Kirsten Rask: Om dansk sprogrøgt (2000)

Mange af de engelske låneord vi har lukket ind i dansk allerede, kan stadig nå at blive erstattet med danske ord. Og dansk er nu engang det sprog der er bedst til at udtrykke danske følelser, tanker, behov og længsler – fordi der ligger årtusinders nedarvede referencerammer indlejret i det, og fordi der er ganske særlige regler for hvordan vi udtaler, bøjer og staver ord på dansk – regler som ikke passer på engelske ord – og omvendt.

Vi har brug for ca. 100 nye ord om året – så stærkt går udviklingen i disse år. Den mest almindelige – og bedste – måde at danne nye ord på, er at vi sætter to eller flere kendte ord sammen til et nyt, for eksempel hadegave, tørklædesag, museskade, stavekontrol. Bedst fordi vi næsten altid umiddelbart kan gennemskue dem og se hvad de betyder – i modsætning til låneord som human ressource (=personale, arbejdsstyrke), unit (=afdeling, enhed) eller web (= net); de kræver forklaring.

[...] Opslagsordene er kun oversat i den – tit specifikke eller indsnævrede – betydning de bruges i på dansk.

Netop dét viser at vores forhold til de engelske lån tit er en form for udenadslære: Vi kender ikke nerven i de ord vi låner, de århundreder af referencerammer som ligger i dem for indfødte engelsktalende. Derfor bliver den slags låneord mere en samling af lyde som vi forbinder med et begrænset indhold eller bruger i en meget konkret, afgrænset sammenhæng, for eksempel agility og blockbuster.

Et par stykker af opslagsordene findes slet ikke på engelsk, kun på dansk, for eksempel badwill og vores brug af termen light i betydningen 'kolorielet' m.m. [...]
   
Flere af de engelske lån har allerede fået dansk bøjning, fx at supporte, at booke. Det viser det danske sprogs styrke. Men der er tale om forurening når vi indoptager ord der ikke passer med de danske stave- og udtaleregler. Og i de fleste tilfælde har vi – eller kan danne – danske ord der betyder det samme, og som er bedre fordi de er umiddelbart gennemskuelige, også selv om vi aldrig har set dem før. [...]

Et andet håbefuldt mål med bogen er at samstemme de nordiske sprog mest muligt. [...]

Nu er grænsen nået. Nu kan brugen af det danske sprog ikke blive mere skødesløs og lemfældig. Dansk fejler ikke noget, det er kun måden, det bruges på. Af nogle bliver det ganske enkelt vraget. Manglende viden og omhu kombineret med en falden-på-halen for alt engelsksproget har ført til at dansk simpelt hen halter: Virksomheder og blade tager engelske navne, reklamer bruger engelske udtryk og hele vendinger, og fagsproget i finanssektoren, på handelshøjskolerne og Gud ved hvilke andre fagområder består af ufordøjelige engelske brokker. Et kig på danske firmaers hjemmesider på nettet viser tydeligt hvor ringe det står til: Enten er de på (valby)engelsk eller på mangelfuldt dansk.

Hvis vi holder op med at bruge dansk på visse områder, dør det på disse områder.

Dansk kan dét dansk bliver brugt til - ligesom alle andre sprog. Det er især fagsproget der er presset, men det smitter også af på skønlitteraturen.

I filmverdenen er det lykkedes at skabe en bølge som har ført til at der er blevet skabt danske film der er ægte og sande, de såkaldte dogmefilm. Ægthed og sandhed er kvaliteter som bliver anerkendt over hele verden. En gruppe seriøse – og succesrige – filmfolk har aflagt et kyskhedsløfte der går ud på at aflægge sig al filmteknisk staffage og hollywoodske kunstigheder og føre filmproduktionen tilbage til det oprindelige filmsprog. "Disciplin er svaret. Filmen er blevet kosmetiseret til døde."

På samme måde har dansk brug for et sprogligt kyskhedsløfte, ti dogmer som fører os tilbage til det sande, naturlige og rigtige danske sprog.

Danske firmaer og blade der ikke kan finde ud af at udtænke et godt dansk navn, dømmes underlødige. Det samme gælder marketingsmedarbejderne der vælger engelske sloganer i stedet for at tænke kreativt på dansk, og for eksempel giver os det ufordøjede engelske: "Gillette - The Best A Man Can Get" fordi det efter deres mening lyder smartere og mere spændende i danske ører. Det er altså den gældende holdning: Vi danskere gungrer højere når vi bruger de store landes sprog.

Men jeg er sikker på at andre lande - ikke mindst englændere - har svært ved at respektere folk som afskriver deres nationalsprog af merkantile hensyn."

Både for forfatterne og de danske læsere er tekster og fagbøger som er tænkt og skrevet på dansk, mest vedkommende og mest givende. Vi er ikke nær så gode til engelsk som vi selv tror.

Danskere der skriver på engelsk, giver sig selv et handicap: Vi tænker og udtrykker os bedst og mest nuanceret på vores modersmål.

Og vinklen i bøger og tekster der er importeret fra den engelsktalende del af verden, er altid lidt skæv i forhold til en dansk læser. Graden af tilegnelse er højest når vi læser fag- og lærebøger på norsk eller svensk. Lærebøger på engelsk er dem der giver den dårligste indlæringsgrad. [...]

Nordmænd og islændinge tænker nationalt når de skaber nye begreber. [...] Men dansk har simpelt hen gammel tradition for at tage ord ind fra andre sprog. Somme tider går vi over gevind, som det tidligere var tilfældet med fransk og tysk. Holberg rettede for eksempel de senere udgaver af nogle af sine stykker ved at fordanske mange franske fremmedord. [...] 

De der er med til at indføre nye begreber i det danske sprog, er fagfolk, fx ingeniører, teknikere og analytikere (som alle traditionelt er sprogligt ubevidste), og de tekstforfattere, informationsmedarbejdere, journalister og oversættere der ofte formidler den nye viden. Hvis de indfører et nyt begreb med et engelsk ord, er det dét tingen kommer til at hedde. Det er for sent at ændre på når først ordet er blevet kendt. Men kender disse sprogansvarlige deres eget sprog tilstrækkeligt? Tilsyneladende ikke når vi ser på især den skriftlige formidling i dag.

'Tekstforfatter' og 'informationsmedarbejder' er ubeskyttede titler: Der er ingen krav om sproglig viden for at kunne udøve disse hverv. [...] Profesionelle sproghåndværkere er nok den eneste faggruppe som kan komme afsted med at se det som en særlig form for kreativitet bare at "have det i fingrene", som det hedder. Kan man forestille sig arkitekter eller ingeniører der åbent ville kokettere med at de ikke kender byggematerialernes grundlæggende egenskaber og muligheder? [...] 

Alt dette kan samles til det følgende forslag til ti dogmer for dansk – vi kunne kalde det Dogme 99 eller det sproglige kyskhedsløfte. Nogle dogmer gælder for talesproget, andre for skriftsproget, og andre igen for begge dele, og de henvender sig til alle professionelle sprogbrugere:

1. Alle ord udtales på dansk [...]

2. Alle ord bøjes på dansk [...]

3. Respekt for vokalerne [...]

4. Stavelserne skal stå rent [...]

5. Stavereglerne følges [...]

6. Tilbage til grammatikken [...]

7. Hyperkorrekthed er forbudt [...]

8. Ind med danske nyskabelser – ud med engelske [...]

9. Slip sætningerne løs [...]

10. Hold klassiske talemåder i hævd [...]

[...]

Sprogrenserordbog - tal dansk! Nyborg 2000 s. 5-6, 40-47 og Politiken 5. september 1999. Venligst indsendt af Mads Kierkegaard.