Søren Krarup: Hvad er det at være dansk? (2001)

Hvad er det at være dansk?

Det er jo ikke en idé, en ideologi, en anskuelse. At være dansk er at være dansker – dvs. at være barn af Danmarks historie, af det danske sprog, af det danske folks liv og levnedsløb. Det danske finder man ikke selv på. Det fødes man til. Eller det fødes man med, for danskhed er netop et eksistensvilkår, en frugt af fødsel og historie, en tilværelse, der er givet med danskernes liv og færden i dette land igennem tusind år.

At være dansk kan da sammenlignes med at være barn af sine forældre eller af sin slægt. Jeg vælger ikke selv mine forældre. Jeg fødes som deres barn. Jeg vælger ikke selv det sprog, jeg taler som mit modersmål (og modersmål betyder netop moders-mål, min moders sprog), jeg vælger ikke selv mit sted og min tid. Jeg fødes ind i denne sammenhæng til denne tid. At være dansk er for så vidt at være menneske. For det er at være en bestemt eller konkret person i denne konkrete historiske sammenhæng.

Kærlighed til fædrelandet er da ikke en isme, en ideologi, en holdning. Det er noget grundlæggende, som man ikke taler om, endsige dyrker. Det er netop ligesom med ens forældre. Man snakker ikke ustandseligt om kærligheden til sin far og mor – i hvert fald ikke, hvis man er et ordentligt og redeligt menneske. Dem slags gør kun frase- og fidusmagere. Hvad der virkeligt betyder noget for én, det tier man stille med. Det er forudsætningen for det hele, udgangspunktet for ens liv og én selv. Men man snakker ikke op om det.

Ja, først når det er truet, bliver man sig det virkelig bevidst. Sådan er det med kærligheden til sine forældre, og sådan er det med kærligheden til sit land. Hvor ens hjem er truet af ruin, bliver man klar over, hvad det betyder for én. Hvor ens far eller mor bliver dødssyg, forstår man, at man er deres barn. Hvor ens land er truet af udslettelse, vækkes kærligheden til fædrelandet.

Sådan som det gik med danskerne under den tyske besættelse.

For lad os slå fast, at der er to forhold i det 20. århundredes Danmarkshistorie, der er opmuntrende og opbyggelige for en dansker. Det ene er naturligvis sønderjydernes troskab og udholdenhed under det tyske fremmedherredømme. Fra 1864 til 1920 var de danske sønderjyder under tysk magt, et herredømme, der var meget brutalt og meget undertrykkende og som søgte at tvangsfortyske sønderjyderne med alle midler. Men sønderjyderne holdt ud i troskaben mod Danmark, og da Første Verdenskrig var forbi og tyskerne havde lidt nederlag, var der en stor og stærk danskhed i Nordslesvig, som stemte landsdelen hjem. Den største bedrift i Danmarks nyere historie.
Men også forholdene under den tyske besættelse 1940-45 taler sig smukke sprog om danskerne eller det danske folk, for i årene forinden havde tendensen eller den herskende klasses herskende mening handlet om at foragte og reducere danskheden. Det var, ligesom det er i dag. Socialdemokratiet og De Radikale dannede regering og dyrkede en ideologi, der var pacifistisk og kosmopolitisk, og derfor skulle Danmark ikke blot slet ikke forsvares, men det skulle i virkeligheden helst forsvinde i en ny, international verdensorden. Og den tyske besættelse 9. april 1940 var kun den logiske konsekvens, hvor Danmark for første gang i sin lange historie kom fuldstændigt i fjendevold. Den socialdemokratisk-radikale regering ville ikke forsvare Danmarks eksistens og frihed. Og i de første år af den tyske besættelse var regeringen Stauning derfor en lydig skødehund over for Hitlers Tyskland og sagde ja og ja til alt, hvad tyskerne forlangte.

Men i befolkningen vågnende netop kærligheden til fædrelandet. Det begyndte i 1940 med alsang – at befolkningen i store tal mødtes for at synge fædrelandssange sammen – og det fortsatte med en voksende opposition imod besættelsesmagten, endende i den modstandsbevægelse, der greb til våben for at befri Danmark. Modstandsbevægelsen var national. Den ville ikke frelse verden eller forløse menneskeheden, men befri Danmark. Derfor blev dens konsekvenser i efterkrigstiden også et dansk forsvar og et dansk hjemmeværn, hvis program var enkelt: Aldrig mere en 9. april!

Sådan går det med et barn, når dets hjem og forældre er truet af undergang, og sådan reagerer et folk, når dets fædreland er besat af fjenden. Så forstår man, at man er sine forældres barn. Så forstod folket, at det var dansk. Så meldte virkeligheden sig med andre ord – den virkelighed, der handler om, at et menneske svæver ikke abstrakt over kloden og folkeslagene som en verdensborger eller kosmopolit, men at mennesket er en historisk skabning, der som sådan har hjem og nationalitet.

At være dansk er at være sine danske forældres, sit danske folks, sin danske histories barn. Et eksistensvilkår, ikke en idé. En historisk eller arvet virkelighed, ikke en ideologi om Danmark. En sandhed, en nødvendighed – den danske nødvendighed, som Grundtvig kaldte det, fordi et menneske altid hører hjemme i historien, i tiden, i den løbende tid.

*

Men så kommer næste spørgsmål, for hvem siger, at et menneske gør det? Hvor kommer den tale fra, der hævder, at mennesket er historiens og tidens barn ? Hvem siger, at det at være menneske i Danmark er at være dansk?

Man kan jo nemlig bestride det. Man kan sige: Næh, at være menneske er at være verdensborger, at have hjemme i menneskeheden, at være en idés og ikke en histories barn. Det er jo dette, den herskende politiske korrekthed siger i dag. Når Søren Mørch og Uffe Østergaard og Mimi Jacobsen og Poul Nyrup Rasmussen præker en ny verdensorden og kalder Treårskrigen for en borgerkrig og kalder dem for "racister", der vil hævde Danmarks eksistens, så er det fordi de tænker modsat Grundtvig og vil rive et menneske løs fra historien og placere det i en overjordisk eller idealistisk sammenhæng. Du hører ikke hjemme i dit folks, men i menneskehedens sammenhæng! siger de. Du er ikke dansker, men verdensborger! siger de. Du lever ikke i historiens, men i idéens verden! siger nutidens politisk korrekte.

Og svarer man, at det passer ikke, for enhver kan jo se, at et menneske har far og mor, så siger de, at den slags kan og skal man hæve sig over for i stedet at gøre alle mennesker til sin familie. Vi genfinder tankegangen i nutidens foragt for den private familie. I 1970'erne citerede Lone Dybkjær, der dengang var formand for Socialministeriets børnekommission, vidt og bredt et fromt digt af Kahlil Gibran, en ægyptisk poet, som skrev: "Jeres børn er ikke jeres børn, de er sønner og døtre af livet". Her er et menneske ikke sine forældres, sin histories barn, men er blevet en idés, en menneskeheds barn. Her er et menneske derfor hverken dansk eller tysk eller noget som helst konkret, men er blevet abstrakt, svævende over tiden og stedet, er blevet til en idealistisk konstruktion i stedet for at være en levende skabning af kød og blod.

Og sådan kan man jo godt vælge at forstå mennesket. Sådan har altså nutidens politiske korrekthed valgt at forstå danskerne. Og derfor ønsker de Danmark afskaffet i EU og ønsker det danske folk opløst i menneskeheden og ønsker den særlige danske virkelighed udslettet i en ny verdensorden under menneskerettighedernes vimpel. Sådan siger Søren Mørch og Uffe Østergaard og Mimi Jacobsen og Poul Nyrup Rasmussen, Lone Dybkjærs ægtefælle.

Nutidens herskende klasses herskende offentlige mening, dagligt afspejlet i vore medier.

Og når jeg siger, at det er løgn og bedrag, en bevidst forfalskning af den menneskelige virkelighed, der altid er historisk og derfor national, så svarer den politiske korrekthed, at det er mig, der er reaktioner og forbenet og gammeldags – og når den bliver særligt uelskværdig, hvad den gerne gør, så tilføjer den, at jeg er nationalistisk og racistisk og besat af indre, gøende svinehunde, der ikke vil elske menneskeheden. Jeg siger, at erfaringen viser noget andet. Jeg siger, at al erfaring og historie fortæller om en menneskelig virkelighed, der holder af sine forældre og sit land og værger det, når det er truet. Men vore fromme menneskerettigheds-missionærer svarer, at det er kun, fordi menneskene endnu ikke er blevet tilstrækkeligt udviklede og oplyste, og derfor vil Mimi Jacobsen og Poul Nyrup Rasmussen opdrage den tilbagestående danske befolkning og lære den at elske menneskeheden i stedet for sine forældre, og hvis danskerne og andre folkeslag ikke har lært det, så slæber den politiske korrekthed disse gammeldags mennesker for den internationale krigsforbryderdomstol som værende skyldige i forbrydelser mod menneskeheden. 

Sådan er jo nutidens herskende ideologi. 

Derfor er det, at Danmark skal udslettes. Derfor er det, at en modebevidst salmebogskommission forfalsker Grundtvigs fædrelandssang og gør en humanistisk "salme" om kærlighed i å almindelighed ud af den.

Ja, derfor går det sådan i vort fædreland, som det går i øjeblikket.

Med hvilken ret eller med hvilken begrundelse siger da bl.a. jeg, at denne politiske korrekthed er én eneste virkelighedsforfalskning?

*

Det er spørgsmålet, som jeg vil svare på, og jeg vil gøre det ved hjælp af Grundtvig og hele den danske tradition, der har et ganske bestemt udgangspunkt, som er helt forskelligt fra, ja stik modsat nutidens politiske korrekthed med samt dennes tro på menneskerettighederne.

Jeg vil nemlig gå ud fra den forkyndelse, som siger, at et menneske er forpligtet på sin næste, ikke på menneskeheden. Jeg vil gå ud fra den forkyndelse, der binder et menneske til øjeblikket, ikke til udviklingen. Jeg vil tage mit udgangspunkt i den kristendom, der siger, at du er ikke et medlem af menneskeheden, der som sådan skal bidrage til at skabe en retfærdig verden, men du er Guds skabning, der som sådan skal være din skabte virkelighed og din konkrete næste tro, fordi Kristus er din retfærdighed.

Kristendom kontra humanisme – det er problemstillingen, og det er her, man skal gøre sig klart, at Grundtvig og hele den danske, ja i grunden vestlige tradition er i et fundamentalt modsætningsforhold til en politisk korrektheds dyrkelse af menneskerettighederne. Grundtvigs program – hvis man kan tale om et sådant – hed kristendom og danskhed. I denne rækkefølge. Og det vil ikke sige, at kristendommen forguder danskheden. Men det vil sige, at kristendommen sætter en danskers virkelighed som dansk, fordi et menneske er altid jordens og historiens barn, ikke led af en idé eller af en højere udvikling.

Det hele bunder i forskellen på Gud og menneske. Den danske tradition, som den f.eks. kommer til udtryk i Grundtvigs salmer og sange, går ud fra kristendommens sondring mellem skaber og skabning, og fordi den siger, at mennesket er Guds skabning, siger den også, at mennesket kan ikke skabe sig et paradis eller en absolut retfærdighed. Dette siges tillige i kristendommens grundlæggende tale om, at mennesket er en synder – dvs. en skrøbelig, forgængelig skabning, hvem døden er vis. Den gode Gud og det syndige menneske. Eller Guds retfærdighed og menneskets arvesynd. Sådan er det at være menneske ifølge kristendommen – stillet ind under Guds ord og myndighed som den arme skabning, der ikke kan frelse eller skabe sig selv, men må leve af Guds nåde og retfærdighed.

Dette er forudsætningen, og så sidder mennesket netop ikke i skaberens stol som den, der kan og skal skabe den retfærdige verden ud fra sin egen absolutte retfærdighed. Men så må mennesket på Guds ord gå ind i sin skabte virkelighed, gå ind i den løbende tid, være, hvad det er – tidens barn, sine forældres barn, sit folks og sit fædrelands barn. At være dette jordiske liv tro. At være sin skabte, af Gud givne virkelighed tro.

Dette er et kristent menneskes opgave.

Hele den danske tradition og kultur er bygget over denne grundlæggende forståelse af Gud og menneske. Hele Grundtvigs forfatterskab forudsætter kristendommens syn på mennesket som Guds skabning, der på skaberens ord må gå ind i tiden og historien og være sit skabte liv tro. Her er ingen paradis-vision i retning af det klasseløse samfund, det racerene folk, de evige menneskerettigheder eller hvilken anden total idé, den nyere tids totalitære ideologier har dyrket. Men her er et menneske imellem fødsel og død, med far og mor, med fædreland og folk – levende i den løbende tid som den jordiske, dødelige skabning, der ikke har anden retfærdighed end Guds at fortrøste sig til.

Som sagt: dette er udgangspunktet for den danske tradition, den danske kultur – for den danske virkelighed, som det danske folk hidtil har levet sit liv på og hævdet sin eksistens udfra.

Og med dette udgangspunkt i kristendommens tale om, hvad det er at være menneske, det vil i Danmark sige at være dansker, er det, at jeg stempler hele nutidens politiske korrekthed som én eneste forfalskning af tilværelsen og menneskelivet – eller kristeligt udtrykt: som én eneste afgudsdyrkelse eller falsk religion.

For det er netop en religion, vi står overfor i denne tilbedelse af menneskerettighederne med deres politiske retfærdighed og globale, multietniske menneskeliv. Det skal vi gøre os klart. Der er dem, der tror, at menneskerettighederne har med lov og ret at gøre. De tror, at med menneskerettighederne er der lovgiver med henblik på en beskyttelse af mennesket. Intet kan være mere forkert. Menneskerettighederne er en religiøs bekendelse, ikke en lov, og menneskerettighedernes forudsætning er troen på, at mennesket i sig selv er retfærdigt – dvs. guddommeligt.

Det modsatte af kristendommen, der forkynder Guds retfærdighed over for det uretfærdige menneske. Menneskerettighederne er en religiøs bekendelse, der bekender troen på mennesket i stedet for troen på Gud, og således blev menneskerettighederne også til i et bevidst opgør med kristendommen. Det må vi se i øjnene. Menneskerettighederne fødtes i 1700-tallet, hvor den såkaldte oplysningstid prækede troen på fornuften eller naturen, og Oplysningstidens frugt blev de såkaldte menneskerettigheder, som vi kender dem fra den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776 og fra Den franske Revolution af 1789. Her blev afgudsdyrkelsen sat i system. Her profeterede man om det politiske paradis eller det himmelske samfund, der skulle blive til, når menneskets retfærdighed virkelig fik mulighed for at udfolde sig i frihed, lighed og broderskab. Her fødtes da den politiske totalitarisme. I det franske halshugningsinstrument, guillotinen, fik menneskerettighederne sit egentlige vartegn, for hvor den absolutte politiske retfærdighed vil udfolde sig og skabe det perfekte samfund, må det først skille sig godt og grundigt af med "de uretfærdige". De blev da halshugget under Den franske Revolution. Blodet flød. Terroren herskede. Sådan som det har været tilfældet i alle de politiske religioner, der blev til i forlængelse af idealismen fra Den franske Revolution – i kommunismen, nazismen, socialismen, maoismen. Mordet er altid retfærdighedssygens konsekvens. Udryddelsen af de forkerte. Terroren over for de kontrarevolutionære, over for jøderne, over for de borgerlige. Gulag Øhavet, koncentrationslejrene, menneskeudryddelsen i Maos Kina og Pol Pots Cambodia.

De, der er besatte af retfærdigheden og tror at repræsentere menneskerettighederne, betænker sig aldrig på at udrydde dem, der stemples som uretfærdige af disse retfærdige - sådan som vi også oplevede det i Kosovo-krigen, hvor den såkaldte nye verdensorden, der har gjort menneskerettighederne til sin trosbekendelse, gjorde den retfærdige bøddels gerning og likviderede et lille land.

En sådan retfærdighedens bøddelgerning er menneskerettighedernes konsekvens.

*

Og så begynder vi at fatte, hvad det er, der sker i nutidens Danmark med en politisk korrekthed, der med største hensynsløshed fører krig imod det danske folk og dets historie og tradition og kultur og siger, at danskerne lider af racisme og fremmedhad eller rummer indre svinehunde, når danskerne vil værge deres førstefødselsret til Danmark. De arme danskere er – ligesom den øvrige vestlige verdens befolkninger – blevet ofrene i et verdenspolitisk drama, hvor magthaverne har gjort sig til menneskerettighedernes repræsentanter og følgelig vil udrydde den menneskelige og folkelige virkelighed, det har bestået hidtil, men som menneskerettigheds-missionærerne dømmer som ond og uretfærdig.

Danskerne holder af deres land – jamen danskerne skal elske hele verden og al menneskeheden i stedet for Danmark! siger menneskerettigheds-missionærerne forarget.

Danskerne er danske og ønsker at være det – jamen danskerne skal være åbne og tolerante og "humanistiske" i stedet for nationalistiske! siger menneskerettigheds-missionærerne indignerede og får hele den herskende offentlige mening til at istemme bekendelsen i medier og folketing.

Det eneste, danskerne ikke må være, er danske. Det eneste, som menneskerettighederne ikke tåler, er virkelighedstroskab og kærlighed til far og mor, folk og fædreland.

Det virkelige menneskeliv, der altid er historisk og derfor nationalt, bliver gjort til noget forbryderisk.

Forbrydelse imod menneskeheden – det er menneskerettigheds-religionens faste anklagepunkt, med hvilket man kujonerer og terroriserer det eksisterende, levende menneske af kød og blod.

Derfor er det, at en Søren Mørch kalder Treårskrigen, hvor det lille, danske folk med største udholdenhed kæmpede imod en tysk overmagt for at bevare gammelt dansk land, for en borgerkrig. Derfor er det, at en Uffe Østergaard vil gøre Danmarkshistorien til én lang uretfærdighedshistorie. Derfor er det, at en Mimi Jacobsen er flov over danskerne, som elsker Danmark højere end menneskeheden. Derfor er det, at en Poul Nyrup Rasmussen kalder alle for ikke-stuerene, som nærer kærlighed til fædrelandet. Derfor er det kort sagt, at dansk nationalitet eller rodfæstet, traditionsbundet danskhed jages og plages af en politisk korrekthed, der har gjort menneskerettighederne til sin religion.

For når mennesket gør sig selv til skaber, og som sådan vil skabe den fuldkomne, retfærdige verden, så kan og skal menneskelivet ændres totalt. Det ligger jo i skaberens hænder. Politikeren skal så frelse mennesket. Historikeren skal omforme danskeren. Journalisten skal forvandle virkeligheden. Politikeren og historikeren og journalisten har i forlængelse af sin tro på menneskerettighederne gjort sig til Gud for sit medmenneske, og den uundgåelige og logiske konsekvens er den menneskeforagt og det hovmod, som vi nu ser vor herskende klasse udfolde over for den jævne, almindelige dansker, der i hvert fald ikke må have lov til at være, hvad han er. At være dansk.

*

Fra denne anmassende selvretfærdighed og beklumrede afgudsdyrkelse er det en uendelig befrielse at vende sig til en danskhed, hvor der er humor, storsind og varme, fordi mennesket ikke skal frelse sig selv ved politiske gerninger, eftersom frelsen er Guds ansvar og mulighed. Ja, kristendommen sætter danskheden – dvs. sætter det danske på plads som den begrænsede, jordiske virkelighed, der er danskernes. "Vi vil os til guder ej grunde", siger Grundtvig i en anden fædrelandssang, og det er den kristne forudsætning, der gør danskheden til en velgørende og frigørende virkelighed for danskerne. Nej, vi syndere skal ikke frelse os selv. Derfor kan vi være os selv. Vi skal ikke gøre Guds gerning. Og derfor kan vi elske vore forældre, vor familie og vort fædreland og glæde os ved livet i vort danske hjem.

Fra Kristendom og danskhed. Prædikener og foredrag, 2001. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard. Læs mere om Søren Krarup >