind over grænsen. Ikke engang grave os ned måtte vi - det kunne jo provokere den store nabo. På den generations vegne kan jeg stadig blive meget ophidset. […]

Et eller andet sted forstår man vel godt samarbejdspolitikken. Jeg kan se, at begynder man med A, så må man også fortsætte med B og C. Der er ligesom ikke andre veje. I den situation, vi havde bragt os i den 9. april, kunne man ulykkeligvis hverken gøre til eller fra. Og man vidste, at man havde en gal mand syd for grænsen. Det kunne ikke komme bag på nogen, hvad det handlede om. Men man troede altid, at der var et helle for Danmark. Man kan godt sige, at det først er i de senere år, at vi er kommet os over nederlaget i 1864.

Fra Annelise Bistrups interviewbog Margrethe, Kbh. 2005 s.12-14, 23