Claes Kastholm Hansen: Om Norden og den moderne billedløshed (1991)
Sådan en lysdag. Det sker jo. Pludselig krænger den tågen af sig og står helt nøgen derude, disse få grader over horisonten. Dryppende af hav og så smerteløs at se på. Vores nordiske sol.
Vi bor så langt mod nord, at man må undre sig. Skulle et bekvemt menneskeligt liv være muligt her? Så tæt på polen. Med seks måneders vinter, nøgne træer. Mørketid.
Se på den anden halvkugle. Den, som meget passende vender nedad på vores kort. Her holder menneskeligt liv op ved en breddegrad, der i forhold til Sydpolen nogenlunde svarer til den, vi bor på, i forhold til Nordpolen. På denne sydlige breddegrad ligger ildlandet. Tyndt befolket, koldt, isnende regnfuldt. Og efter ildlandet kommer det øde hav og Antarktis.
Men tilsvarende nord for os kommer der ikke bare øde hav og evig is. Der kommer 2000 kilometer med byer og landeveje, huse og hytter. Magen til så blidt et hjem så nær ved polen findes ikke noget andet sted på kloden. Hverken på den nordlige eller sydlige halvkugle. Vi kan takke Golfstrømmen for det. Norden er noget særligt. At være nordbo er at dele grundvilkår med ingen andre.
Og vi danskere er nordboer. Vi bebor ikke, som Ritt Bjerregaard engang sagde, en del af det nordtyske sletteland. Man skal ikke forveksle handelssamkvem med fællesskab. Eller kulturelle strømninger med samhørighed. Så langt tilbage i historien, vi kan se, har der gået en grænse mellem vores lande og de tyske lande. Måske er endda selve vores lands navn en markering af den grænse: Danernes mark, altså danernes grænseland. Betegnelsen for det lave, sumpede land mellem daner og sakser. Danmark er Nordens forpost mod syd og Nordens port til Europa. Men strengt taget er Norden ikke en del af Europa på samme måde som Tyskland, Frankrig eller Tjekkoslovakiet. I forhold til Europa er vi et randområde som det nordlige Canada i forhold til Amerika.
Og så er der vores sprog. Selvom det er undervurderet, ofte i disse Europa-tider ligefrem latterliggjort, så er det ikke desto mindre et fællesskab. I Norden taler vi nordisk. Engang hed det nordiske sprog, hvoraf dansk, norsk og svensk er dialekter, den danske tunge. Når vi gider, forstår vi udmærket nordmanden. For en københavner er det ikke vanskeligere at forstå svensk end at forstå vestjysk.
Den nordiske sol, havet, årstidernes rytme, vores lange historie, et årtusindgammelt instinkt for demokratiske styreformer. Her er et fællesskab. Gør man dette fællesskab til ideologi, gør man sig komisk. Gør man det til politisk program, indskriver man sig i fantasternes hær. Men derfor er fællesskabet der alligevel. I de kommende år vil vi blive langt mere opmærksomme på, hvilke fællesskaber vi hører til i. […]
Men for EF-fanatikere, der vil have politisk, monetær og militær union, handler det ikke blot om en fornuftig og rimelig ordning af fælles anliggender. For dem handler det om magt og storhedsdrømme, der skal realiseres i et teknokrat- og centralstyret Europa. Det er slet ikke vores interesse. Vi er ikke og vil aldrig blive europæere på den måde, de forestiller sig i Bruxelles. […]
Derfor er der ikke spor romantik i at begynde, som jeg gjorde i indledningen, med at tale om lyset og luften, havet og sproget, for beliggenheden dikterer fællesskabet. Det er ikke vikingepanegyrik eller nationalromantisk fantasteri at tale om Norden. Eller for den sags skyld om Østersøkulturen. Det er at åbne for fremtiden. […]
Vi står i en krise, som er farligere end nogen anden. Det er ikke direkte en værdiernes krise, som det engang var så moderne at tale om. Det er heller ikke en økonomisk krise, som det nu er så moderne at tale om. Det en billedkrise.
Vi mangler et positivt billede af vores liv, vores fremtid, vores samfunds fremtid. Derfor bliver der lavet så mange falske skel.
Billedløse og resignerede midaldrende dyrker ungdommen, fordi de selv føler sig tomme og rådvilde. Billedløse unge vender sig mod 'de gamle', dvs. de midaldrende, og gør ungdom til en kvalitet i sig selv, skønt 'ungdommen' - et ord, som de ældre har givet et helt kultisk præg – er et fupbegreb.
Ungdommen som samlet, ensartet front findes jo ikke. Derimod findes der unge mennesker og de er lige så forskellige som andre mennesker. Der findes heller ikke noget meningsfuldt generationsbegreb.
Generation er et skrivebords- og festtale-begreb. ikke en afgrænselig realitet. Og således laver vi falske skel og kategorier. De gamle mennesker i samfundet skubber vi helt ud, samtidig med at vi rykker grænsen for, hvornår man bliver 'gammel' og altså i vores kultur færdig, ubrugbar, en enhed på overførselsindkomst, længere og længere ned. På det område er vi nået helt ud i karikaturen: den egentlig erhvervsaktive, karriereskabende alder er nu begrænset til 10-15 år af et menneskeliv! Med vores aldersbegreber befinder vi os langt inde på absurditeternes uendelige ødemark.
Disse falske skel - og man kunne nævne mange flere - der alle har aggressive træk i sig, kommer af mangel på billede. Mangel på billede af fremtiden. Mangel på billede af et menneskes liv som et organisk hele. Og mangel på billede af samfundet som en organisk sammenhæng funderet i materielle og kulturelle fællesskaber.
Det tydeligste symptom billedløshedens krise er de rasende energiudladninger, som præger tiden.
Energi-udfoldelse er blevet et mål i sig selv. Det tomme energiforbrug får selvfølgelig andre navne. Det kaldes individuel udfoldelse, karriere, vækst. I medierne og på varemarkedet giver energi-udladningen sig udtryk i overbud, sanseløs produktion ud i det tomme rum. Det er blevet en kvalitet i sig selv, at der er meget af noget. En avis i mange sektioner er pr. definition bedre end en avis i få. En stor TV-sendeflade er pr. definition bedre end en lille. En bil med mange hestekræfter er bedre end én med færre. Når energi bliver til ideologi, er stor bedre end lille.
Man skal vogte sig for historiske sammenligninger. Men de kan klarlægge nogle specifikke elementer i en situation. Vi har netop overstået en periode, hvor energi-udfoldelsen blev gjort til ideologi.
Og jeg siger netop med fuldt overlæg selvom det er 45 år siden, nazismen brød sammen. 45 år er nemlig ikke lang tid, og hvis vi ellers er ordentligt opdraget, rækker vores erindring og indlevelsesevne langt ud over de få år vi selv har været til i.
Tag dine forældre og bedsteforældre i hånden, og du når hurtigt tilbage til århundredskiftet. Min 11-årige datters bedsteforældre er unge friske folk i 60'erne. De er født få år efter genforeningen. De var voksne under krigen. Da min morfar blev født, eksisterede flyvemaskinen ikke. Inden han døde havde det første menneske sat sin fod på Månen. Min mormor er født i 1898. Da jeg var barn, fortalte hun om sin sønderjyske onkel Niels, så jeg føler jeg har kendt ham. Han var med i den fransk-tyske krig 1870-71!
Som lille havde jeg en barnepige, jeg holdt meget af, en gammel sjællandsk kone. Hun blev født det år, da Georg Brandes begyndte sine berømte forelæsninger på Københavns Universitet. Hun var en pige på 12, da Politiken blev grundlagt i 1884. Regn selv efter for dit eget vedkommende. Om du nu er tyve, tres eller firs: du kan komme langt tilbage. Lad os ikke gøre os indskrænkede. Vi er historiske væsner. Vi har en berøring, jeg vil kalde den fysisk. for sådan oplever jeg den, med mennesker, hvis historier udfoldede sig for længe, længe siden. Det er ren dumhed at leve og opføre sig om verden ikke var til før 1960.
Altså, for et øjeblik siden, i 1945 gik nazismen under. Der kan broderes meget over, hvad nazisme var. Det kan også siges kort. Nazismen var først og fremmest rastløs energi-udfoldelse: Stor, større, størst. Intet kunne blive stort nok. Energi-udfoldelsen blev gjort til ideologi.
Det var netop karakteristisk for de mennesker, som nazismen slog ned i og forheksede, at de intet billede havde. Intet billede af fremtiden, intet billede af et menneskes liv som et organisk hele. Med energiens ideologi gav nazismen dem et kunstprodukt af et billede. Et sådant kunstigt billede rummer sin egen destruktion i sig.
Et tydeligt politisk symptom på vores billedkrise er den succes partiet Venstre har blandt karrierelystne unge. Venstre, der har rod i en fornem og frodig folkelig bevægelse, er i dag et parti uden noget materielt grundlag. Det er et parti uden fremtid. Intet kan i længden bestå, hvis det ikke, har grund i et materielt og kulturelt fællesskab.
Venstre fører sig frem med en såkaldt ren liberalisme, som i virkeligheden blot er energi-udfoldelse gjort til ideologi. Altså et kunstigt billede. Denne liberalisme har - uanset hvad man eventuelt kunne ønske - nemlig intet med virkeligheden at gøre. Den udspringer ikke af bærende samfundsgruppers behov. […]
I længden kan mennesket ikke leve uden et positivt fremtidsbillede, der indbefatter organiske forestillinger om sammenhæng og tilhør. Sådanne billeder er på vej. De gror med den gryende forståelse af det materielle og kulturelle fællesskab, vi har del i. For os altså det nordiske. […]
"En smuk fremtid" (kronik i Politiken 1. januar 1991). Venligst indsendt af Arne Garbøl |
