Thorkild Kjærgaard: På Grænsen (2002)

Der er stadig folk, der beklager, at det gamle hertugdømme Slesvig blev delt ved folkeafstemningen 1920 med efterfølgende indlemmelse af Nordslesvig – det nuværende Sønderjylland – i Danmark, mens Sydslesvig forblev i Tyskland. Danmark burde have udnyttet situationen efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og taget hele Slesvig fra Kongeåen til Ejderen. Frankrig, Første Verdenskrigs store sejrherre, tog uden folkeafstemning Alsace-Lorraine, som det havde tabt i den tysk-franske krig 1870-71, og så gerne, at Danmark påberåbte sig sin historiske ret over for det knækkede Tyskland ved at gøre krav på hele Slesvig. Vi skulle have blæst på den tågede snak om en "sindelagsgrænse".

Når alt kommer til alt, var det ikke andet end den danske fører H.P.Hanssens forsøg på – under dække af ædle principper om folkenes selvbestemmelsesret – at støtte fire små nordslesvigske købstæders fælles ønske om et faderopgør med storbyen Flensborg, der lod dem tilbage med evig kiv og indbyrdes søskendejalousi til følge. Også gårdmændene, den anden hovedgruppe i H.P.Hanssens danskhedsbevægelse, så med mistro på den syndefulde metropol Flensborg, der var befængt med socialister, og var helst fri for den. Kunne byer ikke undgås, var de mere trygge ved Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev.

Det er klart, at hvis Danmark havde taget imod hele Slesvig i 1920, så ville Hitler senest ved Besættelsen den 9. april have flyttet grænsen mod nord til Kongeåen, på samme måde som Alsace-Lorraine blev indlemmet i Tyskland efter Frankrigs nederlag. Det ville have betydet, at også andre sønderjyder end frivillige fra det tyske mindretal var kommet med på Anden Verdenskrigs slagmarker. Men det ville også have betydet, at da det igen blev dag – og det blev det ved krigens ophør 1945 – ville Slesvig være blevet afnazificeret og kommet hjem, som Alsace-Lorraine kom tilbage til Frankrig. Flensborg, Slesvig by med domkirken, hvor Frederik I ligger begravet, Hedeby, den gamle handelsby fra vikingetiden, Dannevirke, som er knyttet til Danmarks tidligste historie, og som er et af middelalderens største fæstningsværker i Europa, Rendsborg, Eckernførde, Glücksborg med slottet som har givet navn til vores kongefamilie, og hvor Fredeik VII døde, Isted, hvor Treårskrigens navnkundigste slag stod i 1850, Husum ved Vadehavet, badeøen Sild, hvor Christian VIII ferierede med sin dronning, og Frederiksstad, Nordens Amsterdam – alle disse vidunderlige byer og landskaber, som er en umistelig del af vor historie, ville have været lige så danske som Sønderborg, Haderslev, Rømø og Løgumkloster. Det ville have været dejligt. Den del af det gamle hertugdømme Slesvig, der kom til Danmark i 1920, er som skår af en ituslået krop.

WeekendAvisen 8.-14. februar 2002. Venligst indsendt af Axel Johnsen.